Bag facaden på arbejderboliger hos Raadvad, DSB og Det Danske Stålvalseværk

Tjenesteboliger til arbejdere på Raadvad Knivfabrik

I Raadvad i Dyrehaven nord for København ligger nogle af de ældste bevarede arbejderboliger. Det, der engang var uglesete hummere, er nu populære lejligheder for de heldige udvalgte.

Når Gitte og Bent Hansen fortæller om stedet, de bor, bruger de hele tiden bestemt form ental. De taler om ”byen”, ”fabrikken” og ”skoven”, for i deres lille samfund er der kun en af hver. ”Byen” refererer til den lille samling af huse, der ligger i Raadvad midt i Dyrehaven tæt på storslået natur og forlystelsesstedet Bakken. ”Skoven” refererer til Naturstyrelsen, som indtil videre har administreret udlejningen af det, der nu er yderst eftertragtede lejeboliger.

Men sådan har det ikke altid været. Boligerne blev bygget som tjenesteboliger til arbejderne på Raadvad Knivfabrik, som lå i Dyrehaven, fordi den havde brug for strømmen fra kilden til at drive maskinerne på det sted, der tit bliver kaldt industriens vugge i historiebøgerne. Et stykke Danmarkshistorie, som ægteparret Hansen er en del af.

Gitte og Bent lagde to lejligheder sammen

Gitte og Bent Hansen fortæller gerne om deres første møde.

– Første gang vi så hinanden, var på stien fra Raadvad til Hjortekær. Du kom gående med din lillebror. Men der var jeg for ung til at blive forelsket, fortæller Gitte Hansen.

– Jeg var ellers i sømandsuniform, erindrer Bent Hansen.

Gitte Hansen flyttede til Raadvad i 1961, fordi hendes far fik job som smed på fabrikken. Familien fik tildelt en toværelses lejlighed på 32 m2.

I de 60 år hun nu har boet i ”byen”, er hun flyttet internt adskillige gange. Senest i 1975, da hun og Bent lagde to lejligheder sammen, så de i dag har en af de største lejligheder på 110 m2.

– Vi bor i et af de gamle huse. Dem fra 1917 er de nye huse, fortæller Gitte Hansen.

Fra gørtlerværksted til bolig

Bygningen, de bor i, var oprindeligt et gørtlerværksted. De solide vægge er næsten en meter tykke, og vinduernes dybe karme har en runding, man typisk finder i gamle værksteder. 

I dag er stedet totalfredet, og parrets hjem er præget af små rum og mange døre – det må der ikke ændres på.

Som mange andre unge i Raadvad fik Bent Hansen arbejde på knivfabrikken. Fra 1970 til 1973 var han med til at lave den kendte kartoffelskræller, der ligger i mange køkkenskuffer. Bent Hansen kom til Raadvad i 1968, fordi hans far fik job som specialarbejder på fabrikken. På det tidspunkt var han selv i Søværnet, men da han var færdig her, slog han sig ned samme sted som sin familie og mødte Gitte.

Kunstnerne rykkede ind i Raadvad

I 1973 rykkede Ginge-Raadvad-fabrikken til Brønderslev i Nordjylland, men de unge ville ikke med. 

Gitte Hansen fik job på Den Kongelige Porcelænsfabrik. Der var hun i 33 år, inden hun gik af. Bent Hansen arbejder derimod stadig, selvom alderen siger 69, men nu som specialkonsulent hos Hovedstadens Beredskab.

Tæt på boligerne i Raadvad ligger her en række værksteder. I 1980‛erne blev det vedtaget, at man skulle være kunstner eller kunsthåndværker for at få en bolig i Raadvad. I dag er der derfor 11 værkstedsejere, der bor i ”byen”. 

Ud over Gitte og Bent Hansens egne kreationer i form af malet porcelæn og kartoffelskrællere er keramikken i deres skabe, billederne på væggene og puderne i sofaen alt sammen kunsthåndværk, som er fremstillet af deres venner oppe fra værkstederne.

Færre boliger og mindre byliv

I 1960’erne, da Bent og Gitte Hansen flyttede til Raadvad med deres familier, var der 75 boliger i byen. I dag er der 48. Før boede her mange flere mennesker. Byen var fuld af børn, der rendte ind og ud af lejlighederne, kvinderne hjalp hinanden med vasketøjet i gruekedlen, byen havde sit eget ismejeri og en telefonboks ovre på hjørnet.

Byen havde også sin egen skole dengang, hvor arbejdernes børn kunne gå indtil femte klasse. Børnehjemmet Bøgely lå også her, men er for længst lukket og omdannet til en udflytterbørnehave med børn fra Vesterbro.

– Da jeg var barn, var der skydeforening og gymnastikforening. Der var kortspil med præmiewhist og billard. Der var også DUI – arbejderbevægelsens spejderorganisation, mindes Gitte Hansen.

