Klik for større billeder og swipe for flere billeder
I 1911 forfulgte 3 danske immigranter i USA en drøm. De købte et stykke jord i Santa Ynez dalen i Californien og grundlagde en lille dansk koloni, der fik navnet Solvang.
Jorden blev udstykket og solgt primært til danskere - både nogle, der allerede var immigreret til USA og havde bosat sig i Californien eller andre stater, men også mange, der kom direkte fra Danmark.
Kort om Solvang
- Etableret i 1911 af de 3 danske udvandrere Benedict Nordentoft, Peder P. Hornsyld og J.M. Gregersen.
- Solvang ligger i Santa Ynez-dalen i Californien, 56 km fra Santa Barbara og 201 kilometer fra Los Angeles.
- Der bor 5.909 (2017) mennesker i byen - ca. hver tiende har danske aner.
- 40.000-50.000 danskere besøger Solvang hvert år.
- Klimaet er bedst i foråret eller efteråret, hvor der er en gennemsnits temperatur på 20 grader. Om efteråret (sep/okt) høstes der også druer.
- Indretningen af husene indvendigt er typisk amerikansk - med store sofaer, store spiseborde og åbne køkkener. Og ikke ret meget gammel dansk stil.
Højskole med folkedans og gymnastik
Solvangs første indbyggere ernærede sig hovedsageligt som landmænd. De fik hurtigt bygget stalde til deres dyr, anskaffet sig udstyr til at dyrke jorden og byggede herefter huse til deres familier.
Centrum for den danske koloni var en folkehøjskole efter dansk forbillede - Atterdag College. Den skulle være en "skole for livet" for unge, der på skolen blev tilbudt undervisning i danske folkedanse, gymnastik, dansk og engelsk, kor og forskelligt håndværk og håndarbejde.
Hver tiende i Solvang har danske aner
I dag 100 år efter eksisterer Solvang stadig, selvom højskolen er lukket. Her bor ca. 5.300 mennesker, hvoraf hver tiende har danske aner.
Nogle af indbyggerne i Solvang taler stadig dansk, mens andre mere føler et slægtsskab med Danmark, fordi deres forfædre kom fra Danmark, uden at de selv taler sproget, fortæller Karin Gert Nielsen, der arbejder fra Danmark, men er ansat af Solvang for at fremme turismen dertil.
- Men kommer du til Dansker-dagene, som afholdes hvert år, vil du opleve, at der stadig danses folkedansen "Totur til Vejle", og at folk går i optog klædt i danske folkedragter gennem byen. Så danskheden trives og dyrkes i høj grad, siger Karin Gert Nielsen.
Byggeregler kræver bindingsværk
Set udefra kan Solvang godt ligne en idyllisk kulisse til en dansk film anno 1970'erne - eller endnu tidligere. I byens centrum har alle husene påmalet bindingsværk - det står nemlig i de lokale byggeregler, at sådan skal det se ud.
Dybbøl Mølle og Rundetårn i Solvang
Der er opført kopier af Dybbøl Mølle og H.C. Andersens hus, byen har et springvand med Den lille Havfrue badende midt i og endda deres eget lille Rundetårn - det fylder godt nok kun en tredjedel i forhold til det rigtige Rundetårn i København, men alligevel.
- Men det bliver da diskuteret i byen, hvor langt man skal gå for at imødekomme turisterne. Linjen mellem hygge og kitch er hårfin, siger Karin Gert Nielsen.
I Solvang er der bl.a. mulighed for at få en tur i en sporvogn trukket af heste, spise smørrebrød i ølstuen og købe dansk chokolade i Ingeborg’s Chocolates, juleting året rundt i Jule Hus, drikkevarer i Copenhagen Liquor, danske kostumer i Elna’s Dress Shop og selvfølgelig masser af souvenirs.
Fra Ærø til Solvang
Et af omdrejningspunkterne i byen er bager Olsens bageri, Olsen's Danish Village Bakery. Her mødes både indbyggerne og turisterne og køber spandauere, kringle og sågar dansk rugbrød.
