Fra eget hus til lejelejlighed: Stedet er vigtigere end ejerform

Området Vesterbro i Odense blev opført i slutningen af 1800-tallet med boliger til håndværkere og arbejdere. Den gennemsnitlige ind­komst i kvarteret var dengang betydeligt lavere end i byens villakvarterer.

Det gamle arbejder­kvarter har trods om­bygninger og ændringer bevaret sin charmerende blanding af boliger og småerhverv.

Da Mark Thomsen i begyndelsen af 1990’erne flyttede fra hjembyen Holbæk for at studere i København, hed boligen først Taarnby Kollegium.

– På grund af en arv havde jeg faktisk allerede på det tidspunkt mulighed for at købe en andels- eller ejerlejlighed. Det lyder måske mærkeligt i dag, men dengang betragtede vi det som noget risikofyldt at købe en bolig. Hvad nu, hvis man gik på tvangsauktion? Eller pludselig blev nødt til at sælge, og ingen ville købe, fortæller Mark og husker bl.a., at han så på en lejlighed på Christianshavn til 180.000 kr., som han så alligevel ikke købte.

I stedet for blev boligen for den dengang retorikstuderende Taarnby Kollegium, og det var et godt valg. Her mødte han nemlig sin nuværende hustru, Lone. Og kort efter endt studium i 1995 købte Mark så en toværelses andelslejlighed på Vesterbro, hvor Lone efter et stykke tid flyttede ind.

Her blev parrets to ældste børn født, og efterhånden var pladsen noget trang, og det var tid til at tage det næste boligskridt. De oplevede også på det tidspunkt, at mange i deres bekendtskabskreds købte hus.

–  Men for os var det ikke indlysende, at vi skulle eje vores bolig og have et hus. Jeg tænker også, at hvis lejligheden dengang havde været stor nok, var vi nok blevet boende, siger Mark.

På det tidspunkt midt i 00’erne var huspriserne i København på himmelflugt, så familien skulle længere væk fra byen, hvis de skulle skaffe mere plads. Lone havde i mellemtiden fået job som gymnasielærer i Roskilde. Derfor var landsbyen Kirke Saaby mellem Holbæk og Roskilde ikke noget dårligt valg, selvom Mark arbejdede i København. 

– Vi købte et tidligere missionshus fra 1897 lige ved byens gadekær. Og selvom vi var længe om at komme af sted fra byen og måske havde lidt bekymringer ved at flytte på landet, blev de gjort til skamme. Folk i landsbyen var så imødekommende, og vi kom hurtigt ind i et fællesskab; der er jo altid noget, man kan gøre i sådan en lille by. Det betød også virkelig meget for vores trivsel at få mere plads. 

Mens de boede i huset, fik de barn nummer tre, og alle trivedes i de landlige omgivelser. Men en ny situation opstod for et par år siden, da Lone fik jobbet som rektor på Odense Katedralskole. 

– Og det er jo en stilling, man flytter efter, indskyder Mark. 

Lone måtte dog pendle mellem Fyn og Sjælland i halvandet år, inden familien rykkede fra missionshuset. Først da den ældste datter afsluttede sin studentereksamen, og den midterste søn stod for at skulle på efterskole, var tidspunktet ideelt.

– Vi så på flere huse i Odense og nåede at byde på et, som vi ikke fik. Men så opstod tanken om, at vi jo kunne leje en bolig og se tiden an. Huset i Kirke Saaby skulle også lige sælges, og hvis vi købte et hus med plads til to hjemmeboende børn nu, var det hus måske for stort om nogle år, når børnene flyttede hjemmefra, fortæller Mark. 

På en boligportal fandt familien derfor en lejlighed på 140 m2 i en byejendom på Vesterbro i Odense med fire andre lejemål. Så fra at bo i et landsbyfællesskab er familien nu havnet midt i en større by tæt på kulturliv og butikker – en helt ny situation, der passer Mark og hans hustru rigtig godt.

At gå fra at være ejer til lejer igen er dog ikke et spørgsmål, der optager Mark særlig meget. 

– De gange jeg og vi er flyttet, har det været på grund af en ny livssituation. Det har ikke handlet om, at nu skulle jeg være ejer, for det med boligkøb og -salg interesserer mig ikke specielt. Selvfølgelig, har du pengene, er det set over et helt liv bedre at eje sin bolig i stedet for at leje. Men at leje skulle være penge ud ad vinduet, sådan tænker jeg ikke. Jeg har været glad for at bo alle de steder, hvor jeg har boet.