Patriciervillena er en stor, klassisk villa bygget i perioden fra 1860 til omkring 1920. Trods deres ofte høje alder er denne hustype attraktiv hos huskøbere. Foto: Listbeth Holten.
Barok ca. 1650-1740
Barokken opstod i Italien. Stilen er tung, mørk, overdådig, pompøs og til tider overlæsset, men også strengt symmetrisk. Danske barokhuse blev ofte bygget med gavlkviste i facaderne, som skabte midteraksen for facadens symmetriske opbygning.
Omkring år 1700 kom fire væsentlige byggetekniske nyskabelser til Danmark:
- Pudsede facader - puds var godt nok kendt fra tidligere, men det var først i barokken, at man begyndte at pudse hele facader.
- Træsprosser i vinduerne.
- Indvendige trætrapper anbragt i et trapperum.
- Bilæggerovne af støbejern til opvarmning.
I denne periode og helt frem til midt i 1800-tallet findes fritliggende enfamiliehuse i Danmark næsten udelukkende som store arkitekttegnede herskabsvillaer og landsteder, stuehuse på gårde eller meget små fritliggende landhuse til den fattige del af landbobefolkningen.
Der er ganske få almindelige beboelseshuse fra barokken tilbage i Danmark, og det er især byhuse i København og i de ældre byer.
Et udsnit af de arkitektoniske kendetegn, der prægede barokken. Illustration: Søren Vadstrup
Rokoko ca. 1740-1770
Rokokoen kom fra Frankrig, og navnet på stilarten kommer af det franske ord "rocaille", som betyder musling. Rocaille er samtidig navnet på det asymmetriske og orientalsk inspirerede muslingeskallignende ornament, der er selve grundidéen i rokokoen.
Rokokostilen var lys, elegant, graciøs og forfinet. Rokokoen byggede videre på barokkens dekorative stil med søjler og ornamenter, men samtidig var rokokostilens næsten overdrevne lethed og elegance en modreaktion på barokkens mørke og svulstige arkitektur.
Rokokoen er mest kendt fra møbler, men den fantasifulde stil satte også sit præg på mange almindelige byhuse - især på døre, vinduer og trapper.
Almindelige beboelseshuse i rokokostil er i dag sjældne og findes næsten kun i byerne.
Et udsnit af de arkitektoniske kendetegn, der prægede rokokoen. Illustration: Søren Vadstrup
Klassicisme ca. 1770-1850
I den sidste halvdel af det 18. århundrede ændrede arkitekturen sig hurtigt. Rokokoen blev umoderne, og i stedet kom klassicismen til at dominere arkitekturen. Klassicismen var inspireret af antikkens idealer.
De klassicistiske huse havde rene, høje, slanke og enkle former, lige linjer, og en symmetrisk og harmonisk opbygning. Søjler, buer og enkle geometriske former som kvadrater, trekanter og cirkler blev brugt som dekorationselementer.
Omkring år 1800 blev det muligt at lave rudeglas i større format. Det førte til ”det klassicistiske vindue’, som har én rude i de øverste rammer og to i rammerne under tvær¬posten, det ses oftest i gadefacaden – mens man fortsat brugte de billigere smårudede vinduer ud mod gården
Klassicistiske byhuse blev opført i stort omfang. De findes stadig, både i København og rundt om i provinsen.
I perioden 1800-1850 blev der stadig bygget bindingsværkshuse på landet, men de gennemgik en byggeteknisk udvikling. De fik større vinduer og højere til loftet.
Der findes stadig mange huse fra den klassicistiske periode i Danmark, både byhuse og fritliggende huse på landet.
Historicisme ca. 1850-1915
Historicismen har fået sit navn, fordi man fra 1850 begyndte at genbruge mange af de tidligere stilperioders arkitektur, både gotikken, renæssancen, barokken og klassicismen. Efterhånden begyndte man dog også at blande de forskellige stilarter, så samme hus kunne have elementer fra forskellige stilarter.
Perioden var præget af industrialiseringen, som bød på mange nye materialer i byggeriet, fx tegl, mursten og tagsten i nye former, portlandcement (en blanding af kalksten og ler), gipsstuk, støbejern, valset jern og terrakotta. Men også nye malingstyper, nye rudeglas og nye tagmaterialer som naturskifer og valset zink satte deres præg på periodens byggeri.
Industrialiseringen medførte også en massiv folkevandring fra landet og ind til byernes fabrikker. Derved opstod en ny type boligkvarterer med arbejderboliger i op til fem etager og med både to og tre baggårde med mangel på lys og luft som resultat.
Det var dog også i denne periode, at de første egentlige villaer blev bygget til de mere velhavende borgere i byerne. De fleste villaer fra perioden er enten patriciervillaer eller villaer bygget i nationalromantisk stil.
Patriciervillaen
I perioden fra 1860 til 1920 blev der bygget mange patriciervillaer. Patricier betyder overklasseborger, og det var netop folk med gode indtægter, der havde råd til denne hustype.
Patriciervillaerne var ofte bygget i historicistisk stil og med en enkel udsmykning og dekorative elementer inspireret af antikken, fx søjler.
En typisk villa fra denne tid er stor, hvid og har sortglaseret tegltag. En stil, som stadig er meget attraktiv hos huskøbere.
Eksempel på en patriciervilla bygget til det bedre borgerskab i løbet af den historicistiske stilperiode. Foto: Lisbeth Holten
Den nationalromantiske villa
Omkring år 1900 blev der bygget en del villaer i den nationalromantiske stil. Det var en strømning i arkitekturen, hvor man ønskede at give bygningerne et nationalt udtryk.
Man hentede inspiration fra gamle nordiske bygningstyper, fx træudskæringer og udsmykninger fra gamle nordiske ornamenter. Bindingsværket blev også brugt som dekoration, selvom det ikke længere var nødvendigt for at holde på murværket. Husene er for det meste opført af typiske danske byggematerialer som røde mursten og tegl på taget.
Nyklassicisme ca. 1915-1930
I begyndelsen af det 20. århundrede vendte arkitekterne igen blikket bagud i arkitekturhistorien mod den antikke arkitektur, som også var fremme under klassicismen. Denne stilperiode fra 1915 til 1930 kaldes derfor nyklassicismen, og periodens arkitektur minder meget om trækkene fra den klassicistiske periode i årene fra 1770 til 1850.
Nyklassicismens enkelhed, rene former og lige linjer var en reaktion på historicismens blandede stilarter. Arkitekterne ønskede at bygge en bygning ud fra én ide og én form, som alle detaljer skulle indordne sig under.
Villaen var siden 1850'erne blevet en mere og mere almindelig boligform for mere velhavende byboer, og efterhånden fik også den bedrestillede del af middelklassen råd til at flytte i eget hus.
Murermestervillaen hører til nyklassicismen. Foto: Lisbeth Holten
For arkitekterne var det en helt ny opgave at bygge huse til mere almindelige mennesker.
Murermestervillaen
Murermestervillaen er den mest kendte type villa fra perioden. Denne type huse blev bygget fra ca. 1913 og frem til midten af 1930'erne. Murermestervillaen var typisk et enkelt hus opført af røde mursten og med rødt tegltag. Stueetagen var som regel delt i 4 næsten lige store rum, som var placeret omkring en central skorsten.
