Når dele af din bolig har fået nogle år på bagen eller begynder at se slidte ud, kan det måske være fristende at kassere og købe nyt. Men der er meget at vinde, hvis du i stedet bruger lidt energi på vedligeholdelse. Her får du tre gode grunde:
1. Det er godt for din pengepung
Ved at vedligeholde og passe på din bolig – bygningsdele såvel som inventar – forlænger du tingenes levetid, så du ikke behøver at udskifte dem så ofte. På den måde kan du holde udgifterne til nye ting og materialer nede. Velholdte bygningsdele og inventar er samtidig mere modstandsdygtige over for nedbrydning og skader, så du ikke så ofte har udgifter til reparationer.
I det lange perspektiv er det billigere at bruge penge på den maling eller olie, du skal bruge til at vedligeholde fx dit træværk, end at skulle ud og købe helt nyt eller hyre en håndværker, fordi det er blevet så slidt, at du ikke selv kan redde det.
Har du passet godt på dine ting, kan de også bruges på nye måder, uden du skal have penge op af lommen. Fx kan en gammel køkkenbordplade, som du ikke længere vil have i køkkenet, få nyt liv som udekøkken eller arbejdsbord i skuret. Du kan også sælge eller forære de brugte, men velholdte materialer væk, du ikke selv kan genbruge, så andre kan få gavn af dem.
Få gode råd i vores artikler om at vedligeholde din bolig indvendigt
2. Det ser pænere ud
Uanset om der er tale om en pudset facade, træværk eller en bordplade, kan der også være en æstetisk gevinst ved god vedligeholdelse. Velholdte overflader og ting ser pænere ud, end hvis det hele ser slidt og nedbrudt ud.
Naturlige materialer af god kvalitet vil ofte bevare deres skønhed – og nogle endda blive endnu smukkere med tiden – når de bliver vedligeholdt ordentligt. Det gælder fx visse træsorter, tegl og metaller, som ændrer farve eller får flere nuancer, i takt med at de bliver ældre. Man taler om patina, når man kan se på materialer eller ting, at de har levet længe, men ældes med ynde. Det er en helt anden kategori, end hvis de bare er nedslidte.
Få gode råd i vores artikler om at vedligeholde din bolig udvendigt
3. Du hjælper klimaet
Vedligehold er bæredygtigt
I gennemsnit belaster hver dansker klimaet med ca. 13 tons CO2 om året, viser beregninger fra den grønne tænketank Concito.
Når du bevarer byggematerialer og ting i din bolig længst muligt og dermed ikke behøver købe nyt så ofte, er du med til at spare på brugen af jordens råstoffer samt til at reducere den CO2-udledning, der følger med produktionen og transporten af nye produkter.
Det belaster klimaet langt mindre at producere den maling eller olie, du bruger til at vedligeholde fx dit træværk, end hvis du skal udskifte en hel terrasse eller en bordplade.
Når du genbruger velholdte materialer og ting eller lader dem gå videre til andre, er du også med til at sikre, at materialer, der allerede er produceret, bliver udnyttet fuldt ud, så der skal bruges færre ressourcer på at producere nye.
Få gode råd i vores artikler om at vedligeholde inventar og løsdele
Hvilke ting i boligen skal vedligeholdes?
Langt det meste skal vedligeholdes, men der er stor forskel på, hvor ofte de enkelte elementer har brug for pleje for at få så lang en levetid som muligt. Nogle materialer slides lettere end andre, og sliddet afhænger også af, hvor meget materialet bruges, og om det er placeret inde eller ude.
Læg en plan
Et godt råd er at lave en vedligeholdelsesplan for din bolig, så du ved, hvad der skal prioriteres hvornår i løbet af et år. Nogle vedligeholdelsesopgaver er afgørende for at undgå større skader på boligen, mens andre er rent kosmetiske og kan springes over, hvis du ønsker det. Med en plan er du på forkant, så du undgår at materialer bliver så nedslidte, at de skal udskiftes før tid.