Færøerne: Fra røgstuer og græs på taget til moderne arkitektur i verdensklasse

Tåge, regn, orkan og solskin i en omskiftelig blanding. Naturen og dens vildskab er det første, der slår én, når man rammer Færøerne. På øgruppen i Atlanterhavet har kastevindene en styrke, der gør stedet egnet til træning af piloter, men det barske vejr har også defineret den lokale byggeskik.

Færøerne var i mange år et isoleret øsamfund, som er gået fri af diverse arkitektur-strømninger, men i disse år sætter kendte danske – og internationalt kendte – tegnestuer, deres præg på byggeriet. Bjarke Ingels Group, BIG, har tegnet uddannelsescentret Glasir som en udpræget glaskonstruktion. Henning Larsen Architects har tegnet rådhuset i Eysturkommuna og arbejder nu med et byudviklingsprojekt i den næststørste by Klaksvik samt et hotel i hovedstaden Torshavn.

I dag synes mange arkitekter, at de bør tage afsæt i traditionen, når de skal forme nutidens arkitektoniske sprog. Men der er en tendens til at kopiere stilen lidt for meget, mener Ósbjørn Ósbjørn Jacobsen. Han er partner og Lead Design arkitekt hos Henning Larsen Architects, som har et kontor i bygden Syðrugøta. Som færing har han forsøgt at løsrive sig fra den traditionelle stil og i stedet se på baggrunden og tematikken i måden, som man har bygget på.

Bygninger hænger sammen med færøsk natur

– For os er essensen i traditionelt færøsk byggeri et udtryk, hvor man næsten ikke kan skelne mellem naturens slutning og en bygnings begyndelse. Det har været et tema og en inspirationskilde i vores arbejde med at skabe et nutidigt færøsk arkitektonisk sprog. Ved det nye rådhus i Eystur er tematikken om en sammensmeltning mellem landskab og bygning udpræget. Man kan sige, at vi har set landskabet som et grønt tæppe, hvori vi skar et snit og puttede et hus ind, forklarer Ósbjørn Jacobsen.

Røgstuer og græs på taget

Byggematerialerne på Færøerne har siden vikingerne kom forbi været sten, tørv og drivtømmer, som man fandt lokalt og konstruerede tage af med græs på toppen. Det fik husene til at ligne tuer og høje, som gik i ét med landskabet.  

Folk boede på små, isolerede gårde, som senere udviklede sig til bygder. Husene lå som små klynger med en stald, et tørrehus med en stenvæg i den ene side og tremmer i den anden til at vindtørre fårekød, fisk og grindehval, et såkalt sodnhus, hvor man tørrede og tærskede byg over et ildsted og malede det med en skvatmølle. 

Og så var der beboelseshuset, hvor man havde placeret et åbent ildsted midt i rummet på et gulv af stampet muld. Her i roykstovan/røgstuen, som den blev kaldt, slagtede man får og ordnede fisk ved bålet, der var omkranset af alkover, der lå som nicher i væggen bag lukkede låger. Bænke langs siderne og en stol foran ilden var ofte de eneste møbler sammen med en rok til at spinde uld på. 

Nogle gårde havde også et finere rum, der blev kaldt glasstuen med vinduer af glas og gulv af træ, hvor man modtog besøg af præsten eller overnattende gæster. Men det er røgstuen, der er essentiel i de færøske boliger. Det var her man samledes på lange, mørke aftener for at strikke og spinde, og hvor landets lyrik- og sangtradition blev skabt.

Farverige fiskerhuse i 1800-tallet på Færøerne

I 1856 indførte man frihandel på Færøerne, og det ændrede økonomien markant. Det kan ses på boligmassen, hvor landarbejderne nu fik mulighed for at leje eller købe landbrugsjord. Samtidig kom der gang i det industrielle havfiskeri, og mange landarbejdere blev fiskere og flyttede ud til havnene. Med flere penge mellem hænderne kunne folk etablere familier. 

Derfor kom der i slutningen af det 19. århundrede efterspørgsel på en ny type huse – fiskerhuse. De kan kendes på det tjærede brun-sort træ, hvidmalede vinduer og vindskeder samt et tungt græstag med reference til vikingetidens huse. 

Den eneste ændring var, at man nu byggede husene på en sokkel af sten fra markerne og i tre etager. Stenene hvidkalkede man, og de udgjorde den nederste etage, der både var stald for får og husstandens ko samt opbevaring af mad. På næste etage var der køkken, hvor ildsted og muldgulv nu var forvandlet til trægulv og komfur, men også både en dagligstue og en pyntestue til fint besøg. Øverst var der værelser.

