Der er et helt specielt fællesskab på klosteret. Båndet mellem beboerne er tæt. Foto: Kristine Kiilerich
Christine Fuiren var en velhavende kvinde. Hun var enearving efter sine forældre, og i 1703, da hun var 21 år, giftede hun sig med den 57-årige ligeledes velbeslåede Jens Harboe. Han havde titel af gehejmeråd, dengang kongens nærmeste rådgiver. Parret fik ingen børn, og da Harboe døde 24 år før sin unge kone, kunne hun lægge hans formue til det, som hun i forvejen ejede. Da Christine selv lukkede sine øjne i 1735 efter kort tids sygdom, havde hun allerede bestemt, hvad store dele af hendes efterladte midler skulle bruges til.
Et sted for enlige kvinder
Christines beslutning er årsag til, at 15 kvinder i dag bor i det, der engang var gehejmerådindens hjem. Stedet hedder Det Harboeske Enkefruekloster, en stiftelse, hvor der siden Christines død udelukkende har boet kvinder. Først var det borgerskabets enker med børn og tjenestefolk. I dag skal man være 45 år og single uden hjemmeboende børn for at kunne flytte ind i en af de 15 lejligheder. Videncentret Bolius besøgte stedet i 2018. To af beboerne er Geske Svensson og Annemarie Lindvold. De har boet her i henholdsvis fem og tre år.
–Jeg var blevet skilt og ledte efter en bolig. På BoligPortalen så jeg, at en lejlighed var ledig her, men jeg kendte ikke stedet. Beliggenheden på en stærkt trafikeret gade trak ned. Men da jeg så den her fantastiske bygning, var jeg sikker på, at her ville jeg gerne bo, siger Geske Svensson, der ligesom cirka halvdelen af beboerne stadig er erhvervsaktiv.
På væggen i festsalen hænger bl.a. et portræt af Christine Fuiren, som testamenterede sit hjem til stiftelsen for enkefruer. Maleriet blev for nogle år siden fundet på Københavns Rådhus, efter at det var blevet efterlyst i Politiken. Foto: Kristine Kiilerich
Placering i smukke og historiske omgivelser
For Annemarie Lindvold var det også mere de smukke og historiske omgivelser plus beliggenheden midt i København, der trak, end det, at hun også skulle være en del af et fællesskab med andre kvinder. Annemarie er pensionist, men en travl kvinde, der både passer sin nyttehave og dyrker Københavns kulturliv i store mængder.
– Jeg ikke så meget hjemme, siger hun.
– Vi er ikke et fællesskab, hvor man fx har fællesspisning, og man kan godt bo her uden at tage del i fællesskabet. Men alle kender hinanden og ved, hvad der foregår. Det giver tryghed, siger Geske Svensson.
Man passer på hinanden i fællesskabet
Da hun i sin tid fortalte sine voksne døtre, hvor hun skulle bo, blev de især glade for én ting.
– De så en video om stedet, hvor det bliver sagt, at her får man ikke lov til at ligge død i mere end tre minutter – så behøvede de ikke at være så bekymrede, ler Geske.
Og hun og Annemarie mindes straks den dag, hvor Geske og en anden beboer ikke havde hørt fra Annemarie i et stykke tid og heller ikke kunne ringe hende op på telefonen.
– Men der kunne jeg så pludselig se, at der lå en masse opkald til mig, mindes Annemarie og fortsætter:
– Vi løber ikke ind og ud hos hinanden og drikker kaffe, men vi ved, når nogen er eller har været syge eller er bortrejst. Enkelte af vores beboere er også svagt gående, og dem er der altid nogle, som tager sig af.
Huset var ved at falde sammen
At træde ind i ”klostret” ude fra den larmende gade er som at træde ind i en anden verden. Ejendommen var for nogle år siden praktisk talt ved at falde sammen, og stiftelsen havde ingen penge til at sætte i stand. Men i 2008 trådte det daværende Realea (i dag Realdania By & Byg, red.) til og erhvervede ejendommen, hvorefter et kæmpe restaureringsarbejde blev sat i stand med respekt for arkitekturen fra 1700-tallet. Beboerne blev genhuset, og en del vendte tilbage og bor her stadig. De sidder til markant billigere husleje end dem som er flyttet ind efter restaureringen.
De gamle huslejer havde ikke kunnet generere nok penge til vedligeholdelse, men i dag er stiftelsen kommet på fode igen og har et overskud, som beboerne nu nyder godt af.
