Byhuse har ofte mange dekorative detaljer, som kan være inspireret af mange forskellige stilarter.
Hvad er et byhus?
Byhuset forbindes ofte med den type af huse, som blev bygget i de mellemstore og større byer i perioden fra 1800 til 1920. Dog findes der også byhuse helt fra før 1700, men kun relativt få.
I de større landsbyers historiske bykerner og i købstæderne ses ofte de enetages sammenbyggede gadehuse - en hustype der kan spores helt tilbage fra 1400-tallet fra akæologiske udgravninger. I de lidt større købstæder og stationsbyer ses det forhøjede gadehus på to eller to en halv etage, Byhuse i de store byer blev bygget i to til fire etager og efter 1850 til 1930 sås de fire til fem etagers huse, ofte bygget i historistisk stil - dem som ofte forbindes med betegnelsen "byhuse".
Mange byhuse er i dag blevet opdelt, så der er plads til flere familier.
Indtil midten af 1800-tallet var byhuset og landhuset stort set de eneste hustyper i Danmark.
Før 1860 blev fleretagers byhuse primært bygget i de helt store byer, men i takt med industrialiseringen og jernbanens udbredelse skete der et sandt byggeboom i opførelse af disse huse.
Fra 1860 til 1920 blev jernbanenettet udbygget fra 300 km til 5.000 km, og langs banenettet opstod der 600 stationsbyer, hvor der blev bygget op mod 100.000 nye byhuse.
De første villaer
Omkring 1860 opstod de første villakvarterer omkring København i de områder, vi i dag kender som Frederiksberg og Østerbro. Det var især succesrige købmænd og andre velstillede byboer, der flyttede til de nye villakvarterer.
Dengang blev det anset for galmandsværk at bosætte sig uden for de beskyttende bymure, som omgav København. Og de første villaer blev da også bygget med beskyttende mure rundt om grunden. Men de nye rolige villakvarterer med masser af lys og luft blev hurtigt meget populære som alternativ til den tætbefolkede og usunde bymidte.
Snart blev flere områder omkring København udstykket, bl.a. i Valby ved det gamle Carlsberg og ved Eberts Villaby på Amager, som i dag støder op til Amagerbrogade.
De første villaer havde den samme prangende og særprægede stilblanding som byhusene.
Hvordan er byhusets arkitektur?
Mange byhuse blev bygget til det nye borgerskab, som under industrialiseringen flyttede fra landet og ind til byerne. De nye byboere ønskede ikke at bo i huse, der mindede om de traditionelle bondehuse på landet. I stedet ønskede man mere prangende og pyntelige huse, som lignede de huse, man kendte fra hovedstaden eller fra udlandet.
Derfor adskiller byhuset sig også i både stil og arkitektur fra en hel del af de huse, som blev bygget på landet i samme periode.
Udsmykket gavl på byhus. Foto: Lisbeth Holten
Detalje på byhus: Udsmykning af sandsten.
Udsmykning
Overordnet set er byhusenes arkitektur er en lystig blanding af stilarter fra flere tider - stilperioden kaldes historicisme.
Græske søjler med romerske statuer, religiøse symboler og overdådige barokinspirerede udsmykninger blev gerne mikset uden at bekymre sig om, hvorvidt husets stil var ren og gennemført.
Det vigtigste var, at byhusene så ud af noget udvendigt med store gesimser, blomsterranker, figurer eller ligefrem tårne eller spir. Nogle af det dekorative træk du kan kende et byhus på, er bl.a.:
- Indhak eller blænding: En muret niche (fordybning) i facaden, ses ofte ved vinduer og døre.
- Udkragning: Der hvor murværket ”stikker ud”, fx et vandret bånd eller en pilaster.
- Bånd og gesimser, ofte i en anden farve, hvilket skaber dekorative kontraster i facaden
- Kvaderpuds og refendfugning: ses nederst på facaderne. Pudsen tilføjer en grovhed til overfladen, og med den større afstand mellem fugerne kan dette ofte ligne store sten.
- Symmetri og bevidst asymmetri, der skaber hhv. harmoni og disharmoni i facaderne.
- Sprossede vinduer med håndsmedede vinduesbeslag og fine detaljer.
Inde i boligen var husene derimod ikke altid lige så fornemt udsmykket som udenpå. Stuerne havde dog som regel kunstfærdig stuk, profilerede paneler, fyldningsdøre m.m.