Arbejderboliger i Raadvad blev populære efter renovering

Efter at fabrikken flyttede til Brønderslev, tog Nationalmuseet over. Man oprettede magasiner i de gamle fabriksbygninger og stod for den omfattende renovering af Raadvad i slutningen af 1980’erne.

Det var efter denne renovering, at arbejderboligerne i Raadvad pludselig blev eftertragtede.

Isfugl og vandstær ved åen

For nogle kan området i dag godt fremstå lidt som et frilandsmuseum i stil med Den gamle by i Aarhus. Den store interesse fra omverdenen kan dog også blive lidt for meget af det gode. Folk står og stirrer, når Gitte Hansen vil sidde i sin lille have ved åen og læse.

Mens Videncentret Bolius er på besøg, står der en mand med en kikkert og stirrer koncentreret ind i parrets have. Dog ikke fordi han vil observere Gitte og Bent Hansens hverdagsrutiner.

– Vi har en isfugl og en vandstær, så her kommer så mange fugleinteresserede, siger Gitte Hansen og udstøder et lille suk.

I dag er tiderne igen ved at skifte.  Naturstyrelsen har solgt værkstederne, som fremover skal drives af en fond, og boligerne er ved at blive omdannet til et andelsboligselskab. Ingen af delene vil dog ændre på, at det kun er boliger til de meget få. 

– Der er både en intern og en ekstern venteliste, men det er umuligt at komme til, konkluderer Bent Hansen.

Ingen tog til Jernbanebyen i København

Jernbanebyen ligger midt i København som en lille ø omgivet af jernbanesveller. Her kører de forskellige togtyper og metroen ind for at blive repareret eller få et hvil. Alligevel må de mange mennesker, der har deres daglige gang på Jernbanebyens kreative kontorer enten gå, cykle eller køre i bil hertil, for der er ikke noget togstop her – det er ren industri.

– Det er lidt skørt, for der er tog over det hele, fortæller grafisk designer Anders Gerning, der har kontor i en af områdets tidligere industribygninger.

Arbejderboliger til DSB-ansatte

Han begyndte at komme i Jernbanebyen for 10 år siden, da det endnu var et uopdaget kvarter for andre end de DSB-ansatte, der boede og arbejdede på stedet.

En af dem var Jørgen Ole Johansen, der, indtil han flyttede på plejehjem i foråret 2021, var en af de DSB-arbejdere, der havde levet et helt liv på området. Han flyttede ind i 1984 på et tidspunkt, hvor boligerne i de gule huse blev uddelt efter et hierakisk system.

Havde du en fin titel som Jørgen Ole Johansen, der var hjælpevognschef, kunne man flytte ind i en lejlighed på 240 m2 i en flot villa. Var du håndværker, fik du en af de mindre rækkehuse, og var du ufaglært, fik du en af de mindste boliger. Selvom mændene respekterede hinanden på arbejdspladsen, blev hierakiet holdt i ave socialt.

– Mine kone drak engang en øl sammen med nogle af værkstedsarbejderne, så blev hun trukket i ærmet af en af de ældre håndværkerfruer og fik at vide, at det ikke sømmede sig for en mesterfrue at drikker bajer sammen med værkstedarbejderne, fortæller den tidligere DSB-mand.

Kreative rykker ind i arbejderboligerne i Jernbanebyen

I de 10 år, hvor Anders Gerning og  Jørgen Ole Johansen har krydset spor, har hele området været igennem en stor udvikling, arbejdet med togene er trappet ned, og de gamle DSB-bygninger er lejet ud til kontorvirksomhed. Klientellet har også ændret sig, gamle DSB-ansatte som Jørgen Ole Johansen flytter ud, og kreative hoveder som Anders Gerning flytter ind.

I overgangsfasen var Jernbanebyen et ingenmandsland, og når Anders Gerning mødte tidligt, kunne han støde på hjemløse, der havde slået sig ned i et telt i buskene eller i de tomme bygninger: 

– En dag mødte vi en flok granvoksne mænd i camouflagetøj, som brugte området til at lave paintballkrig.

I dag er de hjemløse og paintball­krigerne væk. I stedet er der bygget ungdomsboliger, Aarstiderne har åbnet butik i en af de gamle træbygninger, og den nyeste plan for stedet er, at det skal være bilfri byområde.

Trussel fra glas og stål

Selvom det moderne byliv sniger sig ind i Jernbanebyen, er den stadig en tidslomme i forhold til sine omgivelser.

– Det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis Jernbanebyen bliver noget a la Sluseholmen, hurtigt fabrikerede bygninger med lidt for meget glas, siger Anders Gerning, der selv bor i Københavns nordvestkvarter.

Det vrimler med unge mennesker i hans kontorbygning. Det er den slags, der har næse for, hvornår et gammelt kvarter er modent til, at de rykker ind med deres kreative projekter.

Jørgen Ole Johansen mærkede selv en af de større forandringer i 2002, da husene i Den Gule By gik fra at være tjenestemandsboliger til at være almindelig leje. På det tidspunkt betalte han 3.000 kr. om måneden for lejligheden på 240 m2 i den fine villa, men den moderne lejepris var højere end hans indtægt, og de sidste 18 år på stedet boede han i et af rækkehusene i stedet.

