Hvordan sker faldulykker i boligen typisk?

Størsteparten af alle faldulykker sker i hjemmet og oftest i de rum, vi opholder os mest i. Både blandt børn og ældre er faldulykker den form for ulykke, der giver flest personskader.

Faldulykker små børn:

Faldulykker sker typisk:

  • Fra puslebordet.
  • På trapper.
  • På møbler – når de klatrer op på og falder ned fra møbler.
  • Fra vinduer.
  • Fra altaner.

Faldulykker ældre:

For den ældre del af befolkningen skønnes det, at omgivelserne er årsag til cirka halvdelen af alle faldulykker. Faldulykker sker oftest, fordi ældre falder/snubler over:

  • Løse genstande.
  • Møbler.
  • Ledninger.
  • Gulvtæpper.
  • Glatte fliser.

Faldulykker i haven

I haven er trampolinulykker et velkendt fænomen blandt børn, mens gør det selv-arbejde fra højder og  færdsel på dårligt oplyste havegange og trapper ofte er årsag til ulykker blandt den voksne del af befolkningen.

Hvordan kan du forebygge faldulykker i boligen generelt?

Faldulykker i boligen kan forebygges på flere måder. I første omgang er det mest oplagt at sørge for at sikre boligen fysisk. Her er der en række tiltag, som afhjælper faldulykker helt generelt:

  • Sørg for, at tæpper ligger fast med et skridsikkert underlag. Hold øje med, om hjørnerne på tæppet løfter sig. Vend evt. tæppet om, hvis tæppet ikke har en ’underside’. Alternativt kan du sætte dobbeltklæbende tape fast under tæppet.
  • Undgå løse ledninger. Sæt ledningerne fast med clips eller i kabelbakker.
  • Benyt dig af skridsikre måtter i badekarret og evt. i brusenichen på badeværelset.
  • Undgå, at der står løse genstande på gulvet, som man kan snuble over.
  • Sørg for en god belysning – især ved trapper og andre steder, hvor det er kritisk at sætte sine fødder forkert.
  • Ryd sne og spred grus på gangarealer, når der ligger sne og is.
  • Ret skæve fliser i indkørslen, på gangstier og på terrassen.
  • Sørg for, at rækværk og gelændere både indenfor og udendørs overholder de krav, som bygningsreglementet stiller – både i forhold til sikkerhed, holdbarhed og udførelse.

Hvordan sikrer du boligen mod faldulykker, hvis du har børn?

Ifølge eksperter er det en hel naturlig og nødvendig del af børns udvikling at falde og slå sig. På den måde lærer de blandt andet at risikovurdere, og det kan spare dem for uheld senere i livet. Det er dog ikke i nogens interesse, at de slår sig i sådan en grad, at de kommer alvorligt til skade. Men et blåt mærke eller en hudafskrabning i ny og næ hører sig barndommen til.

Når du skal forebygge, at børn falder og kommer til skade, er det ikke ved almindelig leg og færden, du bør sætte ind. Derimod er det de steder, hvor der kan ske alvorlige ulykker, du bør have fokus på.

Da børn – og især de mindre af slagsen – ikke har den samme evne til at risikovurdere, som man har, når man er voksen, har de også sværere ved at vurdere den fare, der kan være forbundet ved fx at kravle i højder eller løbe på trapper.

Hvordan du sikrer hjemmet afhænger af barnets alder. Nogle tiltag er mere oplagte, hvis du har små børn, mens andre giver bedre mening, når børnene er lidt større.

Måder at sikre hjemmet mod faldulykker for både små og store børn:

  • Sørg for, at puslepladsen er stabil, og at de ting, du skal bruge, er inden for rækkevidde, hvis du har blebarn/-børn. Forlad aldrig et barn alene på puslebordet.
  • Brug en skridsikker gummimåtte i bunden af badekarret og brusekabinen.
  • Fastgør reoler og andre møbler, som kan risikere at vælte, hvis barnet klatrer på dem.
  • Opsæt trappegitre både ovenfor og nedenfor trapper. Trappegitret skal være mindst 65 cm højt og må ikke have en tværbjælke eller andet på midten, som barnet kan klatre på.
  • Montér børnesikring på vinduer og altandøre, så de kun kan åbnes nogle få cm.
  • Sørg for, at der ikke er genstande, som barnet kan kravle op på i nærheden af rækværket på altanen. Har rækværket vandrette planker, bør du sikre det yderligere med fx hønsenet, så små fødder ikke kan træde op på det.  
  • Montér eventuelt et ekstra gelænder ved trappen, mens barnet/børnene er små, så de også har noget at støtte sig til, når de benytter trappen.
  • Blænd åbne trappetrin med plader eller lister, så fødder ikke kan glide under dem.
  • Anvend sikkerhedsnet og kantbeskyttere på trampolinen – og lad aldrig børn hoppe uden opsyn.
  • Etablér faldunderlag under legehuse, klatrestativer, gynger mv.
  • Sørg for, at brændestablen er stabil og ikke kan skride ud, hvis man kravler på den.

Hvordan sikrer du boligen mod faldulykker, hvis du er oppe i alderen eller er pårørende til en ældre?

Dårlig balance og syn, bivirkninger af medicin, nedsat muskelstyrke samt tilstande, der medfører forvirring, såsom demens, er årsager til, at risikoen for at falde i hjemmet stiger med alderen.

Heldigvis resulterer langt de færreste fald blandt ældre i alvorlige skader, men da ca. 5 procent af de registrerede ulykker medfører knoglebrud, er der masser af gode grunde til at sikre hjemmet bedst muligt.

For at forebygge faldulykker blandt ældre er det derfor oplagt er tage udgangspunkt i de sundhedsmæssige udfordringer, der kan komme snigende, jo ældre man bliver. Er det synet, det er begyndt at knibe med, er god belysning vigtig. Hvis det er balancen, der driller, er det derimod praktisk at have noget at gribe fat i. Sørg for at forebygge i god tid – inden uheldet er ude.

Måder at sikre mod faldulykker for ældre:

  • Sørg for god belysning – både i dagtimerne og nattetimerne. Om natten er det en god idé at have let adgang til at tænde lyset hele vejen ud til toilet og køkken eller få installeret lys, der automatisk tænder ved bevægelse.
  • Undgå løse tæpper og måtter og fjern dem gerne helt.
  • Fjern dørtrin og andre niveauforskelle mellem rum i det omfang, det kan lade sig gøre. Alternativt, sørg for at gøre dem synlige, fx med markeringstape.
  • Sørg for, at telefonen er let tilgængelig – overvej at give mobiltelefonen en fast plads, når den ikke er i brug, så den altid er let at finde.  
  • Indret køkkenet, så alle køkkenredskaber er inden for rækkevidde og kan nås uden brug af skammel.
  • Lav ’skridforebyggelse’ i badeværelset – brug skridsikre måtter eller tape på gulvet og i badet, eller anvend kemisk skridsikring, der typisk fås som en spray eller væske, man smører på fliserne.
  • Sørg for, at det er muligt at sidde ned i badet. Der findes vaskestole, som er designet til formålet.
  • Montér støttehåndtag ved bad, toilet og andre steder i hjemmet, hvor der kan være ekstra behov for at have noget at gribe fat i, hvis balancen skulle svigte.
  • Anvend toiletsæde samt stole og seng med hæve/sænke funktion, der gør det lettere at rejse sig.