Ingvard ejer tre bunkere fra Anden Verdenskrig

Kigger du på bunkerne i dag, er det tydeligt, at tiden har gjort sit for at gemme fortiden af vejen. Tonsvis af jord fandt vej ind gennem betonklodsernes sprækker, og på tagene vokser buskadset vildt. 

For forbipasserende er bunkerne efterhånden svære at spotte, men Ingvard har aldrig mistet tyskerbunkerne af syne. 

– Krigen fascinerer mig. Jeg havde i mange år tænkt, at det kunne være interessant at eje de bunkere. Men for fanden … man kan jo ikke eje alt. Og jeg ville ikke købe dem for bare at have dem, siger Ingvard Jensen, en ærkesønderjyde iklædt skotskternet skjorte og kasket. 

Men en dag ville landmanden, der ejede Ingvards barndomsgård, sætte gården – og de tilhørende bunkere – til salg. Og så var det med at rykke på drømmen.

– Det var nok sidste chance, hvis jeg nogensinde skulle købe dem, fortæller Ingvard, som skyndte sig at tilbyde landmanden en god pris. 

Prisen på de tre bunkere vil Ingvard ikke ud med, men alene det faktum, at de koster penge, viser, at nye vinde blæser over de godt 7.000 bunkere, som findes i Danmark. 

Bunkere er blevet populære

Over hele landet er danskerne i stigende grad begyndt at sætte pris på nazisternes betonfæstning, forklarer ph.d.-studerende Chrestina Dahl, som forsker i emnet på Aarhus Universitet.

– Tidligere blev bunkerne betragtet som en gene for dem, der havde en placeret på matriklen, fortæller forskeren, som har endevendt arkiverne i bestræbelserne på at forstå, hvordan opfattelsen af bunkerne har forandret sig gennem årene. 

Hun har bl.a. fundet en artikel fra 1980, som stod i Vendsyssel Tidende, med overskriften: ”Bunker i baghaven er ikke attraktivt”. 

– I dag er sagen en anden, og ejendomsmæglerne er begyndt at fremhæve bunkere i salgsannoncer på boliger, fortæller Chrestina Dahl. 

Hun forklarer, at danskerne i årene efter krigen så bunkerne som en skamplet og et grimt minde fra besættelsestiden, som blev dækket til med jord og byggeaffald. Først op i 1980’erne begyndte vi at tage dem i brug, både som museer og som opholdssted, hvis de ligger på privat grund. 

Kun fantasien sætter grænser, når bunkerne skal indrettes, forsikrer Jens Gerstrøm, der arbejder som frivillig på Vendsyssel Historiske Museum. Han registrerer bunkerne i Hjørring Kommune, hvor der findes ca. 500 af de nazistiske betonkonstruktioner. 

De bruges fx til vinkældre, gildesale, teenagehuler, og der er endda et eksempel på en bunker, hvorfra en ”letlevende dame har drevet forretningen”, som Jens Gerstrøm formulerer det. 

Tyskerne skjulte bunker med kanon

Ingvard Jensens tre bunkere ligger anderledes end de fleste andre bunkere på vestkysten. Langt størstedelen af det tyske bolværk blev opført helt ud til vandet. Men det havde sine fordele at placere Ingvards bunkere lidt inde i vildnisset, godt en kilometer fra Vadehavet.

Her er tørt, og en kanon vækker ikke samme opsigt som ude ved havet. 

Den største af Ingvards bunkere er nemlig en kanonstilling. I bunkeren skjulte tyskerne en 8 meter lang russisk kanon. Granaterne vejede godt 18 kilo stykket og kunne skydes 20 kilometer ud over Vesterhavet. 

Takket være Ingvards anden bunker, der er en radiobunker, kunne nazisterne også navigere kuglerne den rigtige vej. Herfra kommunikerede tyske soldater med nazister i en anden radiobunker beliggende ved vandet. De kunne fortælle, hvor granaterne landede, og gjorde det lettere at indstille kanonen. 

Vi sætter os ned i radiobunkeren, som Ingvard har indrettet med to køjesenge, en brændeovn, et bord og et lille barskab lavet af en gammel ammunitionskasse. På knagerækken hænger en gammel, grå naziuniform og en soldaterhjelm. 

– Der kunne også godt være en vinreol her, siger Ingvard og peger på rundingerne i det 50 centimeter tykke betonloft.

Her var der før træstolper, som tyskerne havde lagt på tværs for at sikre, at loftet ikke kollapsede. Nu er betonen så hærdet, at den ikke er til at sprænge væk. At betonen er hærdet, ses i kanonstillingen, hvor der er et hulrum med to en halv meter til loftet. Loftet bærer præg af en eksplosion. 

– Jeg troede først, at kanonen måske var gået af hernede. Men hullet i loftet skyldes, at danskerne efter krigen forsøgte at bombe bunkeren væk med miner. Men det kunne de vist godt glemme alt om, siger Ingvard med et grin og viser vej til sin tredje betonklods.   

– Der mangler lidt arbejde endnu på den, indrømmer han, da vi hopper ned i et hul, som blev brugt af soldater med maskingevær.

Bunkeren var stort set skjult af jord, da Ingvard købte den, men han har renset den så grundigt, at den nazistiske ørn på hagekorset atter toner frem på den rå betonvæg. 

– De må have kedet sig bravt hernede, siger Ingvard

Bunkerne i Danmark var en del af nazisternes ambitiøse plan om at bygge en uigennemtrængelig forsvarslinje fra Nordkapp i Norge til Pyrenæerne ved den spanske grænse. Projektet blev døbt Atlantvolden, og nazisterne beskrev den som en ubrydelig mur, spækket med artilleri og bemandet med elitesoldater. 

