Nydanskere drømmer også om en ejerbolig

Undersøgelserne fra Statens Byggeforskningsinstitut handler mest om første generation af indvandrere og flygtninge. Her er der store forskelle mellem nye og gamle danskere. 

Men forskellene bliver mindre i næste generation. Unge, hvis forældre er indvandrere og flygtninge, bor sjældnere i almene boliger sammenlignet med første generation. Til gengæld bor de hyppigere i andelsboliger og privat udlejning, hvilket også er populære boligformer blandt danske unge.

Kilde: Rapporten "Indvandring, integration og etnisk segregation" Statens Byggeforskningsinstitut 2015

Når det kommer til boligdrømme, er der ikke den store forskel på gammeldanskere og nydanskere. Det er der til gengæld, når drømmene skal gøres til virkelighed. De fleste nye danskere med rødder i Mellemøsten, Asien og Østeuropa har hus med have som deres drømmebolig. Alligevel bor de typisk i lejligheder.

Det paradoks opdagede Statens Byggeforskningsinstitut, da de i 2015 undersøgte udviklingen i nydanskeres boligforhold. Rapporten "Indvandring, integration og etnisk segregation" viste, at over 40 procent af indvandrere og flygtninge boede i almene boliger, og omkring 25 procent i privat udlejning. På trods af, at instituttets tidligere undersøgelser havde vist, at næsten tre fjerdedele af nydanskerne så en ejerbolig som drømmeboligen, hvis de kunne vælge selv.

– Deres ideelle bolig er en ejerbolig, men alligevel er der få, der køber. En af forklaringerne er, at de gennemsnitligt har en lavere indkomst end resten af befolkningen. Men det kan ikke forklare det hele. Indvandrere med højere indkomst køber også sjældnere deres egen bolig sammenlignet med befolkningen generelt. Det er et fænomen, man også ser i andre lande, siger Hans Skifter Andersen, adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Han står bag flere undersøgelser om indvandreres og flygtninges boligforhold og har fulgt udviklingen gennem de seneste 23 år.

Mange asiater finder selv deres bolig i Danmark 

Groft sagt startede de fleste udlændinge, der kom til Danmark, med at bo i en lejebolig. Med tiden rykkede en del af dem videre til ejerboliger, men der er store forskelle mellem etniske grupper.

I Hans Skifter Andersens undersøgelse boede omkring hver fjerde indvandrer fra Asien eller Østeuropa i en ejerbolig ved slutningen af 2000’erne. For personer, der stammer fra Mellemøsten og Nordafrika, var det kun lidt mere end hver 10.

Der var også stor forskel på, hvem der fik anvist en bolig af kommunen eller det almene boligselskab, og hvem der foretrak at finde en selv. De grupper, som sjældnest fik boligen gennem kommune og boligselskab, var pakistanerne og personer fra Vietnam og Sri Lanka.

Ikke kun økonomi gør almene boliger til den hyppigste boligform blandt nyankomne i Danmark. I en af Hans Skifter Andersens tidligere undersøgelser svarede 30 procent af de deltagende indvandrere og flygtninge, at de ønskede at bo i samme boligområde som familie og venner. Hvis ens netværk bor i et alment boligområde, vil det i sig selv få en del indvandrere og flygtninge til at søge derhen.

Familie og forretning vigtigere end egen bolig

Ud over lav indkomst og ønsket om at bo tæt på familien peger Hans Skifter Andersen på flere årsager til de store forskelle i boligmønster, og her skal der skelnes mellem flygtninge og indvandrere. 

– Undersøgelser har vist, at især flygtninge føler en forpligtelse til at hjælpe deres familiemedlemmer økonomisk. Det kan både være familie i oprindelseslandet og familie i Danmark. Nogle bruger også en del penge på at investere i familiens forretninger i Danmark. Sammenlagt er det mange penge, som de ikke kan bruge på at købe en bolig. Vi har interviewundersøgelser, hvor mange indvandrere fortæller, at de sender penge hjem til familie i oprindelseslandet. Nogle investerer også i køb af fast ejendom i hjemlandet, fortæller Hans Skifter Andersen. 

Han har desuden en idé om, at der kan være psykologiske årsager til, at indvandrere afholder sig fra at købe en bolig i Danmark. 

– Når du køber en ejerbolig, så gør du det, fordi du tror på, at du har en stabil fremtid foran dig. Jeg har en hypotese om, at indvandrere og flygtninge måske føler sig mere usikre på deres fremtid, og at det afholder dem fra at købe en bolig. Også selvom de har råd. 

