– Det var faktisk lidt af et chok for mig at komme til Danmark.
Daniel Rosu husker tydeligt sin første tid i det nye land. Chokket skyldtes ikke, at Danmark var en vild og voldsom oplevelse for den unge rumæner. Faktisk tværtimod. I Rumænien voksede han op i en storby med flere hundredetusinde indbyggere. I sammenligning var Danmark overraskende stille.
– Jeg startede med at arbejde i Nykøbing Mors, og det føltes som meget langt ude på landet, husker Daniel.
Tingene fungerer bedre i Danmark
Oprindeligt havde han forladt Rumænien for at arbejde i Frankrig, men på trods af det milde franske klima begyndte han, der er svejser, at drømme om at liv længere nordpå.
– Der er mere regn og gråvejr i Danmark, men jeg besluttede at tage chancen, for jeg havde hørt, at tingene fungerede bedre her.
Det var ikke bare et rygte. Livet nordpå var så godt, at Daniel nu bor med både kone og børn i parcelhus i Vestjylland.
Flest indvandrere fra Rumænien
Dette hjem er vores fremtid. Det er meget vigtigt for os at bo et sted, hvor systemet fungerer, og hvor vi har tryghed og sikkerhed i tilværelsen
Han er langtfra den eneste. Rumænere udgør ifølge Danmarks Statistiks seneste opgørelse den største gruppe af nye indvandrere i Danmark. Hvor mange der vælger at slå sig ned permanent er for tidligt at sige, men for Daniel Rosu har opholdet i Danmark foreløbig varet syv år.
Efter tre år fik han endnu en grund til at blive. Han mødte Veronika Gren, der er fra Ukraine, men som var taget til Danmark for at arbejde som landbrugsmedhjælper. Parret blev gift og boede sammen i et lejet hus, men snart begyndte de at drømme om at blive boligejere.
Hellere eje end leje
– Vi ville gerne have vores eget, for vi ønskede ikke at tabe flere penge på at leje, fortæller Daniel.
Den nye bolig skulle ikke bare være en investering for parret. Den skulle også give plads til deres familieliv, der dengang snart ville rumme en nyfødt baby plus Veronikas søn fra et tidligere forhold.
– Daniel og jeg var enige om, at vi ville bo et sted, der var godt for børn. Og det er ikke godt at flytte fra hus til hus, som man jo gør, når man lejer sig ind forskellige steder, siger Veronika.
Bolig tæt på job, skole og børnehave
Sidst, men ikke mindst, var beliggenheden vigtig. Huset skulle ligge i området nær Skjern, hvor Daniel arbejder, så hverdagen blev så nem som muligt for familien.
– Vi ledte efter en bolig tæt på en skole og en børnehave. Det var meget vigtigt, og det fandt vi her i Lem, fortæller Daniel og tilføjer:
– Dette hjem er vores fremtid. Det er meget vigtigt for os at bo et sted, hvor systemet fungerer, og hvor vi har tryghed og sikkerhed i tilværelsen.
Masser af muligheder i Lem
I Lem, der har 1.342 indbyggere i 2019, er der både en togstation og mange arbejdspladser, bl.a. Vestas og andre større industrier, selvom det er en lille by.
For Veronika var det også vigtigt, at området havde et godt fritidsliv. Netop muligheden for at være aktiv udenfor arbejde og skole er noget, som hun godt kan lide ved at bo i Danmark.
– Vi synes, at børn skal have mange muligheder i deres fritid. Fx klub og fodboldhold, og det er der her i byen. Her er også mange butikker, siger Veronika.
Sådan bor parret
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Parcelhus med gæsteværelse til forældrene
Parret nåede at se på flere huse, der ikke føltes helt rigtige. Men pludselig var den der: Et 188 m2 stort hus fra 1960’erne.
– Da vi trådte ind i huset, kiggede vi på hinanden og sagde: Det her er vores nye hjem. Vi kan især godt lide de store vinduer. I Danmark er vejret ofte gråt, men takket være de store vinduer føles huset altid lyst, siger Daniel.
Pladsen er fordelt på stue, køkken, badeværelse, fire store værelser og to små. Rumfordelingen kan give alle beboere eget værelse. Men den er også en hjælp, når den ny-jyske familie savner deres slægtninge.
– Vi har et gæsteværelse, hvor mine forældre boede, da de var på besøg sidste jul. Det er ikke så nemt at mødes med vores familie. Men der er heldigvis kommet en rute med direkte fly fra min fødeby i Rumænien, siger Daniel.
Veronika regner med, at hendes mor kommer på besøg i Danmark i løbet af sommeren. Til den tid håber parret også at have taget hul på et nyt kapitel i livet som husejere: haven.
Østeuropæere topper indvandringsstatistik
Rumænien og Polen var de to største indvandringslande i 2018. Af de udenlandske statsborgere, der indvandrede til Danmark, kom 5.721 personer fra Rumænien. Herefter fulgte polske statsborgere med 4.310 personer. På de næste tre pladser kommer statsborgere fra USA, Tyskland og Indien.
Kilde: "Nyt fra Danmarks Statistik" Februar 2019
Haven er det næste projekt
Parret er begge vokset op med at gå til hånde i marker og stalde i sommerferien. Haven i Lem er på ca. 1.000 m2, men det afskrækker ikke Daniel.
– Der er en stor græsplæne, og der er meget arbejde, men vi ville gerne have en stor have. Det er godt for børn og også for os voksne. Vi kan godt lide at komme hjem til haven efter arbejde, så vi ikke bare sidder i sofaen og ser tv, siger Veronika, der drømmer om at dyrke egne madvarer i haven. Men hun vil gå roligt frem.
– Vi kunne godt tænke os at starte med at dyrke nogle grønsager i kasser. Vi går op i økologi. Jeg kunne også godt tænke mig at plante nogle træer, så vi fik en frugthave. Men vi er først lige flyttet ind, så vi skal tænke os om først.