Arkitekten bag Atelierhusene, Viggo Møller-Jensen, foreslog direktøren i boligselskabet at bygge boliger til kunstnere. Han havde sikret sig, at der var interesse for idéen ved på forhånd at få 30 kunstnere til at skrive under på, at de ville flytte ind sådan et sted.
Da Per Hauschild var en ung arkitektstuderende, bladrede han tit i bogen ”Dansk arkitektur”, som var skrevet af arkitektskolens daværende rektor Tobias Faber.
– I bogen var der en omtale af Atelierhusene og et stort, flot billede af bebyggelsen. Allerede dengang drømte jeg om at bo her, men jeg anede ikke, at jeg nogensinde ville komme til det, fortæller den i dag 73-årige arkitekt.
Lige fra Atelierhusene stod færdigbygget i 1943, har boligerne været forbeholdt udøvende billedkunstnere. Folk i andre brancher må finde andre steder at bo, medmindre de som Per Hauschild er så heldige at blive gift med en billedkunstner og derved få adgang til de eftertragtede boliger.
Atelierhusene er tegnet af Viggo Møller-Jensen og et af de få almene boligbyggerier, der er fredet.
Billedhuggernes drøm
Atelierhusene er en rækkehusbebyggelse med i alt 21 huse fordelt på tre rækker. Husene kommer i tre forskellige størrelser på 81 m2, 107 m2 og 123 m2, og alle har et atelier tilknyttet. De to husrækker med de mindste huse ligger rundt om en lille sø, Viggo Sø, der lå på stedet, allerede inden husene blev opført, og grunden stadig blev brugt som æbleplantage.
Søen er i dag opkaldt efter Atelierhusenes arkitekt, Viggo Møller-Jensen. Den sidste række ligger ud mod Utterslev Mose.
Husene blev først fredet i 1990, men har været berømte siden opførelsen. Rent arkitekturhistorisk er de forløberen for det tæt-lave byggeri i Danmark. Der er en smuk rytme i gentagelsen af bebyggelsens forskydninger med sortmalede træfacader, der skyder ud over underetagens gule flammesten. Hvert hus har en lille gård foran, nogle bruger den som have, men den var oprindelig tænkt som en huggegård for stenhuggerne.
– Alle huse fik endda plantet en hyld ude foran, fordi der skulle være ensartethed i udtrykket, beretter arkitekt Per Hauschild.
Per Hauschild er arkitekt og kan kun bo i Atelierhusene, fordi han er gift med billedkunstner Bodil Brems.
I dag er billedhuggeriet en næsten uddød gren af kunstbranchen. Kunstnere i dag er installationskunstnere, computerkunstnere, malere eller keramikere, og de har ikke brug for en huggegård i forhaven. Men bebyggelsens store, fælles huggegård under et halvtag er dog stadig bevaret og bliver en sjælden gang taget i brug.
– Det var tre ildsjæle – to billedkunstnere og en arkitekt – der gik sammen om at lave Atelierhusene, fortæller Per Hauschild.
De to kunstnere var billedhuggerne Povl Søndergaard og Johan Galster.
– Povl Søndergaard er ham, der har lavet Knud Rasmussen-statuen på Strandvejen ved Klampenborg. Den er faktisk blevet hugget ude i vores huggegård, fortæller Per Hauschild.
Der er skabt stor kunst i Atelierhusene. Da de blev bygget i begyndelsen af 1940’erne, var det første gang, at et byggeri var bygget direkte til kunstnere. Husenes indbyggede atelierer er på 40 m2 og har 4½ meter til loftet, og hvert år i september måned – når der ikke er corona – plejer kunstnerne at slå dørene op og holde åbent hus for alle, der interesserer sig for kunst eller fredede, arkitektoniske mesterværker.
Fra leben til stille liv
Per Hauschild flyttede ind i Atelierhusene i 1993, tre år efter at bebyggelsen var blevet fredet.
– Fredningen betyder, at vi ikke må ændre på husene. Vi må heller ikke ændre på selve bebyggelsesplanen med den lille sø og anlægget med træer rundtom. Anlægget rundt om søen har fra starten været tænkt som et vildt anlæg, fortæller han.
I dag indeholder bebyggelsens anlæg blandt andet beboernes fælles bistader. Restriktionerne byder Per Hauschild velkommen.
– Det gode ved fredning – og jeg ser det selvfølgelig lidt med arkitektøjne – er, at man holder fast i det oprindelige udtryk og dermed også de oprindelige kvaliteter, fremfor at alle mulige mennesker kan gøre alt muligt ved husene: rive vægge ned eller male dem i andre farver. På den måde kan hele det interessante ved en bebyggelse skride, forklarer han.
– Restriktionerne er til at leve med. Kulturstyrelsen blander sig ikke særlig meget.
Fordi de almene boliger er fredede, er der stadig nogle af de originale detaljer tilbage, hvilket er til glæde for nogle og til gene for andre.
– I 14 af husene er der en serveringslem mellem køkkenet og stuen. Dem må man ikke pille ved, men det er der så alligevel nogle, der gør. Jeg har været formand for afdelingsbestyrelsen i Atelierhusene i 12-14 år, og jeg har genåbnet tre af lemmene i min tid, fortæller han.
I syv af husene er de gamle kirkeovne fra bebyggelsens opførelse stadig bevaret.
Mest for de modne
Noget har dog ændret sig markant, siden boligerne blev bygget, nemlig alderen på beboerne.
– Dengang folk flyttede ind i 1943, var der børn i alle husene, og i de første mange år var der et leben herude. Der er en masse, der er vokset op herude, fortæller Per Hauschild.
Den lange venteliste til de populære Atelierhuse har med tiden været med til at forstumme børnelatteren.
– I dag er der ingen børn. Det er lidt sørgeligt, og vi taler jævnligt om, hvad man kan gøre, men det er svært, når der er så mange på ventelisten, forklarer Per Hauschild.
Når folk endelig får et rækkehus i de populære Atelierhuse, siger dåbsattesten som regel 50+.
