Et dansk køkken er gennemsnit i 11 år, viser en undersøgelse udført af YouGov for Videncentret Bolius i 2021. Dog kan de fleste køkkener reelt holde til at blive brugt i mange år yderligere, før et nyt køkken bør komme på tale.
Der bliver brugt flere milliarder kroner på nye køkkener i Danmark. Køkkenerne er i dag blevet meget avancerede og skal ligesom resten af boligen afspejle boligejernes drøm om det gode liv, og derfor udskiftes mange køkkener på grund af skiftende mode frem for en reel nedslidning.
Hvad er en køkken-makeover?
Mange køkkener fungerer fint, men trænger måske til et ansigtsløft, fx at få opdateret stilet, slebet bordpladen eller måske ændret på pladsfordelingen.
Hvad kan du gøre, hvis du synes, dit køkken fungerer fint, som det er, men du ikke er så vild med farverne eller overfladerne, som også er ved at være lidt slidte? Ja, så er det, at du kan lave en makeover i dit køkken, hvor du renoverer og udskifter fronterne på skabe og skuffer, bordplader og hårde hvidevarer. På den måde kan du få et 'nyt' køkken til en billig pris.
Ved at beholde det eksisterende køkken sparer du samtidig mange ressourcer, da det belaster klimaet et producere alle elementerne til et nyt køkken.
Hvilke dele af køkkenet skal fornyes
Når man laver et 'nyt' køkken via en makeover, bliver køkkenelementerne som regel stående på samme måde som før. Det vil sige, at der ikke ændres synderligt på selve indretningen af køkkenet, men måske suppleres der med et nyt element eller to.
Derimod udskiftes eller fornyes:
- Bordplade. Den bliver næsten altid skiftet ud. Enten på grund af forkert materiale eller farve eller på grund af slid. Nogle materialer som massivt træ og sten kan blive som nye ved slibning og behandling.
- Blandingsbatteri. Når bordpladen skiftes, bliver blandingsbatteriet måske også udskiftet. Det kan både være slidt, eller du vil måske gerne have et, der er mere moderne og vandbesparende.
- Vask. Da vasken sidder i bordpladen, kan den også skiftes ud, hvis du får ny bordplade. Det kan være, at du gerne vil skifte en lille rund vask ud med en større porcelænsvask eller en dobbelt stålvask.
- Skabslåger. De males, dækkes med folie eller sendes til autolakering. Alternativt kan der laves eller købes helt nye låger.
- Skuffer. De fornyes med maling eller folie, eller der laves eller købes helt nye. Der kan evt. ændres på antallet af skuffer i modulet. I dag er det mere normalt med store, dybe skuffer i stedet for flere lave skuffer.
- Greb. Du kan let udskifte grebene på låger og skuffer med nogle mere moderne, evt. i et andet materiale, enten som en fornyelse i sig selv, eller i forbindelse med at du maler låger og skuffefronter. Hængslerne i skuffer og låger kan også trænge til reparation.
- Hårde hvidevarer. Det er en af de dyre poster i en køkkenrenovering. Hvis der ikke er behov for at skifte hårde hvidevarer ud, kan du vente. En fordel ved nye hårde hvidevarer er, at de ofte er i en bedre energiklasse end gamle modeller, men det er bedre for klimaet først at udskifte de gamle hårde hvidevarer, når de er helt udtjent.
- Bordplade hæves. I nogle tilfælde er det nødvendigt at hæve køkkenbordspladen. Før i tiden var bordpladen op til 10 cm lavere, end den er i dag, hvor den normalt er mellem 90 og 100 cm høj. Når højden på bordpladen skal ændres, laves der et "blindstykke" over låger og skuffer. Blindstykker er træstykker, der er skåret i den højde, du ønsker at hæve køkkenbordspladen med. Det er lidt det samme som en sokkel, bare foroven.
- Overskabe. Du kan fjerne overskabene i hele eller dele af køkkenet. Mange ældre køkkeners udfordring er et lidt kompakt og tungt udseende. Derfor er det billigt men meget effektfuldt at erstatte overskabene med få, åbne hylder, og derved trække mere lys og luft ind i boligen.
Hvilke køkkener kan få en makeover?
Alle køkkener kan renoveres. Nogle køkkener kan dog være så gamle og nedslidte, at det kan være svært at få køkkenet til at fungere ordentligt til den moderne familie. Der kan være tilfælde, hvor der er tale om et gammelt bevaringsværdigt køkken, hvor du gerne vil bevare de gamle fyldningslåger og evt. en gammel skænk, et vitrineskab eller andet.
