I Højer og på Lyø stikker historien frem overalt

Malene bor i gård i Højer fra 1757

– Da vi flyttede ind for ti år siden, tænkte jeg straks: Det hele skal males hvidt så hurtigt som muligt, griner keramikeren Malene Hansen, der bor over for den røde gård i et hvidmalet hus med stråtag.

Der er lavt til loftet, og de brede, malede bjælker skråner lidt ned mod de små vinduer, hvor forårssolen kigger ind. I spiseafdelingen er bjælkerne grå, og i de tilstødende stuer er træværket og de indbyggede skabe almuerøde, grønne og blå.

– Min veninde sagde, at jeg ikke måtte male, før vi havde boet her et år. Og i dag er jeg simpelthen blevet så glad for farverne. De passer så godt til husets stemning og historie. Bjælkerne er håndhøvlet, og der er kælet for alle de små detaljer – det glædes vi over hele tiden i hverdagen.

- Og så emmer huset af fortid – oprindeligt boede her tre familier, i dag bor vi tre mennesker. Jeg tænker, at de nok har haft en del børn, så det har været tæt på få kvadratmeter. Man kan ikke lade være med at tænke over, hvordan livet har været dengang, fortæller Malene.

Kreative tilflyttere sætter præg på Højer

Historien stikker hovedet frem overalt, når man går rundt i Højer. Der er i de senere år opstået et kreativt miljø i byen – bl.a. på grund af det tekstildesignseminarium, der lå i byen indtil 2006, og marskens særegne natur, der har tiltrukket mange kunsthåndværkere og kunstnere. Få kilometer mod vest brøler Vesterhavet bag diget, og byen ligger på gesten – den tørre del af landskabet, som ikke bliver oversvømmet.

Højer er en del af Slesvig

Den høje hollandske mølle med sort hat hæver sig over det langstrakte, flade, fugtige marsklandskab, der er gennemskåret af snorlige, smalle kanaler. Langs gader og gyder ligger de røde 1700-talshuse skulder ved skulder, og i haven bag den gamle tyske præstegård går to store gæs bag et lavt hegn.

– Højer er præget af livet bag diget og kampen mod havet. Men vi er også en grænseegn og en del af Slesvig. De gamle huse vender ofte deres ansigt mod syd. Det var den vej, man orienterede sig, og det var der, man havde sine kreaturer.

- Da genforeningen kom i 1920, og man trak grænsen nogle kilometer herfra, ændrede det sig. I dag kommer al trafik nordfra, og man kan godt have fornemmelsen af, at man kommer lidt til bagdøren, når man kommer til de gamle huse, forklarer Anne Marie Overgaard.

Fællesskab mellem danskere og tyskere

I dag har Højer både danske og tyske foreninger, og der bliver stadig holdt gudstjenester på tysk i kirken på torvet.

– Selvom der har været mange modsætninger mellem tyske og danske, så er der også mange fællestræk. Hernede er historien så præget af den natur, der omgiver os. Der er en masse mennesker, der har rigtigt meget til fælles, fordi de er vokset op i et bestemt landskab. For det kan godt være, der er en grænse, men landskabet er stadig en fælles erfaring.

Charme og sjæl i Højer

Marsklandskabet findes også i Malene Hansens stråtækte hus. En mellemgang er belagt med store mursten, der spiller i brændt gul og lillabrun, og bag en blåmalet dør med årstallet 1737 gemmer Malenes galleri og værksted sig. Et hjørne af rummet er beklædt med grove, moderne pallerammer af træ og metal under de lysegrønne bjælker.

– Rummet skulle passe til min keramik, som er meget rå og inspireret af naturen hernede. Jeg arbejder fx med former og strukturer, som er inspireret af bundgarnspælene i Vadehavet og rurer – de små runde krebsdyr, som sætter sig på sten og skibsbunde.

Malene Hansen flyttede til Højer for 10 år siden og har ikke haft svært ved at finde sig til rette.

– Der er en fantastisk ro her. Det er fredfyldt, selvom Vesterhavet bruser og blæser, og man er midt i vinden og vandet. Vi vidste med det samme, at vi ville bo i det her hus. Det er så sjældent, man finder noget, som er så nænsomt restaureret. Huset emmer af charme og sjæl, og samtidig passer det til tiden med moderne køkken og bekvemmeligheder, så man ikke føler, at man bor på et museum. Så vi har fået det bedste af både fortid og nutid.

Anne Mette og John flyttede fra Faaborg til Lyø

Også den lille ø Lyø ved Faaborg emmer af historie.

