Vi glæder os, til det bliver tirsdag

Tirsdag er en god dag for mændene i boligforeningen Tranehavegård i Københavns Sydhavn. Her bliver døren lukket op til kælderen, og 15-20 mænd drysser ned af den smalle, kolde trappe og sætter sig til rette i det lavloftede rum med laksefarvede vægge og synlige rør. De, der ikke kan klare trapperne, tager elevatoren ned i kørestol eller på krykker. 

Alle sætter sig rundt om det aflange bord med rød og hvidternet dug, hvor der straks bliver dækket op med kaffe og wienerbrød. Der står en sækkevogn i det ene hjørne, og et klaver og et fjernsyn i det andet. På væggene hænger gamle lamper og flossede sedler og fotos. Her skal ikke være fint – her skal være hyggeligt. For her holder mandeklubben til.

- Men ”Fru Larsen” har jo pyntet med lys og blomster på bordet, klukker formand Hans Trolle og peger på klubbens yngste medlem, 54-årige Robert Larsen, der griner med.

Tonen er sat fri i klubben, og alle finder sig i grove vittigheder, mens de storsmilende og meget lidt fornærmede spørger journalisten: ”Kan du se, hvad jeg skal finde mig i?”. Bramfriheden er vigtig, mener mændene.

- Vi kan snakke om nogle andre ting, fordi der ikke er kvinder. Vi startede mandeklubben for at få mændene ud af deres lejligheder. Mange sad alene og kom ikke ud. Det gør de nu. Det har været en stor succes, fortæller Benny Sørensen.

Han har en fortid som både professionel cykelrytter og kongelig porcelænsmaler, men nu er han pensionist og bor alene, fordi han mistede sin kone for et år siden. Så han er en af de mange enlige i klubben, der især kommer for kammeratskabets skyld.

Det gælder også for færingen Elmer Hansen, der er gammel elektriker og maskinmester og har levet det meste af sit liv på havet.

- Det bedste liv var at være sømand. På havet var der ingen regninger eller telefoner, der forstyrrede. Og når man kom hjem, havde man pungen fuld af penge, men ingen kvinde til at bruge dem, fortæller han fnisende og bedyrer, at han altså godt kan lide kvinder. 

Nu hvor hans sømandsdage er forbi, er han glad for at holde sig i gang ved at engagere sig i både mandeklubben i Tranehavegård og Det Færøske Hus på Vesterbro, hvor han også kommer meget.

Der er dog også flere i mandeklubben, der har en ægtefælle derhjemme. Som tidligere elektronikmekaniker Lars Hansen og tidligere kranfører Johnhart Rasmussen. Men det betyder ikke, at mandeklubben betyder mindre for dem. 

- Mænd er ikke så gode til at komme ud af sig selv. De skal have et skub. Og her hjælper mandeklubben. Vi har jo også startet et værksted, hvor vi kan reparere både vores egne og boligforeningens ting. Og man kan ringe til os, hvis man har brug for hjælp til at hænge en lampe eller et billede op. Det er især damerne i boligforeningen glade for, forklarer Johnhart Rasmussen.

- Selv om jeg ikke er alene, betyder fællesskabet da meget. Det er rart at have nogen at mødes med, og på den måde tror jeg også, mandeklubben er et plus for boligforeningens miljø generelt. Socialt, men også i forhold til det praktiske. For eksempel er vi gået i gang med at reparere alle bænkene i området, og vi har bygget fuglehuse og hængt dem op på husgavlene, supplerer Lars Hansen.

Hans Trolle er meget enig i, at mandeklubben ikke bare betyder noget for den enkelte mands livskvalitet, men også for Tranehavegård som helhed.

- Vi er blevet mere opmærksomme på hinanden og holder øje med hinanden. Er der en, vi ikke har set nogle dage, går vi hen og banker på, fortæller han. 

Han er i øvrigt selv kendt for at hjælpe naboerne med både at handle ind eller betale regninger digitalt, hvis de har brug for det. Som tidligere fællestillidsmand for chaufførerne i København, kan han ikke lade være med at engagere sig i hele området.

Selv om mandeklubben ikke skal forveksles med afdelingsbestyrelsen i Tranehavegård – trods flere gengangere – bliver boligforeningens udfordringer også diskuteret på klubmøderne. Denne dag kommer der hen over kaffen mange idéer til, hvordan man kan løse problemet med, at folk ”pisser over det hele” ude foran købmanden. Alt fra skilte om ”Tissefri zone” til opstilling af pissoirs bliver foreslået og vil blive bragt videre til bestyrelsen. 

Mandeklubben har også engageret sig i byrumsprojektet ”Bevæg Byen”, hvor to arkitekter er i gang med at bygge en pavillon i Tranehavegård. Her regner klubben med i fremtiden at kunne rykke møderne ud, når vejret er godt.

Selv om de grove bemærkninger og vittighederne sidder løst hos de fleste i mandeklubben, er der også plads til de mere indadvendte typer. De hænger ud, får sig en kop kaffe og griner lidt i skægget med de andre. Og alvorlige emner bliver også vendt mellem wienerbrødsmundfulde. 

- Vi kan tage en masse pis på hinanden, men vi kan også snakke om hverdagens problemer, og vi kan fejre hinandens fødselsdage og gode nyheder. Det sociale samvær er utrolig vigtigt, og jeg tror, jeg kan sige, at vi alle altid glæder os til, det bliver tirsdag. Alle nye, der flytter ind, får også at vide, at vi findes. For mænd i alle aldre er velkomne og kan have gavn af at komme her, forklarer Robert Larsen, der er tidligere tømrermester, men efter en arbejdsulykke er blevet lam i underkroppen. 

Mandeklubbens succes har betydet, at flere af medlemmerne har holdt foredrag i andre boligforeninger om, hvordan man kan komme i gang med sådan et projekt – og det har ført til flere mandeklubber rundt omkring. Kvinderne i Tranehavegård er i øvrigt også blevet lidt misundelige på mændenes fællesskab. Faktisk så meget, at de nu har kopieret idéen og startet en dameklub. Hvad de laver, vil dog kræve et nyt besøg at finde ud af. For det ved mændene ingenting om.

- De laver vel dameting, griner Hans Trolle.