Fire grønne oaser i København

Det ses oftere og oftere i storbyer som København, Aarhus og til dels også Aalborg og Odense. En grøn plet knopskyder pludselig med højbede plantet til med grøntsager. I gårdmiljøerne ved etageejendommene eller mellem kvarterne er der ikke bare flisebelægning, men smukt anlagte haver med blomsterbede, og på altaner og tage bliver der dyrket tomater.

Byhaver og urban farming er populært i København

Byhaver er ikke et nyt fænomen, men alligevel er der sket noget nyt med dem inden for det seneste årti. 
– I Danmark begyndte vi omkring 2011 at se nye fællesskaber dukke op, der handler om dyrkning af spiseligt grønt, fortæller Signe Voltelen.

Hun er arkitekt med speciale i byudvikling og urban farming og har desuden selv haft fingrene i mulden som frivillig på byhaveprojekter. 

– Byhaven har haft forskellig betydning gennem historien. Under besættelsen betød det meget, at folk kunne dyrke egne grøntsager og tage dem med hjem, forklarer Signe Voltelen. 

Efter at den økonomiske velstand steg i 1960'erne, blev byhaverne mest benyttet som prydhaver. Derfor er det nyt, når storbyens indbyggere igen begynder at så løg og gulerødder på stenbroen. Et eksempel på sådan en byhave finder man på Fuglebakkevej på Frederiksberg.

I 2020 kan en byhave sagtens have en aktivistisk ånd, hvor det overordnede formål er større end blot dyrkningen af spiseligt grønt. Signe Voltelen kalder det for ”de små skridts agendaer”. 

– I en verden, der er stor og kompleks, finder man fællesskab i det nære, forklarer hun. 
De første af de nye havefællesskaber begyndte at dukke op, efter at FN havde udsendt en rapport med deres verdensmål. Hvis man er bekymret for klimaet og fremtiden, men ikke ved, hvor man skal begynde, kan man starte med noget helt basalt som at så sine egne grøntsager. 

– Hvis du spørger de unge på Nørrebro, hvorfor de er med i en byhave, svarer de, at det er på grund af de store agendaer som klima. De vil gerne fællesskabet, og de vil gerne lære deres børn at dyrke ting i jorden, forklarer Signe Voltelen. 

Den slags fællesskabsorienterede byhaver er en ny tilføjelse til de andre typer af byhaver, der allerede findes i byen, og som bliver ved med at være her, især de mange haver, der blev anlagt i de gårdmiljøer, som blev saneret i løbet af 1990ʼerne, og de mange minihaver, der dukker op i højden, efterhånden som altaner og beboelseshøjhuse bliver mere udbredte.

– Der er kommet liv oppe i højden. En tidligere stadsarkitekt udtalte på et tidspunkt, at det var vigtigt, at altaner ikke blev for brede, for så kommer folk aldrig ned og socialiserer i baggårdene, siger Signe Voltelen. 
Uanset deres art, så har byhaverne stadig en overordnet og fælles funktion for brugerne: 

– Det er lige uden for døren, at du kan få duften af have og blomster. Det er oplevelser, som giver de små glæder i hverdagen, slutter Signe Voltelen.

Fire unikke byhaver midt i København

Vi har set nærmere på fænomenet, der vokser i popularitet. Herunder kan du se byhaver på Fuglebakkevej på Frederiksberg, Pisserenden i Indre By, Fælledvej på Nørrebro og i De Gamles By på Nørrebro.

Byhaven Fuglebakkevej – gemt bag S-tog og motorvej

For enden af Fuglebakkevej på Frederiksberg ligger der et lille stykke jord, der grænser op til banelegemet, hvor S-toget suser forbi i det graffitifyldte område ved Bispeengbuens sekssporede motorvej. For få år siden var jordlodden bare en navnløs offentlig park, hvor folk luftede deres hunde.

I dag er det forvandlet til en fint anlagt byhave, Byhaven Fuglebakkevej, der både benyttes af de engagerede beboere, som har meldt sig ind i byhaveforeningen og af eleverne på Skolen på Duevej, der har et undervisningslokale på stedet. 

Formanden for byhavens forening, Henriette Humlebæk, viser rundt i haven. Der er 23 højbede, som hver især er tilknyttet et medlem af foreningen, og dertil har byhaven et fælles drivhus.  

– Byhavens primære funktion er, at medlemmerne kan komme og dyrke deres ting og hygge sig med det. Det er deres oase i byen, fortæller Henriette Humlebæk og tilføjer, at byhaven blev anlagt i forbindelse med et kvarterløft. 

Alle borgere i Frederiksberg Kommune kan skrive sig op til et højbed, og det er en meget blandet skare, der i dag har nyttehaver i plantekasserne. 

– De yngste er folk i 20ʼerne, og den ældste er vist 82 år. Vi har mange forskellige nationaliteter, fx en tysker, en franskmand, en fra Letland, en palæstinenser og to kinesere, fortæller formanden for Byhaven Fuglebakken. 