I 2014 flyttede Anne Mette Vestergaard og John Hansen fra Faaborg til Lyø, hvor hun bestyrer købmandsgården, mens han er havnefoged. Og det er et helt andet liv på den lille ø med 70 fastboende indbyggere.

– John og jeg nyder, når der er tid til at sidde på sommerbænken, inden vi åbner, og bake off-ovnen kører på højtryk. Så drikker vi kaffe og lytter til fuglene, mens vi kigger ud over gadekæret. Så kan man sgu klare det hele, fortæller Anne Mette Vestergaard, da vi kommer rundt om hjørnet på den gamle bindingsværksstald, som nu huser dåseøl og sodavand.

Lyø ser ud som i 1700-tallet

Lyø by er en forteklyngeby. Det betyder, at byen består af gårde, der ligger omkring en større plads. Sådan så landsbyerne ud, inden landbrugsreformerne i 1700-tallet, hvor landsbyernes fællesjord blev fordelt mellem bønderne, og gårdene blev flyttet ud af byerne.

I Lyø by snor de små gyder sig ind og ud mellem bindingsværkshuse og et gadekær med ænder i forårshumør.

– Det er en by med en helt anden skala, end man er vant til, og det skærper sanserne og giver én ro og velvære, som jeg tror er utrolig værdifuld, forklarer Øhavsmuseets direktør, Peter Thor Andersen.

– Livet på øerne i det sydfynske øhav har været lidt mere eksotisk og vildt end andre steder i Danmark. Det var små sluttede samfund, som skulle klare sig selv, og det har præget identiteten og det daglige liv. De var på den ene side isolerede, men samtidig fik de masser af impulser fra den store verden via søfart og handel.

- På Ærø var søfarten omdrejningspunktet, mens Lyø altid har været en landbrugslandsby på en ø.

Det har været helt utrolig stabilt, og man ser en næsten uforandret bystruktur helt op til industrialiseringen. Så Lyø er blevet den måske fremmeste juvel, fordi den er så velbevaret og uforandret.

Storke på vej tilbage til Lyø?

Hun er barnefødt på øen, men har tilbragt sit voksne liv inde på fastlandet. Fra forretningen er der udsigt til Damgården, som hendes tipoldemor byggede. Anne Mette kan huske Tage, barndommens købmand, der betjente kunder i brun kittel, mens de tre pindestole var besat med mænd, der drak øl og røg store cigarer. Så livet midt i historien betyder meget.

– Jeg nyder det hver dag. Også det at bidrage til stadig at få øen til at køre – bevare det, der betyder noget og skabe noget nyt, for det skal jo også fungere. Så jeg er glad for de ildsjæle, vi har på øen. Vi har fx lige fået to storkereder op, vi havde også storke, da jeg var barn, og det kunne da være guld værd, hvis vi fik dem tilbage.

Peter Thor Andersen har en større plan, hvor Lyø skal indgå

– Rundt om Faaborg har vi øer med søfart og landbrug, i oplandet har vi herregårde, landsbyer, fortidsminder, industri, morænebakker osv. osv. Så samlet på et ret lille område har vi faktisk den store fortælling om hele vores lands tilblivelse kulturelt og geologisk.

Vi har planer om at lave en rute, som man kan opleve på gåben, cykel eller måske i kajak. En attraktion, hvor man besøger forskellige afsnit af danmarkshistorien og både får historisk indsigt, motion og samvær med familie og venner, forklarer Peter Thor Andersen.

Tiden er en anden på Lyø

I mange år var Anne Mette Vestergaard turist i sit barndomsland. Hun og hendes mand havde en campingvogn stående, som de brugte i ferier og weekender.

Men da deres fælles arbejdsplads lukkede, søgte John stillingen som havnefoged og fik den. Og da købmandsgården manglede en forpagter, sprang Anne Mette ud i handelslivet.

– For fem år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville flytte tilbage. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvad jeg skulle leve af. Det er jo ikke nok, at der smukt og idyllisk. Men nu er jeg blevet klogere. Det kræver ikke så meget at leve et sted som her. Husene er billige, der er ikke så mange shoppingmuligheder, hvor man kan gå amok, når man keder sig, og min mand fisker og jager, så vi er ret selvforsynende.

- En anden ting, jeg har fået herovre, er en helt anden indstilling til tid. Det jeg ikke når i dag, det når jeg i morgen. Selvfølgelig har vi travlt – specielt om sommeren er der tryk på. Men der er ikke det samme jag. I eftermiddag skal John og jeg fx ud at se, om der er gået en laks i vores garn. Og hvor mange har et job og et liv, hvor man kan bruge en halv dag på at sejle øen rundt med en fiskestang?