Der er også trådløst internet, så du kan slå dig ned i butikken, nyde en kop kaffe og et stykke wienerbrød og høre den seneste landsbysladder.
Bag bagerforretningen står Bent Olsen, der kom til Solvang direkte fra Ærø i 1965.
- Mine forældre syntes, at jeg skulle ud at opleve verden, og de havde selv været i Solvang i 1950'erne. Planen var, at jeg skulle blive 3-4 år og arbejde og få erfaring. Men så blev jeg boende, siger Bent Olsen.
Dansk-italiensk bageri
Bent Olsen kom til USA med en bager- og konditoruddannelse. De første år arbejdede han for andre. Men efter 5 år startede han bageriet "Olsens Bakery" sammen med sin italienske kone, som han havde mødt på et engelsk-kursus i Solvang.
- På det tidspunkt var Solvang i en rivende udvikling, så jeg var heldig og kom på det rigtige tidspunkt, siger Bent Olsen.
Dejligt klima i Solvang
Livet er skønt i Solvang, synes den danske bager.
- Vi har utroligt smukke omgivelser, og klimaet er dejligt året rundt. Her er hverken for koldt eller varmt. Og så er Solvang en fantastisk turistby. Turisterne elsker at komme og få en smule føling med det nordeuropæiske, fortæller Bent Olsen.
Til juletræsfest på Elverhøj
Da Videncentret Bolius fanger ham på telefonen, er han netop kommet hjem fra den årlige juletræsfest på museet Elverhøj, hvor de blandt andet dansede om juletræet og sang danske julesange.
- Der gøres utrolig meget for at holde det danske kørende - at holde det i hævd. Og byrådet er jo også indstillet på, at husene visuelt skal blive ved med at have sit danske særkende - altså som vi kender det fra Danmark i gamle dage, siger han.
Hver dag får Bent Olsen lejlighed til at holde sit danske ved lige. Enten ved at tale dansk med kunderne i bageriet eller med nogle af de øvrige dansktalende beboere i Solvang.
Nyt gymnasium i samarbejde med Niels Brock
En af de helt store udfordringer for at bevare Solvangs danske islæt er at få de unge til at blive ved med at interessere sig for og involvere sig i aktiviteterne som Dansker-dagene - så Solvang ikke bare bliver en tom kulisse.
Solvang har netop indgået et samarbejde med Niels Brocks College om at etablere et gymnasium i den lille by i USA, hvor 40-50 unge danskere - og på sigt også amerikanske - kan komme og studere.
Eleverne skal også arbejde med forskellige opgaver omkring, hvordan båndene mellem Solvang og Danmark kan blive endnu stærkere, og hvordan det moderne Danmark kan præsenteres i Solvang. Samtidig vil skolen også udbyde en kokkeuddannelse.
- Med samarbejdet får vi også input fra den yngre del af danskerne - og efterfølgende kan de være ambassadører for Solvang hjemme i Danmark, siger Karin Gert Nielsen, Solvangs danske turistpromotor.
Vigtige år i Solvangs historie
1911: Grundlagt af 3 danske immigranter.
1914: Højskolen "Atterdag College" står færdig.
1936: 3 dages festivitas med dans, musik, optog og andre danskinspirerede aktiviteter. Året efter gentages successen, og "Dansker-dagene" bliver en årlig tradition.
1939: Kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid besøger Solvang.
1947: USA's familieblad "The Saturday Evening Post" bringer en stor billedartikel om den danske landsby i Californien. Det får turisterne til at strømme til Solvang.
1951: Solvang Municipal Improvement District (SMID) etableres som en form for selvstyre i byen - i 1985 får Solvang sit første byråd.
1952: Højskolen lukker - lokalerne bruges i stedet til plejehjem.
1960: Tronfølger Margrethe på besøg første gang. Hun besøger Solvang igen i 1976, nu som Dronning Margrethe.
2011: Solvang fylder 100 år, og Prins Henrik er på besøg og fejrer sin fødselsdag i Solvang.