Når man taler om kulturarv i forhold til byggeri, er der tit fokus på herregårde og arkitekttegnede villaer. De fiskerhuse, man finder i de små lejer landet over, er til gengæld bygget af de lokale til et praktisk formål og af billige materialer. 

– Fiskerlejer er noget ærkedansk. Vi kender dem alle sammen, men de er alligevel oversete, når vi taler bevaring, siger Simon Ostenfeld, lektor på Arkitektskolen Aarhus.

I seks år, fra 2016 til 2021, var han med til at udvælge og besøge mere end 2.000 kulturmiljøer i 52 kommuner i Danmark for at udvikle en metode, der kan bruges til at pege på værdier og egenskaber, som er vigtige at bevare. I modsætning til bygningskultur, hvor man alene kigger på det enkelte hus, så spiller omgivelserne også en vigtig rolle i kulturmiljøet. 

– Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, som rummer en tydelig fortælling om det liv eller den virksomhed, der har formet stedet og arkitekturen, forklarer Ostenfeld.  

De danske fiskerlejer er netop kulturmiljøer, og de er i fare for at forsvinde. Fiskeriet er væk, og de fleste steder skal fiskerlejerne finde en ny eksistensberettigelse, der ofte handler om turisme eller om at være et dejligt sted at bo med udsigt til vandet. 

Forskellige byggeskikke

Der er stor forskel på, hvordan husene i fiskerlejerne ser ud, afhængigt af hvor i landet du befinder dig. I Nordjylland havde de lokale fiskere ikke adgang til ret meget træ, så de byggede stenhuse ud mod vandet. Vestenvinden var til gengæld hård, så ofte var vinduerne små, eller husene lå tæt mod hinanden med døråbningerne væk fra vinden. I Det Fynske Øhav var der masser af træ, så her er fiskerhusene ofte små, malede træhytter eller bygget i bindingsværk. I Hornbæk i Nordsjælland var der gode penge at tjene, så fiskerhusene her er af solide materialer. På Sydfalster rørtækkede man husene for at isolere mod østenvinden. I skipperbyer som Troense eller Nordby på Fanø har man bygget øst-vest-vendte huse med lokalbrændte sten og stråtage. 

Alle de detaljer er en del af Danmarks historie, men der findes ingen fredninger af fiskerhuse og fiskerlejernes miljøer. Når et fiskerhus udpeges som bevaringsværdigt, er der ikke nogen, der passer på stejlepladsen og tjæregryden, som er en vigtig del af omgivelserne. 

Historiens viskelæder

– Det er historiens viskelæder, der kører hen over sådan et miljø og fjerner den stemning og det helt særlige, unikke udtryk, som de miljøer har, og som folk egentlig søgte ud efter i første omgang. Det begynder langsomt at forsvinde og bliver slettet. Det er en væsentlig trussel mod de her områder, fortæller Simon Ostenfeld.

Der er ingen tvivl om, at danskerne elsker fiskerlejerne og deres charme, men når de har købt et lille fiskerhus med havkig, vil de måske alligevel gerne have bygget om med en ekstra etage og varme i gulvet. Udenfor forsvinder de omkringliggende ting, der er en væsentlig del af kulturmiljøet, til fordel for carporte og villahaver.

– Det er et tveægget sværd, hvor man både skal give plads til udviklingen, men også passe på, at man ikke fjerner hele det miljø, der i første omgang var drivkraften for bosætningen og turismen, fortæller Simon Ostenfeld.

I dag er det den enkelte kommunes  ansvar at lave en lokalplan for deres fiskerlejer, men det har de ofte ikke  ressourcer til. Derfor gik Realdania og Arkitektskolen Aarhus i 2016 sammen om at udvikle en metode til screening af kulturmiljøer.

– Vi har at gøre med en bygningskultur og en kulturarv, der hører det almindeligt levede liv til. Det er ikke  store monumenter, herregårde eller palæer, og derfor falder det nogle gange mellem maskerne, pointerer Simon Ostenfeld.

Vi har besøgt tre fiskelejer med hver sin historie.

Det mest fotograferede hus på Falster er efter sigende den gamle havnefogedbolig i Hesnæs. Her er alle husene tegnet af den samme arkitekt. Det skete, efter at de oprindelige boliger blev skyllet i havet under stormfloden i 1872.

I Ellen Margrethe Hågensens gård står der et smalt, gult hus med stråtag. Huset er et mastehus, hvor man før opbevarede masterne til sejlskibene, der gik ind og ud af havnen ved Hesnæs på Nordfalster. 

Det gule hus er det eneste byggeri i Hesnæs, der overlevede stormfloden i 1872, som rev alle de andre huse med sig i havet. Derfor er arkitekturen her på én gang ensartet og noget særligt, fordi alle husene blev bygget på samme tid i 1880’erne, da samfundet skulle genopbygges efter katastrofen. 

Husene blev tegnet af arkitekten Vilhelm Tvede, der dermed lavede Danmarks første arkitekttegnede fiskerhuse. Hans søn, Gotfred Tvede, forsøgte senere at ruste husene mod den hårde østenvind, og de gamle huse i fiskerlejet har derfor rørtækkede vægge og gavle, hvilket giver dem et unikt udseende. 

Når turisterne kommer forbi, tager de billeder, og nogle kan ikke dy sig for at røre ved husene for at føle stråenes ru overflade mod fingrene. Ellen Margrethe Hågensens hus er den gamle havnefogedbolig. Det ligger yderst mod havnen blot seks meter fra vandkanten og er det mest fotograferede af dem alle. Faktisk har hun sat et skilt foran hoveddøren, hvor der står ”privat”, så turisterne ikke tror, at de befinder sig i et frilandsmuseum med adgang til husene. Da Bolius kom på besøg, blev vi heldigvis inviteret indenfor.