I disse tilfælde vil det ofte være nok at montere en ny bordplade, der er højere end den gamle. Kombinationen af gamle skabe og låger og en ny bordplade, ny indmad i skabe, nye hårde hvidevarer og andet kan være meget stilfuld og flot. Det kan også skabe større ro at justere skabene, så de igen hænger og står snorlige. Især låger kan med fordel justeres, så de ikke hænger skævt i hængslerne.
Hvis du vurderer, at dit køkken er for gammelt til at beholde, kan du overveje at bruge dele af køkkenet andre steder. Fx køkkenskabe og skuffer som opbevaring i bryggers eller værksted, eller måske kan den gamle bordplade bruges til et lille udekøkken.
Du kan også overveje at give dit gamle køkken videre eller sælge det, så det kan få nyt liv et andet sted.
Det kan være en god idé at spørge en arkitekt eller indretningsarkitekt til råds, når du vil renovere dit køkken. Hvilken farve skal køkkenet have? Skal der laves ovenlys for at skabe bedre og mere lys i rummet, når du nu alligevel er i gang? Skal der nyt gulv eller nye installationer?
Du kan også rådføre dig med en snedker, der kan hjælpe dig med at renovere, reparere eller måske bygge nye dele til dit køkken.
Hvilke fordele og ulemper er der ved en køkken-makeover?
Fordele
Der er flere fordele ved at give dit køkken en makeover frem for at købe nyt.
- Pris. Det er langt billigere at give dit køkken en makeover end at udskifte hele køkkenet. I mange tilfælde er køkkendele og elementer i så god stand, at de slet ikke behøver at blive udskiftet. Desuden kan du ofte også lave mange af tingene selv, så du ikke skal bruge mange penge på håndværkere. Du kan ofte give dit køkken en let makeover for ca. 2.000 kr.
- Tid. Tiden er en anden vigtig faktor ved en køkken-makeover. Det tager ikke meget længere tid end et par dage at lave en makeover. Samtidig kan du ofte bruge dele af køkkenet, imens det får en makeover, så du altså ikke behøver at stå helt uden køkken i den periode, projektet varer.
- Personlighed. Du kan sætte dit helt eget præg på køkkenet, når du giver det en makeover. Du kan fx let vælge farve og design på lågerne eller udseende og holdbarhed på bordplade, og du kan selv indføre små personlige detaljer som fx retro fliser og genbrugsfund.
- Klima. Når et nyt køkken skal produceres, bruges der mange ressourcer, og et nyt standardkøkken kan udlede op til 1.400 kg CO2. Ved at bevare dit nuværende køkken og give det en makeover er du med til at passe på klimaet og leve mere bæredygtigt.
Ulemper
- Indretningen af køkkenet er svær at ændre. Det kræver fx som minimum en ny bordplade, og det er et større arbejde at ændre på selve rummet. Køkkenelementerne bliver oftest stående, hvor de står.
- Installationer kan ikke tjekkes. Når du får et helt nyt køkken, er det nemt og en god idé at tjekke vand- og elinstallationer. Det er sværere at gøre, når du renoverer køkkenet, da du ikke på samme måde får adgang til installationerne. Hvis du ikke ændrer på installationerne ved din køkken-makeover, er dette dog ikke noget problem.
Hvor mange penge er der at spare ved en køkken-makeover?
Vi betaler i gennemsnit 95.000 kroner for et nyt køkken, inklusive udgifter til hårde hvidevarer og eventuelle udgifter til opsætning eller installation. Det viser en undersøgelse udført af YouGov for Videncentret Bolius i 2021.
Det kan altså være en bekostelig omgang at få installeret et nyt køkken. Du kan spare mange penge ved at lave en køkken-makeover i stedet for at købe et helt nyt køkken. Normalt koster en større makeover cirka en fjerdedel af prisen på et nyt køkken, men du kan også give køkkenet en let makeover for et par tusinde kroner.
Det kommer selvfølgelig i stor udstrækning an på, hvad du gerne vil have renoveret i dit køkken og i hvilken standard og kvalitet. Det er i høj grad valget af materialer, der afgør prisen. Vil du gerne skifte skabslågerne af finér ud med massive trælåger, er prisen høj. Bordpladerne koster heller ikke mindre, bare fordi de skal bruges til en makeover af et køkken. Det samme gælder for vask og blandingsbatteri.
Du kan i princippet skifte alt i et køkken ud bortset fra selve skabene og soklen. Vælger du en omfattende løsning, hvor det meste skiftes ud og måske laves hos et tømrerfirma, kan prisen nærme sig prisen på et nyt køkken.