300 huse var Sveriges gave til et bombet Bornholm

Hele Danmark fejrede befrielsen fra den tyske besættelsesmagt den 4. og 5. maj 1945. Befrielsen blev også grundigt fejret på Bornholm, men kun indtil bornholmerne erfarede, at den tyske kommandant Gerhard von Kamptz kun ville kapitulere til englænderne. 

Men englænderne kom aldrig til Bornholm. Det vidste bornholmerne ikke, og derfor kom det som et lyn fra en klar himmel, da fly fra Sovjetunionen kastede bomber ud over Rønne og Nexø den 7. og 8. maj 1945. 

Bornholm besat af Sovjetunionen

Tyskerne overgav sig til russerne, som besatte Bornholm den 9. maj 1945 og godt 11 måneder frem til den 5. april 1946, der i dag fejres som den egentlige befrielsesdag på Bornholm. 

10 danskere blev dræbt ved bombardementet og 35 såret. Også de materielle skader var voldsomme. Over 3.000 huse i Rønne blev beskadiget under bombardementet, heraf var over 200 totalt ødelagte. I Nexø fik 856 huse skader, hvoraf 175 blev totalt ødelagt.  

Efter bombardementet stod 750 familier i Rønne og Nexø nu pludselig uden tag over hovedet. 

Den svenske befolkning var dybt berørt over, at deres nære nabo var blevet udsat for så alvorlige menneskelige og materielle skader. Den svenske regering tilbød derfor at stille et antal præfabrikerede træhuse med alt inventar til rådighed.

Gaven blev modtaget med stor glæde, og de bornholmske kommuner fandt hurtigt egnede byggegrunde og fik støbt fundamenter og kældre i en fart. Allerede i juli 1945 kom der leverancer til træhusene, og i september samme år var de første huse klar til indflytning.

Den svenske stat leverede i alt 300 træhuse til de to ramte byer, og de kom i to typer: bungalower i én etage og villaer i to etager. 225 huse blev opstillet i Rønne, og 75 huse i Nexø.

På Malmøvej 1 i Rønne bor Mathilde Nielsen, 30 år, og Andreas Grosbøll, 43 år. Den store hjørnegrund rummer en enorm og eventyrlig have, og den var også en af grundene til, at sælger solgte huset videre til parret i 2016.

Andreas og Mathildes sammenbragte familie er af den moderne slags. Hver anden uge bor der fire børn, og hver anden uge har parret det for sig selv. I kælderen residerer de to teenagere, mens de to mindre børn holder til på 1. sal. 

- At huset har den fleksibilitet, gør det optimalt for vores familie, der både er stor og lille. Huset føles aldrig for stort eller småt, for vi har indrettet os med mange muligheder for at lukke af og åbne op – alt efter, om man trænger til at være alene eller være sammen, forklarer Mathilde.

Andreas fortæller, at husenes historie ikke er noget, man tænker over i hverdagen, men ofte noget, man fortæller til folk ’ovrefra’, altså uden for Bornholm, fordi det er en god historie. 

- Der er et fællesskab omkring de ens huse. Man kigger da efter gode idéer til løsninger og inspiration hos de andre, og det skaber lidt en holdånd, forklarer han.

Parret kan godt lide, at husene er ens udenpå 

- Det tilfører kvarteret et harmonisk look. Men inden døre overtager nye ejere jo tidligere ejeres løsninger. Køkkenet var åbent ind til spisestuen, da vi overtog huset, men vi har indrettet en lille spisekrog i et hjørne, hvor man kan putte sig eller lige få en hurtig kop kaffe. Vi har også afskærmet stuen med glasdøre, så drengene kan spille i fred. Børn er skønne, men de larmer. Det skal de have lov til, og derfor har vi skabt mange hyggekroge, hvor man både kan være hver for sig og sammen på samme tid, siger Mathilde.

Andreas kan godt lide, at husejerne kan inspirere hinanden, fordi lærredet er ens så at sige. 

- Niels fra nummer 15 er fx helt vild med vores reol i stuen. At få sådan en er hans kone slet ikke med på, så nu er han i gang med at arrangere, at hun skal med herover og se den med et glas vin i hånden. Det er da superhyggeligt, griner han. 

- Vi havde fx også altid ønsket os et helt åbent køkken, men så var vi nede hos Henriette på Værmlandsvej, og hun har et lukket køkken, og det er simpelthen så hyggeligt. Derfor besluttede vi at etablere hjørnet med slagbænken og skabe et rum i rummet, fortæller Mathilde.

Selvom isoleringen ikke er helt tilstrækkelig om vinteren, er familien vilde med deres hus. Arkitekturen er fleksibel, intet er nagelfast – det giver en god frihed til at gøre, som man vil.

På Sveasvej 30 bor familien Fensbo, der består af forældrene, Julie og Theis, samt parrets fælles og sammenbragte børn, Mathias og Naja på henholdsvis 19 og 18 år samt Iviluna og Unni på henholdsvis 10 og 9 år.