– Endelig kan det være sværere for dem at få et boliglån. Muligvis bliver nogle af dem diskrimineret. Bankerne kan være mere forsigtige til at give lån og vil måske have større sikkerhed, fordi de har en højere risiko for at tabe penge på den type kunder, siger Hans Skifter Andersen.

Danskere og nydanskere vil gerne bo tæt på familien

Østeuropæerne behøver ikke kende nogen I lokalområdet, siger Mikkel Møller, der til gengæld ofte støder på det krav fra danske boligkunder. Når det handler om nærhed til familie og netværk. har danskere og indvandrere fra Mellemøsten faktisk mere tilfælles med hinanden end med boligkøbere fra Østeuropa. 

– Danske kunder har ofte en bestemt by, de gerne vil bo i, fordi de har familie eller noget andet tilknytning der. Men for østeuropæerne skal det helst bare være indenfor ca. 20 kilometers radius af der, hvor de bor til leje. De kigger mere på huset og prisen end på adressen, fortæller ejendomsmægleren.

Hans østeuropæiske kunder er også fleksible, når det handler om husets alder og planløsning. Deres boligsmag kan ifølge Mikkel Møller nærmest beskrives som lidt nostalgisk. Han har observeret, at de går efter klassiske danske 1970’er-huse i oprindelig stand og indretning. 

– De kan gode lide indretningen i de lidt ældre huse, fx at køkken og spisestue ligger separat, og at der er en værelsesgang. Danskere vil ofte gerne have køkken-alrum og en børneafdeling, men det går østeuropæerne ikke så meget op i, siger ejendomsmægleren. 

1970’ernes design og materialer de også sagtens leve med. 

– Det er mere husets funktion end farver, der er vigtige. De er sjældent utilfredse med grønne klinker på badeværelset eller fyrretræ i køkkenet, fortæller ejendomsmægler Mikkel Møller.

Gardiner dækker nydanskeres lejligheder 

Mens dansk 1970'er-arkitektur er populært blandt østeuropæere, gælder det ikke nødvendigvis blandt andre nydanskere. Mellemøstlig boligarkitektur har traditionelt en tydelig markering af privatlivet. Er man opvokset i den tradition, kan danske boliger virke alt for åbne. Derfor er det ikke usædvanligt at se mure rundt om grunden eller store gardiner for vinduerne I de boligområder, hvor mellemøstlige indvandrere har slået sig ned.

– I Gellerup i Brabrand, hvor der bor mange mennesker fra Nordafrika og Mellemøsten, ser du ofte store gardiner, der dækker vinduerne. Det er et forsøg på at skabe den her privathed. Men mange moderne byggerier fra 1960’erne og 1970’erne er bygget efter den tids danske, modernistiske idealer. Det er helt anderledes end traditionel mellemøstlig arkitektur, fortæller arkitekt Troels Rugbjerg, der underviser på Arkitektskolen Aarhus og har forsket i boligbyggeri i Mellemøsten og Nordafrika.

Mur omkring huset skal beskytte privatlivet

Han understreger, at arkitektur er kultur og noget, der hele tiden forandrer sig. Man skal derfor passe på med generaliseringer. Alligevel vil han gerne give et bud på, hvordan den mellemøstlige boligtradition adskiller sig fra den nordeuropæiske. 

– Hvis du har en grund i Danmark, så vil du ofte placere huset på midten. Klimaet er mørkt og fugtigt en stor del af året, så man har brug for lys og luft omkring boligen. I Nordafrika og Mellemøsten, som jeg har beskæftiget mig med, har man så at sige det modsatte problem. Her vil man gerne beskytte sit hjem mod stærk sol og varme, fortæller Troels Rugbjerg. 

Løsningen har traditionelt været at bygge en stor mur omkring sin grund. 

– Murene rundt om huset skaber et mikroklima, hvor planter kan trives, og der kan skabes skygge. Samtidig bliver der skabt et rum, hvor kvinder kan bevæge sig rundt, uden at de kan ses udefra. De får et uderum, hvor de kan bevæge sig og klæde sig mere frit end ude på gaden, fortæller Troels Rugbjerg. 

Muren får dermed både en praktisk og en symbolsk betydning. Den markerer, hvor familiens offentlige liv slutter og privatlivet begynder.  

– Lidt forenklet kan man sige, at det i nordafrikansk og mellemøstlig arkitektur er vigtigt med en tydelig overgang mellem privat og offentligt. I Norden har vi en mere blød overgang, hvor det bliver gradvist mere privat, jo tættere du kommer på huset. Længere vestpå, i USA, kan overgangen være endnu mere flydende. Der har de tradition for nogle store, parklignende haver rundt om husene. Men man skal ikke lade sig narre, for der er en grænse, den er bare ret subtil, fortæller arkitekt Troels Rugbjerg.