Den smukke staudehave er omkranset af høje hegn for at beskytte den mod den konstante vind, og der er plantet hække, buske og træer. Staudehaven består af en lang række sommer- og efterårsblomster, som maleren har brugt som motiv for sine malerier og akvareller.
Kort om Emil Nolde
- Født som Hans Emil Hansen i 1867 i en bondefamilie i landsbyen Nolde i Slesvig-Holsten. Han tog senere navn efter byen.
- Uddannet træskærer og designer i Flensborg, men vidste tidligt, at han ville være kunstmaler og fandt bl.a. inspiration livet igennem på rejser til fx Kina, Japan og Ny Guinea.
- Giftede sig i 1902 med den danske skuespillerelev Ada Vilstrup. Parret nåede gennem ægteskabet at bo flere steder som på Als, i Berlin, ved Tønder og i de sidste mange år i huset ved Seebüll lidt syd for den dansk-tyske grænse, hvor der i dag er indrettet museum. Parret fik ingen børn.
- Da grænsen blev rykket i 1920, blev Emil Nolde dansk statsborger.
- Emil Nolde sværgede til ekspressionismen, og hans værker fik hurtigt en skare af beundrere. Succesen blev dog udfordret, da han under 2. verdenskrig af nazistpartiet fik sin kunst stemplet som degenereret og fik maleforbud. Dét på trods af at han var medlem af NSDAP, det nazistiske parti. I dag ved vi, at Emil Nolde sympatiserede med mange af nazismens idéer, mens hans værker samtidig blev forbudt.
- Ada Nolde døde i 1946, og to år senere giftede den 80-årige Emil Nolde sig med sine gode venners datter, den 26-årige Jolanthe Erdmann, og var det indtil sin død i 1956. Hun kom som den første hustru til at holde styr på regnskaber, korrespondancer med gallerier, var model og værtinde i sociale sammenhænge, da Emil Nolde var kendt for ikke at være udadvendt, og efter Noldes død fortsatte hun med at arbejde for Nolde Foundation Seebüll.
Det kan være svært at forholde sig til Emil Noldes malerier.
På den ene side kan ingen være i tvivl om hans talent for at skabe smukke farvesammensætninger, hans særegne streg og eksperimenterende ekspressionistiske udtryksform. På den anden side kommer Emil Noldes værker hurtigt til at ses gennem et filter, som grundet et medlemskab af det nationalsocialistiske arbejderparti, i folkemunde nazistpartiet, kaster grums over den moderne beskuers opfattelse af billederne.
For er det muligt at se skønheden i Emil Noldes billeder, uden at indtrykket bliver påvirket af, at han i en periode i sit liv var tilhænger af en ideologi, som betød forfølgelse og massedrab på jøder, homoseksuelle og kommunister?
Svaret må afhænge af øjnene, der ser, men uanset hvad, så kan ingen betvivle, at Emil Nolde var en af Tysklands største ekspressionistiske malere i det 20. århundrede og – siden Emil Nolde var dansk statsborger – velsagtens også en af Danmarks største.
Rundet af grænselandet
Emil Nolde blev født som Hans Emil Hansen i en bondefamilie i landsbyen Nolde i Slesvig-Holsten. Farens forventning var, at lille Emil også skulle være bonde, men det blev hurtigt klart, at drengen var mere kunstnerisk anlagt. Faktisk siges det, at han som barn tit faldt i staver i kostalden, hvor han ud af skygger i vægkalken fantasifuldt skabte motiver inde i hovedet, og at han i skolen var mere en drømmer end boglig – og han måtte som 9-årig gå en klasse om.
I 1902 giftede Emil Nolde sig med den danske skuespillerelev Ada Vilstrup. De fik ingen børn.
Som 17-årig drog Emil Nolde til Flensborg og uddannede sig til træskærer og var derefter på valsen i tre år, hvor han også gjorde brug af sine tegnefærdigheder.
Senere begyndte Emil Nolde at undervise på en kunsthåndværkerskole i St. Gallen i Schweiz og tjente derudover penge på at male postkort. Efter nogle år væk fra hjembyen Nolde savnede Emil Nolde grænselandet og flyttede tilbage og tog endda, da han blev gift, efternavn efter sin fødeby.
Det var ikke altid let at stå med den ene fod i Tyskland og den anden i Danmark. Efter sigende tog hans brødre fx ikke godt imod nyheden om, at Emil Nolde i 1902 giftede sig med danske Ada Vilstrup, mens hendes danske familie var forbeholdne over for ham som tysker.
Kunstnersammenslutninger
I sine yngre år var Emil Nolde med i flere kunstnersammenslutninger. Heriblandt gruppen Berliner Sezession, hvor lederen, den jødiske Max Liebermann, og Emil Nolde havde en tvist, som endte med, at Nolde måtte forlade gruppen.