Fra erhvervshavn til turistmagnet

80-årige Ellen Margrethe Hågensen er barnefødt på Nordfalster i en landmandsfamilie og var i mange år malermester i Nørre Alslev. For 17 år siden, da hun skulle på pension, købte hun den tidligere skole i fiskerlejet Hesnæs. 

– Jeg købte huset af en fisker, men ellers havde det været en skole for overklassen. Det var skovrideren og købmandens børn, der gik i skole i Hesnæs, mens fiskernes børn gik i skole i Moseby fortæller hun.

I de 17 år, Ellen Margrethe har boet her, har miljøet ændret sig markant.

I 88 år har familien Ditlevsen sejlet ud og fisket fra deres fiskerhus ved fjorden i Karrebæk. Tommy Ditlevsen er fjerde generation, men når han en dag holder op med at tage ud på vandet efter ål, er det slut med fiskeriet.

Ud mod fjorden i Karrebæk ligger der et enligt, hvidt fiskerhus på en stor eng imellem parcelhuskvartererne. Der er gravet lange render fra fjorden og ind til grunden, hvor fiskerhuset står omgivet af bundgarns­pæle, der er fyldt med net til tørring. 

Længere nede mod renden er bundgarnspælene stablet som tipier, klar til brug. Bunden i fjorden er blød; Tommy Ditlevsen kan tage en pæl og bore den en meter ned med de bare hænder.

Før i tiden var der mange fiskere i Karrebæk. I storhedstiden talte den lokale fiskeriforening 58 medlemmer, i dag er der fem-seks stykker tilbage. Når Tommy Ditlevsen tændte op i brændeovnen i fiskerhuset om vinteren, fordi han skulle reparere net, ville døren hele tiden gå op, når de andre fiskere kom forbi for at snakke og fortælle historier.

71-årige Tommy Ditlevsen sidder stadig og ordner net i fiskerhuset, men der kommer ikke længere nogen forbi. Det var hans oldefar Christian Ditlevsen, der byggede det hvide fiskerhus med tilhørende redskabshus i 1934, og Tommy er familiens sidste fisker. Når han en dag stopper med at tage ud på fjorden om morgenen for at fiske ål, stopper fiskeriet for altid. Døtrene og børnebørnene vil gerne overtage slægtshuset, men det vil ikke længere blive brugt til det oprindelige erhverv.

Vand er til at sejle i

Tommy Ditlevsen er fisker med stort F. Han har fisket, siden han var 15 år og er  på vandet hver dag i sommerhalvåret, men svømmer aldrig i det.

– Vand er til at sejle i, det er ikke til at svømme i, siger han. 
Tommy er bundgarnsfisker. Når han sejler ud på fjorden tidligt om morgenen ved 6-tiden, skal han ud og se til sine net. Andre gang har han lange pæle med i båden, som han skal have sat op.

Tidligere har han fisket aborrer, skrubber og ørred, men i dag er det mest ål, der er i fjorden. Tingene har ændret sig, siden han begyndte at fiske i 1965, hvor han blev ansat af sin far. For eksempel kom vandet sidste vinter flere gange hele den lange vej fra renden og op til fiskerhuset, der ligger lige ud mod Karrebækvej. Vandet stod helt op om gulvbrædderne. Det er den slags klimaforandringer, der bliver advaret om i nyhederne.

– Jeg kan godt mærke, at vandet er vokset. Men jeg troede ikke, at det ville gå så hurtigt, konstaterer Tommy.

På engen skal alt bindes fast, for det kan lige pludselig blive højvande, hvis vinden går i nordvest og det stormer.

Så serveres der ålesuppe

Hornbæk er kendt for eksklusive sommerhuse og dyre kvadratmeter, men det er også et gammelt fiskerleje, hvor der stadig ordnes garn på havnen og sælges jomfruhummere fra en båd.

Kirsten Maibøll havde længe været på udkig efter et hus i Hornbæk, da hun en sommerdag kom cyklende ad den grusbelagte Lodsensvej og fik øje på et til salg-skilt ved et af husene. 

– Så cyklede jeg direkte ned til ejendomsmægleren og sagde, at jeg var interesseret, erindrer hun.

Huset var dog allerede blevet solgt til anden side, men Kirsten bad ejendomsmægleren om at ringe til hende, hvis salget gik i vasken. Allerede næste dag fik hun et opkald.

– Så købte jeg det, og jeg havde ikke engang set det indeni, fortæller hun med et smil. 

Mavefornemmelsen viste sig at være helt rigtig, for otte år senere bor hun stadig i sit gule hus, som har været en del af en større strandgård. I 1990 blev gården udstykket til fire huse, 101 år efter at den oprindeligt blev opført.

Kirstens hus ligger tre minutters gang fra vandet. Fra sit arbejdsværelse på anden sal kan hun lige akkurat se, om der er skum på toppene, inden hun går ned og får sit havbad – året rundt.

Hornbæk var den første by i Danmark, hvor der blev bygget et regulært sommerhuskvarter, og der findes mange store og dyre huse i byen, men det er ikke der, Kirsten bor.

– Jeg bor i den billige ende af fiskerlejet. I den anden ende er der meget større huse, men halvdelen af dem bliver ikke brugt, selvom der er helårspligt. Der er dødt om vinteren, men i vores ende er vi her alle sammen, fortæller hun.