– Vi har brugt penge på en gartner til at holde vores fine gård, og vi arrangerer fælles ture til museer og udstillinger, fortæller Geske.
Historien bag enkefrueklostret
Den oprindelige bygning, som i dag huser Det Harboeske Enkefruekloster, blev opført 1663-69 af landdrost Simon de Pethum.
Gehejmerådinde Christine Harbo overtog ejendommen i 1708 og testamenterede både ejendommen i København og herregården Støvringgård i Jylland samt sin kontante formue til oprettelse af to klostre. I Jylland var det for jomfruer, mens det i København skulle være bolig for 13 fattige enker efter mænd i samfundets øverste rangklasser.
Betegnelsen kloster betød ikke, at kvinderne var nonner. Men drenge/mænd fra 14 år måtte ikke komme her, og en priorinde var ansat til at holde øje med, at reglementet blev fulgt. De mænd, som administrerede stiftelsen og udarbejdede reglerne, havde dog adgang til stedet.
Bygningen blev købt af Realea A/S i 2006 – i dag Realdania By & Byg. Fra 2006 til 2008 gennemgik bygningen en omfattende restaurering. I dag lejer stiftelsen sig ind hos bygningens ejer.
Stiftelsen Det Harboeske Enkefruekloster ledes af en bestyrelse, der består af seks medlemmer udpeget af Københavns Borgerrepræsentation. To af dem udpeges efter indstilling– af Stiftelsens lejere.
Højloftede og smukke rum, men meget små køkkener med begrænset opbevaringsplads. Det sidste må man leve med, når man bor i en fredet barokbygning midt i København. Foto: Kristine Kiilerich
Adgang kun gennem samtale og venteliste
For at blive optaget på ventelisten skal man først til en samtale med beboerrepræsentanterne, som har indflydelse på, hvem der flytter ind, når en lejlighed bliver ledig.
– Det, vi først og fremmest gerne vil vide ved disse samtaler, er, hvor meget ansøgerne respekterer den fredede ejendom. Fornemmer vi, at det er ligegyldigt for dem, er det måske ikke det rigtige sted for dem at bo, siger Geske.
At ejendommen er fredet, betyder, at man som lejer må acceptere nogle vilkår – fx kan man ikke bare male vægge, paneler og døre i den farve, man måske selv synes er smart.
Betyder disse interviews før udvælgelse af lejere så, at beboerne her ligner hinanden?
– Ja, det gør vi nok, indrømmer Geske, der arbejder som tekstildesigner.
– Vi interesserer os for musik, kunst, og deltager aktivt i kulturlivet. På det punkt ligner vi hinanden meget, supplerer Annemarie.
Mænd må gerne overnatte, men ikke flytte ind
Flere beboere har kærester, og de må gerne overnatte, men ikke flytte ind. Der er heller ingen, der blander sig i, om man kommer sent hjem. Men sådan har det ikke altid været.
Det gamle reglement blandede sig i den grad i enkernes levevis. De skulle deltagele i både morgen- og aftenandagt en time ad gangen, og man skulle nærmest være døddssyg for at blive fritatet. Priorinden bestemte salmerne; hun var ansat om en slags ledelse og opsyn på stedet – en ordning, der først blev afskaffet i 1931. Enkefruerne måtte fx ikke gå uden for klostret om dagen uden tilladelse, og de skulle være hjemme igen senest kl. 21.
– Ja, de har haft det hårdt, de kvinder, konstaterer Annemarie tørt og glæder sig over, at der er sket en del med kvinders forhold siden 1700-tallet. I dag kan hun gå i teatret og komme hjem, når det passer hende, uden at det bliver påtalt noget sted – hverken hos en skrap priorinde eller anden overordnet maskulin myndighed.
Kort om lejlighederne
- I dag rummer ejendommen 15 lejligheder plus en gæstebolig. Størrelsen på lejlighederne er fra ca. 65 til 138 m2.
- Huslejer fra 6.500 til 15.000 kr. inklusive varme. I huslejen er inkluderet, at man betaler til festsal, gæsteværelse og motionsrum.
- Haandværkerforeningen bestyrer ventelisten til de 15 lejemål.
- Betingelsen for at få en bolig er, at man er enlig kvinde, +45 år og bosiddende i København.
Kilder: Bogen ”Det Harboeske Enkefruekloster” m.fl.
