
Der er ikke meget vægplads ledig til ophængning af malerier. Men til gengæld rig udsmykning i de velbevarede spærkonstruktioner. Foto: home Vejle
Den nedlagte mølle ligger midt i landsbyen Stouby, 20 km øst for Vejle. Møllen er ombygget i 1999 og indrettet som bolig med 189 kvadratmeter fordelt på tre etager.
For et par år siden installerede ejeren en varmepumpe, og der er indlagt gulvvarme på møllens 1. sal. Stort set en indflytningsklar bolig, ifølge Jesper Frendrup Guldmann, ejendomsmægler og salgsdirektør hos home Vejle.
– Der skal bare lige males, så kan man flytte ind. Boligen er i god stand, både udvendigt og indvendigt. Det er liebhaveri, men til en meget fornuftig pris på bare 1.945.000 kroner.
Boliger, der har været noget andet: Møllen

Stouby Mølle. Foto: home Vejle
Vind- og vandmøller har haft deres rolle i Danmark siden middelalderen, men med industrialiseringens indtog i Danmark forsvandt behovet for møllerne. Mange af møllerne står heldigvis stadig rundtom i Danmark, og mange af disse er ombygget til boliger. Især de karakteristiske hollandske vindmøller – har potentiale som særegne boliger, og vi besøger en mølle fra 1864 i Stouby, der står til salg.
Kræver en del fremvisninger
Trods Stouby Mølles gode stand er Jesper forberedt på, at der nok skal en del fremvisninger til, før boligen har skiftet hænder. Stouby Mølle havde været til salg hos en anden mægler gennem nogle år, men prisen var sat for højt ifølge vurderingen hos home.
Nu er møllen sat ned med 300.000 kroner, og i løbet af de 14 dage, den har været til salg hos ny mægler, har der været tre fremvisninger.
Jesper har et bud på, hvilken type køber der kommer til at byde på boligen:
– Jeg tror, de nye ejere kunne være et par i 50’erne, der ikke længere har brug for så meget plads og kan lide boligens charmerende detaljer og historie. Men det kunne også være en maler eller kunsthåndværker, der vil bruge møllen som atelier eller udstillingsrum. Der er nemlig et fantastisk lysindfald på 1. sal.

Der er mange detaljer at gå på opdagelse i inde i en bolig, der engang var noget andet – her møllens tandhjul. Foto: home Vejle

Møllens boligareal fordeler sig på tre etager – her ved indgangen i stueplan. Foto: home Vejle
En fantastisk boligoplevelse
Møllens nuværende ejer ønsker at sælge, fordi han ikke har brug for så meget plads længere – ikke fordi han er træt af boligen. Han er midt i 60’erne og stadig aktiv på arbejdsmarkedet, fortæller ejendomsmægleren.
Ejeren har boet i møllen siden 2007 og købte den, fordi han var betaget af byggestilen og samtidig gerne ville bo midt i et parcelhuskvarter. Han købte møllen for 1,9 millioner kroner og kommer således ikke til at tjene på boligsalget, da han også bekostede installeringen af varmepumpe.
Derfor kan man sige, at den gamle sandhed om, at mursten er den sikreste måde at få forrentet sine penge på, ikke holder i dette tilfælde, medgiver Jesper. Omvendt er tiltrækningen ved at bo i så unik en bolig det hele værd, mener han:
– Jeg har været ejendomsmægler i 26 år, og jeg må bare sige, at da jeg trådte ind i den her bolig, blev jeg helt blæst bagover. Det er simpelthen en fantastisk boligoplevelse, fordi mange detaljer er bevaret – om det så er møllens gamle tandhjul, så kan det stadig ses i huset, og møllestenen indgår i flisebelægningen.
Fakta om Stouby Mølle
- Stouby Mølle i Stouby ved Vejle er opført i 1864.
- Møllen blev ombygget og renoveret til sin nuværende stand i 1999.
- Stouby Mølle har været udbudt til salg siden 2018, men via ny mægler fra januar 2024.
- Ifølge ejendomsmægler Jesper Frendrup Guldmann er det svært at sælge boliger, der oprindeligt havde et andet formål, på grund af arealudnyttelsen og skæve vinkler.
Udfordringer ved gamle huse
Udfordringen ved at sælge møllen er blandt andet, at boligarealet fordeler sig på kun tre rum, og der er mange trapper. Det indsnævrer køberskaren betydeligt. Omvendt mener Jesper, at møllens gode stand kan være et afgørende salgsargument:
– Generelt kan det være svært at sælge gamle eller specielle bygninger, hvis der er oliefyr, eller det ikke er muligt at installere gulvvarme eller efterisolere. Man kan ikke så nemt forbedre boligen, som man kan ved et typehus. Omvendt har de gamle boliger ofte et sundt indeklima, pointerer Jesper og siger:
– De gamle bygninger er ikke overisolerede – moderne huse er så tætte, at hvis ventilationsanlægget går i stykker, så er det nærmest en katastrofe. Velbyggede gamle huse ånder selv.
Ud over at sætte prisen på boligen ned har home Vejle gjort ekstra ud af salgsbeskrivelsen for Stouby Mølle, fortæller Jesper, og så prøver de at promovere, at møllen også kan bruges til erhverv. Men dét at få en speciel bolig til salg gavner en ejendomsmægler på flere måder, mener han:
– Vi har jo mange ”rugbrødsopgaver” med at sælge parcelhuse, så det er spændende at få noget anderledes som det her ind. Men det er da også med til at sætte os på landkortet, at vi har sådan en særlig bolig til salg. Det er noget, folk lægger mærke til og husker os på. Så hvis vi ender med at sælge møllen, vil det givetvis smitte positivt af på vores image.
Siden interviewet er der sket et prisfald, så boligen i slutningen af 2024 er til salg for 1.795.000 kroner.