Omkring 7.000 børn ender hvert år på skadestuen i Danmark, fordi de er kommet til skade på en trampolin. De får især knoglebrud på albue/underarm og lår/underben.
Men trampolinulykker kan i mange tilfælde undgås.
Hvad skyldes ulykker på trampoliner?
I grove træk skyldes skader på havetrampoliner to ting:
- Trampolinens dårlige stand.
- Børns adfærd på trampolinen.
Hvordan tjekker man, at havetrampolinen er sikker og i god stand?
De fleste danskere lader deres havetrampolin stå udenfor hele året frem for at skille den ad og pakke den ned. Det betyder, at dele på trampolinen nemmere bliver slidt – fx kan kulde og fugt gøre trampolinens fjedre rustne og trampolindugen mør, så der kommer huller i den.
Samtidig skal du være opmærksom på, om kantpuder og ben sidder ordentlig fast.
Sikkerhedsstyrelsen anbefaler at tjekke havetrampolinen hvert halve år - om foråret, inden børnene begynder at hoppe på den, og om efteråret, når den evt. pilles ned. Styrelsen har følgende råd til at give trampolinen et sikkerhedstjek:
- Sørg for, at skruer og kantpude er sikkert monteret.
- Tjek, at samlinger og ben sidder ordentligt fast.
- Skift rustne fjedre og tjek, at dugen er uden huller eller revner.
Derudover skal der være god plads over og rundt om trampolinen. Samtidig bør
underlaget være jævnt og blødt, så børn ikke slår sig unødigt, hvis de falder ned - græs er helt fint.
4 trampolinråd – sådan hopper du på trampolinen
Hvis du vil undgå, at du eller dine børn kommer til skade på din trampolin, når de hopper, kan du følge disse fire råd fra Børneulykkesfonden.
1. Hop altid én ad gangen
Hvis I hopper flere sammen, støder man nemt sammen. Hvis I alligevel hopper på trampolinen samtidig, bør I helst være nogenlunde lige høje og veje ca. det samme.
2. Brug sikkerhedsnet, når du hopper på trampolin
Et sikkerhedsnet kan være med til at forhindre, at du falder ud over kanten, når du hopper. Men det er ikke nogen garanti, for det holder ikke altid, hvis du hopper med høj fart og vægt mod det. Tjek, at lukningen til nettet virker og holder, og hop ikke over eller mod nettet.
3. Slå aldrig saltomortaler
Det kan være farligt at slå både saltomortaler og kolbøtter på trampolinen. Hvis du lander forkert, kan skade både hoved, nakke og ryg.
4. Børn under seks år skal have en voksen ved trampolinen
Mindre børn har flest skader på hoved og nakke, og deres knogler er mere sårbare over for brud. Samtidig har de sværere ved at styre, hvordan de hopper. Derfor er det en god idé, at en voksen kan guide dem, når de er på trampolinen.