Det er meget forskelligt, hvad folk dyrker i bedene. I Henriette Humlebæks er der udelukkende blomster med en flot klematis i midten, der klatrer op ad en pind. Mange af de andre har grøntsager af forskellig art. Drivhuset er fælles; her er der vinranker, tomater, agurker, aubergine og basilikum. 

Parken er stadig offentlig, men bedene er private. Det er ikke alle besøgende borgere, der kan respektere det, og medlemmerne i foreningen må leve med, at fremmede nogle gange hapser deres høst. 

De fælles træborde med bænke er blevet skruet fast i jorden, så de unge, der nogle gange fester i parken om natten, ikke kan flytte dem ind i buskadserne. Et af formålene med foreningens placering på jordstykket for enden af vejen er netop at skabe lidt hygge et sted, der før tiltrak de forkerte typer.

Pisserendens pryd – gårdmiljø minder om sydengelsk rosenhave

Da den nu 80-årige Grete Lis Hansen som ung flyttede ind i kvarteret Pisserenden midt i København, var det stedet, hvor man kunne få en lille og billig lejlighed. 

– Det var slum. Min lejlighed var på 21 m2, og der var lokum i gården, erindrer hun. 

I dag er gader som Skt. Peders Stræde og Teglgårdsstræde i Indre By saneret og mondæne med eftertragtede etageejendomme malet i hver sin klare farve som i Nyhavn. 

Det er yndigt og charmerende på en måde, det kun kan blive, når husene er gamle og gulvene skæve. Dengang Grete Lis Hansens andelsboligforening sammen med 10 andre beboelsesejendomme fik en fælles gård i forbindelse med bysaneringen, var de så heldige, at Københavns Kommune prioriterede at få anlagt en smuk blomsterhave i gården.

I dag er haven en prydhave med rosenbuske og blomster i alle bede. Af praktiske årsager har flere beboere spændt vasketøjssnore ud mellem bygningerne, og de hvide lagner tilføjer gården et strejf af de varme lande. De fleste af beboerne bruger gården til afslapning og leg, men ikke Grete Lis Hansen. 

– Jeg bruger den kun til at arbejde i, lyder det. 

Den frivillige gartner

Dagen inden vi mødes, har hun brugt fire timer på at klippe gårdens paradisæbletræ ned og bortskaffe haveaffaldet. Det er også hende, der sørger for at beskære den rosenbusk, der vokser hele vejen hen over en stejl trappenedgang i beton, forklarer hun. 

– Jeg har fået en teleskopstang, jeg kan bruge.

Det kan godt være, hun lige er fyldt 80 år, men det kan man ikke se på hende. 

– Det er, fordi jeg passer en have, lyder hendes forklaring.

Det har hun gjort i små 30 år. Gården blev saneret omkring 1990, og efter et års pleje fra kommunalt hold overgik pasningen af den 2.860 m2 store gårdhave til beboerne og til Grete Lis Hansen i særdeleshed, der frivilligt tager havearbejdet på sig, fordi hun holder af det. De større ting får gårdlavet hjælp til fra professionelle. Det er fx beskæringen af efeu, klematis og arkitektens trøst, der dækker gavlene på to af gårdens bygninger. Den slags kræver en kran. 

Oppe ved legepladsen står nogle børnekasser, hvor små fingre kan få lov til at prøve at så og dyrke, og midt i det hele troner en bålplads, anlagt i forbindelse med saneringen, men som sikkert ville være ulovlig i dag. Beboerne bruger den flittigt. 

Når Grete Lis Hansen ser nogle af gæsterne fra kvarterets hoteller stå og glane ind ad porten, plejer hun at lukke dem ind, så de kan se haven.  

– Man kender det jo godt fra, når man selv er nysgerrig, fortæller hun med et smil.

Fælledvej – Københavns næststørste gårdhave

Når Preben Vej-Johansen, også kendt som Pepso, viser rundt i gårdmiljøet ved Fælledvej i København, er det med en vis stolthed, og det forstår man godt. Som pedel har han sammen med sin kollega stået for pasning af gården siden 2000, da han blev ansat. 

Gården er kæmpestor – den næststørste i hovedstaden. Den er indrettet i en række mindre uderum, der har hver sin funktion. Der er et legepladsområde, og der er en bakke med indbyggede siddepladser som i et amfiteater. Der er grillområder, der er fælles krydderurtekasser, en miniudgave af en egeskov, og så er der hjørnet med de 10 nyttehaver, som beboerne selv står for. Det foregår på samme måde som med kolonihaver: Man kan blive skrevet op til en nyttehave, og der er kø, for haverne er populære. 

Både vild og sirlig have

Som pedel sørger Pepso for at holde alt det fælles grønne i gården. 

– Jeg arbejder ud fra en idé om, at den både skal være vild og sirlig, fortæller han. 
Derfor står bøgehækkene knivskarpt, mens beboernes bede gerne må rode lidt. 