Måske var tvisten startskuddet til den antisemitisme, som Emil Nolde senere gav udtryk for i breve og andre skrifter, og som blandt andet fik ham til at støtte op om Hitlers Tredje Rige. Et par årtier forinden Hitler kom til magten, havde Emil Nolde fået sit gennembrud med det første af sine religiøse billeder malet i kraftfulde farver og i en ekspressionistisk stil.
– Emil Nolde blev fra da af mere og mere populær og havde selv en ambition om at blive den største tyske kunstmaler. Måske fik det ønske ham til at se en idé i at melde sig ind i nazistpartiet for at holde sig gode venner med de rigtige indflydelsesrige mennesker, siger Tamara Schneider, der er videnskabelig kurator på Emil Nolde-museet.
Fra offer til antihelt
Under ledelse af museets direktør, dr. Christian Ring, er hun med til hvert år at kuratere en ny udstilling på museet. Tamara Schneider understreger, at hun ikke kender det egentlige svar på, hvorfor Emil Nolde gik fra at være på god fod med de jødiske samlere, der købte hans kunst, og også have flere jødiske venner til at blive antisemit og melde sig ind i nazistpartiet.
Et ældre træskab har i en mellemstue fået selskab af den stærke blå farve, som også er anvendt i soveværelset, og som i 1920’erne var højeste mode i indretningen.
Et medlemskab og en antisemitisme, som indtil for få år siden var ukendt i den brede offentlighed. Faktisk har historien om Emil Nolde været stik modsat. Nemlig som offerets historie.
For selvom han var medlem af nazistpartiet og kom godt ud af det med Goebbels, der havde flere af Noldes værker hængende, blev hans kunst erklæret degenereret af nazisterne, og han fik forbud mod at arbejde. 48 af Noldes værker blev konfiskeret under 2. verdenskrig og kom med på en vandreudstilling, der skulle vise tyskerne, hvordan degenereret kunst så ud.
På trods af arbejdsforbuddet og konfiskering forblev Emil Nolde medlem af nazistpartiet og støttede op om nazisternes ideologi helt frem til Det Tredje Riges fald. Det kan læses ud af flere private breve og skrifter, som forskere fik adgang til for ti år siden, da Nolde Foundation Seebüll med Dr. Christian Ring i spidsen åbnede op for Nolde-familiens arkiver for at få sandheden om Emil Nolde frem.
– Det blev et dyk i arkiverne, der ændrede vores måde at anskue Emil Nolde på som menneske. Fra at være set som den forfulgte kunstner under 2. verdenskrig er han nu også ham, som støttede op om forfølgerne og deres ideologi, siger Tamara Schneider.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Bauhaus frem for stråtækt idyl
I 1927 kastede Ada og Emil Nolde deres kærlighed på en stor grund ved Seebüll 12 kilometer syd for Tønder. Et barskt, fladt marsklandskab, hvor jorden er våd, og blæsten raser.
Midt i det flade landskab valgte de at opføre en Bauhaus-inspireret bolig i to etager med facade i mørkerøde mursten. Arkitektonisk er stilen relativt stram og i stor kontrast til de omkringliggende frisiske, lavloftede gårde med stråtag.
Besøg Nolde-Museet
Emil Nolde testamenterede inden sin død sit hjem, haven og sine mere end 550 oliemalerier og en stor samling akvareller til Nolde Foundation Seebüll, der siden hans død i 1956 har kørt museet i Seebüll og arrangeret skiftende udstillinger. Museet var igennem en stor renovering for et par år siden og består foruden Noldes private hjem også af en museumsbygning med biograf, restaurant og butik.
For guidede besøg og åbningstider se mere på Nolde-stiftung.de
Jorden omkring huset blev drænet, og Emil Nolde lavede en detaljeret haveplan, som han i øvrigt havde erfaring med fra alle sine hidtidige haver. Han lavede et højt hegn rundt om haven for at skærme de hundredvis af stauder, som han plantede med hjælp fra en gartner, for den evindelige blæst.
Blomsterhaven blev en stor del af Emil Noldes motivverden og var det lige indtil hans død i 1956.
Malerierne blev en slags børn
10 år forinden døde hans første hustru, Ada Nolde, der livet igennem havde lidt af hjerteproblemer, hvilket måske var årsagen til, at ægteparret aldrig fik børn.
– Malerierne blev nok en slags børn for parret. De gjorde i hvert fald et stort stykke arbejde for at passe godt på værkerne under krigen og sikre dem for eftertiden, fortæller Tamara Schneider.
Ada og Emil Nolde stiftede nemlig Nolde Foundation Seebüll, der efter deres død skulle sørge for, at besøgende kunne komme og finde ro og inspiration i deres hjem, have og blandt malerierne. En mission, der med flere hundrede besøgende hver dag må siges at være lykkedes.
For på trods af Emil Noldes tvivlsomme fortid står hans hus og have stadig som en helt særlig boble fra fortiden og dirrer med mange hundrede værker som vigtige eksempler på ekspressionismen som genre og i sig selv som kunstværker, der uden diskussion er udført af en stor kunstner.