Jernbanebyen er speciel og tiltrækker et mangfoldigt publikum. Selvom der er mere aktivitet på området end før, får Anders Gerning stadig den samme følelse, når han cykler ned under tunnellen på Vesterbro og ind i Jernbanebyen. Trafikstøjen forsvinder, han kan høre fuglene synge, og når han igen hører larm, er det jernbanerelateret støj fra Statsbanernes hemmelige by. 

Stærekassehusene - boliger til arbejderne på stålvalseværket og jernstøberiet i Frederiksværk

Kommer du kørende ad hovedvej 16 fra Frederiksværk, ligger der på højre hånd noget, der ligner rød-gule tobleronetoppe. Det er Stærekasse-husene, hvis trekantede profiler med røde tegl over gule mursten er lette at genkende.

Husene blev opført af det almene boligselskab Lejerbo i 1953-1954, men selvom alle kan flytte ind, har de primært været beboet af de mange arbejdere, der i stålvalseværkets og jernstøberiets storhedstid trak mange arbejdshænder til Frederiksværk.  

Gamle arbejdere bor stadig i Stærekasserne

En af beboerne, 64-årige Ole Hammershøj Jensen, voksede op i Stærekasserne i 1960’erne og 1970’erne, og efter et årti væk fra barndomskvarteret vendte han i 1990 tilbage med sin egen familie. Han arbejdede i 12 år som rangerlokofører på stålvalseværket, indtil det blev for hårdt for helbredet med nattevagter fra 18 til 06.

Efter at han stoppede på stålvalseværket, arbejdede Ole Hammershøj Jensen i mange år som ølkusk på Carlsberg i Valby, indtil en rygskade sendte ham på førtidspension, men naboerne kalder ham stadig ved øgenavnet ”Ølle”. Selvom mange ting har ændret sig i nabolaget i hans levetid, er de stadig et slæng af arbejdere, der har givet hinanden øgenavne. Der er fx Lunten, Danny Dam, Dennis Løgnberg og mange andre.

Tradition for arbejderboliger i Frederiksværk

Frederiksværks historie går tilbage til 1756, da den første industri dukkede op omkring kanalen mellem Arresø og Roskilde Fjord. Der har været teglværk, kobbervalseværk, sabel- og knivfabrik og naglesmedje, men de mest kendte virksomheder i Frederiksværk er De Forenede Jernstøberier og Det Danske Stålvalseværk, der kom til i henholdsvis 1927 og 1940.

De store industrivirksomheder havde hårdt brug for arbejdskraft. Derfor har Frederiksværk lige siden begyndelsen haft tradition for at bygge arbejderboliger. De ældste ligger i den gamle bymidte, de nyere i Kregme to kilometer fra Frederiksværk.

– Der er sindssygt mange af lejemålene her, der har været lejet af arbejderne på stålværket. Og det sjove er, at mange har troet, at det var stålværkets boliger, men det er det ikke. Det er boligselskabets, fortæller Ole Hammershøj Jensen.

Job på stålvalseværket

Selv fik han job på stålvalseværket, da han gik ud af skolen i 1975. Han drømte om at blive lokomotivfører, men det krævede en grunduddannelse som maskinmester. I stedet fulgte han nogle af sine skolekammeraters eksempel og fik job på stålvalseværket, der havde deres egen lille rangerbane fra værket ned til havnen.

– I 1960’erne og 1970’erne kendte man alle herude. Dengang gik man meget op i haverne. Man holdt sin have, og den ene have var pænere end den anden. Det er sgu mere, end man kan sige i dag, siger Ole Hammershøj Jensen.

De første generationer, der flyttede ind, boede her i rigtig mange år og blev gamle her. Men efterhånden er de væk, fortæller den tidligere rangerlokofører.

Hans nabo på 95 år er en af de få oprindelige. Ole Hammershøj Jensen hjælper hende med at slå græs og klippe hæk, så hun kan blive.

- Jeg bor på Strandvejen 90210 Kregmely Hills

Beboerne holder stadig fast i historien og fejrer Stærekassernes jubilæer.

– Vi holdt jubilæumsfest i 2002, men der havde vi slet ikke jubilæum. En af dem, der havde boet herude fra starten, sagde, at husene var fra 1952, men det passede ikke … men det vidste vi ikke dengang, siger Ole Hammershøj Jensen med et grin.

Husene var eftertragtede fra starten, fordi man kunne få hus og have for få penge. Da Ole Hammershøj Jensen flyttede ind med sin kone og tre børn i 1990, var huslejen på 2.100 kr. I dag er den lidt over 8.000 kr., men han synes stadig, han bor det bedste sted:

– Jeg plejer at sige, at jeg bor på Strandvejen 90210 Kregmely Hills. Det har altid været et eftertragtet område, fordi det er tæt på alt. Der er fem minutter til Rema og tre minutter til Netto.