Fiskerhuse blev til skipperhuse

På Færøerne fortsatte velstanden med at stige op gennem 1800-tallet. Mange fiskere blev til skippere, og det smittede af på husene. Skipperhusene var større med høj loftsetage, kvist og udskårne detaljer. Tagene blev lavet af bølgeblik, og for at beskytte bræddevæggene skulle husene males jævnligt. Dermed indledtes et nyt og mere farverigt kapitel i den færøske byggetradition, hvor husene blev malet lilla, gule, blå eller grønne afhængig af ejerens smag. Med det forsvandt naturligheden fra fordums huse, der med græs og tjærefarvet træ var gået i ét med landskabet.

Norske typehuse i færøsk stil i 1960’erne og 1970’erne

Stadsarkitekt Birita Wardum fra Torshavn Kommune fortæller, at den farverige stil tog fat efter 1915 og frem til 2. Verdenskrig, hvorefter tendensen gik mod betonhuse. Men det ændrede sig igen fra 1960’erne og 1970’erne, hvor der blev bygget mange norske typehuse.

– Private har stort set ikke brugt arkitekter på Færøerne, og som stadsarkitekt har jeg ikke indflydelse på, om husene er tro overfor en traditionel stil. Da det er meget dyrt at bygge heroppe, har folk siden 1970’erne bygget norske typehuse, som er blevet videreudviklet af færøske typehusfirmaer i en mere færøsk stil med saddeltag og tømmer ovenpå et betonfundament, forklarer Birita Wardum.

Færøsk byggeskik i stedet for arkitektur

Der findes ikke reel færøsk arkitektur, snarere er der tale om byggeskik, mener Ósbjørn Jacobsen. De stærkeste traditioner er opstået af nød, eller hvis danske arkitekter har taget dem med. Det var først i begyndelsen af det 20. århundrede, at de første arkitekter blev uddannet i København.
  
Ósbjørn Jacobsen mener, at det arkitektoniske udtryk på Færøerne bunder i, at husene er lavet af bygmestre. 

– Oftest var det almindelige mennesker, der byggede af fornødne materialer uden den store planlægning. Før man fik organiseret ordentlig transport hertil, var de primære materialer lokale kampesten, tørv, og drivtømmer fra Sibirien, der er flydt i isen over Nordpolen og langs Grønland. Med de varmere temperaturer kommer der langt mindre drivtømmer, fordi isen smelter om træet, som så suger vand ind, og når et tyngdepunkt, hvor det synker, forklarer arkitekten.

Orkaner giver bygninger i beton og stål

I moderne byggeri bliver de fleste materialer importeret fra Skandinavien. Men som alle andre steder i verden oplever færingerne, at der er kommet nye materialer og stigende krav til boligernes energibalance og fokus på bæredygtighed. 

– Siden starten af 1900-tallet har der været en udbredt tradition for at støbe i beton parallelt med, at man har bevaret træhuset. Og efter 1980’erne har tilbagevendende voldsomme orkaner sat nye standarder i byggeriet, hvor tendensen synes at være, at beton og stål i flere tilfælde bliver fortrukket til fordel for traditionelle træhuse, siger Ósbjørn Jacobsen. 

Forskudte huse skal give læ for vinden

Ligesom i Danmark oplever den færøske arkitekt, at der mangler levende miljøer i de nybyggede områder, hvor vinden suser gennem de lige gader. Derfor er man begyndt at studere gamle bydele som Á Reyni, hvor husene ligger forskudt, og vinden derfor ikke kan synge gennem gaderne.

- I moderne planlægning arbejder vi med at styrke livet mellem husene og skabe offentlige, sociale rum. Traditionelt har det været lokale, der selv byggede huse ud fra et kendskab til området, for det var yderst nødvendigt at placere sit hus bedst i forhold til vind og vejr. Det kan vi lære af. Det viser sig nemlig ofte, at man ikke tager højde for de landskabelige og klimatiske forhold og i stedet er drevet af en teknokratisk tilgang til planlægning, konstaterer Ósbjørn Jacobsen og tilføjer: 

– Det er vigtigt at de færøske arkitekter forstår deres ophav, og tør tage udgangspunkt i det regionale, som samtidig er en del af en stolt skandinavisk tradition. Med disse byggesten har vi alle forudsætninger til at skabe noget unikt.

• Øgruppen består af 18 øer, hvoraf de 17 er beboet.
• Indbyggertal: ca. 50.800 – de 21.000 bor i den største by Torshavn.
• De første indbyggere på øen var irske munke. Fra omkring 850 kommer norske bosættere til. 
• Færøerne er en delvis selvstyrende og en del af det danske rigsfællesskab. Selvstyret forvaltes af Lagtinget.
• De mest kendte færøske arkitekter er H.C.W. Tórgarð (1885-1957), der har tegnet en katolsk kirke og tilhørende skole samt teaterbygningen i Torshavn, og J.P. Gregoriussen (1932-), der står bag et posthus i byen Klaksvík og kunstmuseet i Torshavn.