Indsigt
Tema
Støj i boligen er et indeklimaproblem, som mange boligejere døjer med. Det kan både være i form af larm udefra fra eksempelvis naboer og trafik, men også dårlig akustik i boligen er med til at hæve støjniveauet. Bliv klogere på, hvordan støj spreder sig, og læs hvordan du kan undgå den.
At måle støjniveauet i eller udenfor din bolig kan vise dig effekten af de tiltag, du gør for at begrænse støjen.
Lyd måles i decibel og Decibel-skalaen er logaritmisk. Det vil sige, at 10 decibel opleves som en fordobling af lyden.
Der findes forskellige apps til din telefon, der kan måle lyden, ligesom du kan få professionelle lydmålere, der ganske vist er dyrere.
Videncentret Bolius har testet forskellige apps og sammenlignet dem med profesionelle lydmålere. Testen viser klart, at der er op til 10 dB forskel i resultatet på de forskellige apps og på den professionelle støjmåler, hvilket er en markant forskel.
Forskellene mellem de forskellige apps og støjmåleren har en naturlig forklaring. Mikrofonen i telefonen er tilpasset frekvenserne i almindelig tale og giver derfor ikke et retvisende billede af alle typer støj.
Hvis du vil have det mest retvisende resultat, når du måler støj i eller udenfor din bolig, bør du derfor overveje at investere i en lydmåler, som fås fra ca. 200 kroner og opefter.
Generende støj kan komme mange steder fra. Nogle støjkilder er forholdsvis nemme at gøre noget ved, mens andre kan være både kostbare at gennemføre og nogle gange næsten umulige. Klik på de enkelte punkter i grafikken for at læse mere.
Her plejer at ligge en interaktiv grafik. Vi kan desværre ikke vise dig elementet, på grund af dine cookie-indstillinger.
Nabostøj er med afstand den form for støj, danskerne plages mest af. Det gælder især for dem, der bor i etageejendomme. I undersøgelsen 'Danskerne i det byggede miljø', som Kantar Gallup laver for Realdania og Videncentret Bolius, svarer over halvdelen af dem, der er plaget af støj, at generne bunder i larm fra naboerne.
En anden undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed (SIF) har lavet hvert år i perioden 2010 til 2017, viser, at 35 procent af alle danskere, der bor i etageejendom, har problemer med nabostøj.
Den største udfordring ved nabostøjen er, at den ikke altid kan løses byggeteknisk. Dialogen er et kraftigt værktøj, og det er vigtigt at tale med sine naboer om, hvordan man oplever støjen, så man kan prøve at finde en løsning i mindelighed. Derudover findes forskellige tekniske løsninger, der for lejligheder omfatter tiltag som nedsænkede lofter og forsatsvægge.
Du kan få mere viden og gode råd om nabostøj i etagebygninger på siden Nabostøj.