Til gengæld er gården efterhånden så tilplantet, at gårdmanden som regel siger nej, hvis en beboer kommer med endnu en busk eller træ, som de vil have plantet. 

– Så vil jeg hellere skifte noget af det eksisterende ud, så her ikke bliver for proppet. 

Pepso kan godt lide, at gården er lys og luftig. Selvom der er indrettet mindre rum i gården ved hjælp af hække, er gården stadig fælles, og man kan se fra den ene ende til den anden på trods af dens størrelse. 

Gården breder sig over en hel karré i det område på Nørrebro, der før hed den sorte firkant. I dag er de fleste af gårdens baghuse revet ned, og de få, der står tilbage, er gået fra at være indeklemte, mørke bygninger til at være eftertragtede storbyhuse, der befinder sig midt i deres egen lille oase af lys og luft. 

– Vi skal faktisk have en lysarkitekt ud og kigge på belysningen i gården, fortæller Pepso. 

Den ambitiøse tilgang til gårdens belysning skyldes ønsket om at imødekomme beboernes forskellige ønsker til gårdmiljøet. Nogle vil gerne have mere lys om aftenen, så de føler sig mere trygge. Andre vil gerne have det mørkere for at bibeholde et fænomen, der er meget usædvanligt for en gård inde midt i København: Gårdmiljøet ved Fælledvej er nemlig så stort, at man kan se stjernerne på himlen om natten.

ByOasen – Nørrebros grønne legeplads

Højbedene i ByOasen i De Gamles By på Nørrebro i København hører ikke til de små, som kan købes i byggemarkeder. Her er de 25 højbede fire en halv meter lange og halvanden meter brede. Derfor får brugerne af bedene som regel kun et halvt bed til at starte med, da der er meget arbejde i at passe et helt bed. Det er primært ældre mennesker fra lokalområdet, der er med i højbedsgruppen. 

– Formålet er også at lave en social samlingsmulighed, forklarer Mette Harders, som er legepladspædagog, naturvejleder og anlægsgartner i ByOasen, der dækker et område på 50.000 m2. 

Ud over højbedsgruppen er der forskellige grupper med børn, der har lodder i bedene. 

– Vi har også en halv have til ”De Frie Fugle”, som er forældre, der ikke har deres børn i institution samt til nogle specialskoler, siger Mette Harders.

Der er et bed til børn med læsevanskeligheder og et bed til den tidligere gartnerformand for Botanisk Have, der ville have hele bedet fyldt med rabarber. Nogle af bedene tilhører ByOasen selv, fx et bed med hindbær- og solbærbuske. Et andet flot og godt udnyttet bed bliver brugt af en tyrkisk familie fra lokalområdet. De skal snart skifte til en højkasse, der ligger længere væk fra stien og tættere på plejehjemmet Slottet i De Gamles By. 

– Når man er nybegynder, får man typisk et af de mest udsatte bede. Senere får man lov til at rykke over til et bedre, forklarer Mette Harders. 

De udsatte bede ligger tæt på stien. Her går folk forbi, og nogle gange er der børn, som ikke kan modstå fristelsen til at hive en plante op ad jorden, eller voksne, der ikke kan modstå fristelsen til at stjæle de grøntsager, andre har dyrket. 

Højbede med kartofler, rabarber – og hamp

En bestemt plante bliver ved med at dukke op, og Mette Harders har endnu ikke regnet ud, om det er medlemmerne i højbedsgruppen selv, der planter den, eller om det er nogle af de unge, der hænger ud i ByOasen om aftenen, der står for det. Men faktum er, at der jævnligt vokser cannabis i højbedene. 

– Ser vi det, går vi hen og river planterne op igen, fortæller hun.

Fordi området er åbent – der er intet hegn om hverken højbedene eller legepladsen – kan alle gå hen til bedene, og desværre tager forbipasserende tit for sig af grøntsager. I grelle tilfælde bliver planterne ligefrem gravet op. 

– Der er blevet gravet rabarber og kartofler op masser af gange. Der var en lille pige, som havde et bed sammen med sin mormor. De plantede en petunia, men den havde de ikke særlig lang tid, beklager ByOasens naturvejleder. 

Alligevel er der ikke planer om at indhegne området. Da ByOasen blev etableret i 2008-2010, var det for at skaffe liv til det område i De Gamles By, der hedder Nordpolen. På det tidspunkt var det ikke altid rart at gå her om aftenen, men nu har gedefold, hønsegård, kolonihaver, højbede og udekøkkenet været med til at give stedet et helt nyt liv. Selvom det er ærgerligt, at der bliver stjålet fra højbedene, er det stadig vigtigt for ByOasens ansatte, at alle mennesker må være i området. 

– Det skal være sådan, at børnene kan gå hen og stå og hive i en rød løvetand, hvis de har lyst til det, afslutter Mette Harders.