Stilforvirring førte til "Bedre Byggeskik"
Den stilforvirring, som prægede mange af de byhuse og villaer, som blev bygget fra 1800 til 1900, førte med tiden til en modreaktion blandt landets arkitekter.
I 1907 blev ”Akademisk Arkitektforenings Tegnehjælp” oprettet med det formål at rådgive danske bygmestre i at bygge gode danske huse. Og i 1915 kom foreningen ”Bedre Byggeskik" til, som også arbejdede for at fremme byggeriet af huse med gode klassiske proportioner, præcise og ikke unødvendige detaljer samt danske materialer.
Hvilke materialer og byggeteknik er typiske for byhuset?
Selvom inspirationen til byhusenes udtryk og arkitektur blev hentet fra udlandet, var det stadig de velkendte, danske materialer og byggeteknikker, der blev brugt, når husene blev opført.
Byhuset er bl.a. kendetegnet ved:
- Materialer som træ, mursten og teglsten.
- Dannebrogsvinduer med kitfals - falsen imellem vinduesrammen og glasruden, hvor kitten trykkes ned
- Murede detaljer og udsmykninger skabt ved bl.a. at variere murstenenes former, mønstre og farver.
Vand, el og varme
Oprindeligt var husene bygget med kakkelovne og havde vand lagt ind. Desuden havde husene i de større byer gasbelysning.
I kølvandet på industrialiseringen fik byhusene imidlertid nye faciliteter som elektricitet og wc.
I første omgang blot hos de velstillede byboere og derefter over en lang årrække også i de mindre fine byhuse.
Byhusets have blev ofte anlagt i den samme sydeuropæiske landstil som huset.
Hvordan så haven til et byhus oprindeligt ud?
Haven omkring de byhuse, der blev opført i de første villakvarterer, var ligesom huset inspireret af stilen fra et sydeuropæisk landsted.
Huset og haven blev ofte tegnet af samme arkitekt, så de udgjorde en smuk og helstøbt helhed.
Mange historicistiske villaer er dertil også blevet opført med havestuer eller verandaer.
Hvordan bliver byhuset brugt i dag?
Et meget stort antal af de byhuse, som blev bygget i perioden fra 1860 til 1920, står stadig i dag og ligner stort set sig selv, i hvert fald i de overordnede træk.
Mange byhuse, som havde vinduer med ét lag glas, har fået forsatsvinduer. Eller de gamle vinduer er blevet skiftet ud med termovinduer, der ikke altid passer med den oprindelige rudeopdeling og elegante udformning af rammer og sprosser.
Inde i byhusene er der også sket ændringer, i takt med at nye opvarmningssystemer, el og sanitet er blevet introduceret. Desuden er mange byhuse i tidens løb blevet lagt sammen eller opdelt i flere boligenheder, så de opfylder moderne ønsker til boligen.
Rigt udsmykket tårn på byhus. Foto: Lisbeth Holten
Hvilke fordele og ulemper har byhuset?
Fordele ved byhuset
- Byhuse er gode gedigne bygninger udført med holdbare materialer og godt håndværk.
- Selvom mange byhuse ud fra en arkitektonisk betragtning er noget rod stilmæssigt, er de ofte så veludførte, at de udgør en velskabt og vellykket helhed. Udsmykningerne er ofte af fin og smuk kvalitet, der er værd at bevare.
- Byhuse har ofte gode, store og lyse rum med store vinduespartier og højt til loftet - ofte 3 meter eller mere. Især villaerne er meget rummelige.
Ulemper ved byhuset
- Det kan være dyrt at vedligeholde et byhus, hvis det har mange unikke detaljer og udsmykninger.
- Nogle byhuse kan have bygningsdele, fx tårne, spir, specielle kviste m.m., som kan gøre det nødvendigt at søge hjælp hos håndværkere med særlige kundskaber, når der skal vedligeholdes eller repareres.
- Husene kan være indrettet utidssvarende og rummenes fordeling kan være upraktiske i nutidig kontekst. På den tid, hvor huset blev bygget, var det fx. almindeligt, at alle familiens børn delte et fælles børneværelse.
- Byhusets oprindelige køkken er som regel lille og gemt væk i et fjernt hjørne af huset, og i dag vil de fleste gerne have et stort, centralt placeret køkken. Det kan kræve sammenlægning af flere rum, hvis ønsket om et køkken-alrum skal opfyldes.
Billedserie: Gammelt byhus fik glas i gulv og tag
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