I huset er de fleste vægge fjernet på begge etager. I kælderen sover de to teenagere, og på 1.-salen sover forældre og de to små i hver sin ende af et stort rum.

Familien købte huset i 2007 ubeset, for familien ville gerne til Bornholm og bo, og da Theis er håndværker, og de gerne selv ville renovere bæredygtigt, var det umiddelbart ikke et problem. 

- Huset stod stort set originalt og var meget slidt, men træværket var sundt, og det er typisk for disse huse. Men da man havde lavet nogle ringe løsninger i forhold til den bærende konstruktion tidligere, besluttede vi os for at gå radikalt til værks. Altså flå alt ud og bygge alt op på bæredygtig vis og med alternative materialer, forklarer Julie Fensbo, der i et halvt år gik til hånde hos en svend og en lærling for at få huset færdigt. 

Selvom drømmen var et landsted, så er det meget praktisk at bo i Rønne, når man har fire børn, der skal til alverdens ting. Så parret besluttede at blive i øens største by, og rev i samme moment alt fra vinduer og døre til vægge ud af huset. Kun gulvet fik lov at blive. 

- Vi havde en drøm om noget helt anderledes. Theis er en del af virksomheden Byg-Grønt, der istandsætter bæredygtigt, og derfor ville vi også forsøge at gøre vores hus så bæredygtigt som muligt, forklarer Julie.

I dag er væggene beklædt med ler, der er skudt op med en brandslange med en efterfølgende tørretid på tre uger. Inderst består de af træ, udenpå er det strå, der holder sammen på det våde ler. Leret på væggene er fugtsugende og åndbart, og som glat overfladefinish har parret påført en blanding af ler, kalk og økologisk kvark. 

- Det dejlige ved at bo i et svenskehus er netop, at vi kan sætte vores eget præg på det, selvom det har så mange år på bagen. For os er det vigtigt at kunne bo i et sundt og åndbart hus. Vi kan virkelig mærke forskellen på vores hus, og når vi er ude hos andre. Det kan være lidt tungt med de mange restriktioner til husenes ydre, men det giver også en charme til kvarteret. Det minder mig om Grønland, hvor jeg er vokset op i finske træhuse, og svenskehusene er lige så skønne at bo i, siger Julie Fensbo.

På Sveasvej 28 bor Inge og Jan Gulstad, og det har de gjort siden 1976. Parret på henholdsvis 70 og 74 år købte huset til 332.000 kr., som var mange penge dengang. 

Selvom huset var dyrt for dem, tiltalte det dem begge, men især Jan. 

- Jeg voksede op i huset på den anden side af gaden, så jeg har leget på den her vej, da jeg var helt lille. For mig var det her hus som at komme hjem, fortæller Jan, der var barn i en af de familier, der efter bombardementerne fik et træhus at bo i.

Han var fire år og husker det som vild luksus at flytte ind i Sveasvej 23, et spritnyt svensk hus med centralvarme, gaskomfur, eget værelse og rolige gader, der indbød til leg for kvarterets unger. Desværre flyttede Jans familie efter kun fire år i huset. 

- I dag er der ingen børn, der leger på gaden som dengang. Jeg brugte timer på at lege med mit trægevær, mindes Jan.

Han og Inge har ændret noget i huset, men meget er også bevaret. Badeværelset er blevet større, men køkkenet er originalt med enkelte forbedringer. Gennem tiden har lågerne haft forskellige farver, først lyseblå, så orange i 1970’erne, og i dag er de malet i en grøn nuance.

- Køkkenet er vores yndlingsrum, for her er så hyggeligt. Vi har siddet 10 til bords til frokost med sild og snaps, men det er også hyggeligt, når det bare er os to. Vi har gennem tiden skiftet bordplade og repareret underskabe, men det meste er originalt, forklarer Jan og hiver straks ud i en slags æltekasse, beregnet til datidens husmødres daglige bagerier.

Parret fortæller om et godt indeklima - lunt og let at opvarme om vinteren, køligt og ventilerende om sommeren. Og om de 63 m2 i grundplan, de 120 m2 i alt og om de tre værelser på 1.-salen, der, efter at sønnen og datteren er flyttet, i dag bruges til deres ”bellabella” - bornholmsk for børnebørn. 

Inge afslører, at parret er på udkig efter deres næste og sidste bolig, for trapperne og husets størrelse er ved at være for stor en mundfuld.

- Huset er for stort, når der skal gøres rent. Og jeg kan godt mærke trapperne i mine knæ, selvom de samme trapper også har været med til at holde os i gang. Men det har været en skøn tid her og et skønt sted for børnene at vokse op. Gaderne er smukke, og husene ligger så harmonisk på række. Jeg kan godt lide, at der er restriktioner mod fx solceller på taget og fjernelse af skorsten og skodder. Hyggen ligger også i ensartetheden, og den har vi nydt i alle årene, siger Inge.