Der var dog ikke tale om en mur, snarere en lang række befæstede punkter. Og der var ikke meget elite over de nazister, som bemandede bunkerne i Danmark. De elitetropper, som nazisterne havde tilbage, var sendt til frontlinjen i Sovjetunionen for at kæmpe en håbløs kamp mod Stalins Røde Hær.  

Atlantvolden blev derfor vogtet af soldater, der enten var ved at komme sig efter kampskader, havde skavanker, var for gamle eller for unge til fronttjeneste eller sågar var krigsfanger, der havde undsluppet fangenskabet ved at melde sig til den tyske hær. 

Den danske regering besluttede, at danske entreprenører og arbejdere skulle bygge bunkerne. I 1944 toppede arbejdet med over 74.000 mand i arbejde med lønninger trukket i Nationalbanken. 

Tyskerne havde lovet, at de nok skulle betale regningen, når krigen var vundet. Det skete aldrig, og den samlede regning for de 7.000 bunkere i Danmarkshistoriens største byggeri blev derfor betalt af den danske stat. En regning, som i dag vil svare til prisen for 12 storebæltsbroer.

Heste blev skudt af frihedskæmpere

På Ingvards hjemegn boede godt 200 tyske soldater. De besatte den nye skole, som stod klar med toilet og bad, gymnastiksal og køkken. 

Ingvard er selv for ung til at have oplevet det besatte Danmark, men hans far på 90 år har fortalt mange røverhistorier om tiden. 

Der blev kigget skævt til de danskere, der hjalp tyskerne med at opføre Atlantvolden. Ingvards far husker, at et ægtepar på egnen tjente godt på at fragte beton for tyskerne. I stalden havde de fire raske heste, som de spændte for de betontunge vognlæs. En dag cyklede to frihedskæmpere forbi og spurgte ægteparret, hvor mon krikkerne stod. De blev vist ud til stalden, hvor de trak våben og skød alle heste. Så var den fidus forbi. 

Men frihedskæmperne på egnen hjalp også med at opføre bunkerne, mener Ingvard at vide. Han kendte de ældre herrer, inden de gik bort.

– De var nogle fandens karle. De arbejdede for tyskerne om dagen, og om natten saboterede de deres eget arbejde. De vidste jo, hvor alting var, og kunne let ødelægge det, fortæller Ingvard.

• I alt godt 7.000 bunkere er opført på den jyske vestkyst.
• Det er det største byggeprojekt i Danmarkshistorien.
• I 1944 arbejdede 74.000 mand, primært danskere, på opførelsen af bunkerne. 
• Lønnen blev trukket i Nationalbanken - det samme gjorde udgiften til materialer. 

Kilder: ”Bunkerne i toppen af Danmark” og ”Flygtninge i Danmark 1945-1949” af Lars Peter Lund

Tvivlsomme anekdoter om sabotage

Det kan dog være svært at vurdere, om sabotageanekdoterne er sande, siger forsker Chrestina Dahl.  

– Der findes også historier om, at man har hældt sukker i betonblandingerne for at gøre konstruktionerne svage. Men sukker var en mangelvare under krigen, så det har ikke kunnet ladet sig gøre at få fat i så meget sukker, siger forskeren, som mener, at anekdoterne til dels kan handle om, hvordan vi danskere betragter vores rolle i krigen: Var vi med eller imod tyskerne?

Danskere fik løn for opførsel af bunkere

I andre lande som Frankrig og Holland blev bunkerne opført af fanger fra bl.a. koncentrationslejrene, men i Danmark gjorde borgerne det af egen fri vilje. De fik endda løn for det. Og hvis man for at snyde tyskerne har skrevet ekstra timer på lønsedlen, så har man i sidste ende kun snydt Danmark, som jo stod for regningen. 

– Det er nok mere behageligt at tænke, at vi ydede modstand, og det gjorde folk jo også i nogen grad. Men mange mennesker kunne ikke undgå at hjælpe tyskerne, fordi de var så talstærkt til stede. I mange landsbyer var der flere tyskere end lokalbeboere, og folk lærte dem at kende. Tyskerne skulle også købe brød hos bageren og drak øl på samme beværtninger. Nogle tyskere var sågar indkvarteret hos private danskere, forklarer Chrestina Dahl.  

Lej og overnat i en bunker

Selvom tyskerne var talrigt til stede i hele Danmark, var der ikke penge nok til at dække hele den danske kystlinje, og tyskerne valgte at fylde hullerne ved at lægge i omegnen af halvanden millioner miner ud. 

En tidlig junimorgen i 1944 viste Hitlers Atlantvold sig imidlertid ikke så uigennemtrængelig, som propagandaen havde lovet. En overvældende allieret styrke blæste ind over den nordfranske kyststrækning, bl.a. stranden som i dag er kendt under navnet Omaha Beach. Den vellykkede invasion markerede begyndelsen til enden for Det Tredje Rige. 

Nu lever historien videre. Over hele landet og hos Ingvard Jensen ikke mindst. Turister og andre interesserede kan leje hans radiobunker på udlejningstjenesten Airbnb. I den store kanonbunker viser han turister rundt, holder koncerter og andre arrangementer, og det er endog også lykkedes ham at få bunkerne indlemmet i Nationalpark Vadehavet.

– Det er jo et stykke af Danmarkshistorien. Det synes jeg ikke, vi skal glemme, siger han.