Der er 31 huse i det privatejede bofællesskab på Falster. Og selvom de sidste beboere først lige er flyttet ind, spirrer fællesskabet allerede. Foto: Ingrid Riis
Hvedebrødsdagene er knap begyndt. I november 2020 flyttede det sidste par ind i det privatejede seniorbofællesskab Sundhaven på Hasselø seks kilometer fra Nykøbing Falster. De blev budt velkommen som alle de andre beboere med kaffe og kage, og nu er alle 31 huse udlejet, kun otte måneder efter de første flyttede ind.
- Sundhaven er et privatejet bofællesskab, som tilbyder lejemål i 31 rækkehuslejligheder, et fælleshus og et stort fællesareal på ca. 9.000 m2.
- Det ligger på Hasselø i Guldborgsund kommune.
- Udlejer sørger for al udvendig vedligeholdelse, pleje af fællesarealer, græsslåning, klipning af hæk, snerydning, tømning af tagrender mm.
- Lejeren har ansvar for den indvendige vedligeholdelse.
- To typer lejligheder på 85 og 105 m2 begge med loft til kip til hhv. 7.450 kr. og 8.950 kr. plus forbrug. Dertil kommer redskabsrum på 5m2.
- Der er husorden og et udkast til værdigrundlag, som dog ikke er vedtaget endnu.
- Alderskriteriet er +50 og uden hjemmeboende børn.
Det meste byggerod er væk, men haverne foran de små rækkehuse er knap vokset til endnu. Et par håndværkere er i gang med de sidste tilpasninger på husene, som ligger ud til et stort fredet fællesareal og frie marker mod nord.
De allerførste, der meldte sig som interesserede, var 78-årige Pernille Lorentzen og hende mand Mogens på 87. Ægteparret reflekterede på et opslag, som de to bygherrer Hans Nielsen og Jeanne Wied havde lagt på internettet. Her efterlyste de interesserede, der kunne tænke sig at leje en bolig i Sundhaven, som må siges at være Falsters første egentlige seniorbofællesskab.
Husene var tegnet, men ikke bygget endnu, og formen på fællesskabet var heller ikke dannet, så alle muligheder for medbestemmelse om tilblivelsen var til stede for dem, der meldte sig.
Traf beslutningen på et døgn
– Vi var også de første, der valgte bolig, fortæller Pernille Lorentzen.
Hun er bioanalytiker af uddannelse, har arbejdet 20 år som sådan på Nykøbing F. Sygehus, men har også forfulgt en passion for blomsterdekorationer. De seneste 30 år har hun drevet Blomsterskrædderen med både salg og kurser i at dekorere med blomster.
En passion, det overraskende nok har været muligt at tage med til bofællesskabet, idet hun har fået plads i et rum, der egentlig var tænkt til garage for havetraktor og værksted for enden af fælleshuset. Nu har hun indtaget det 25m2 store rum og har flyttet sin forretning ind i Sundhaven som en af de få stadigt erhvervsaktive. Mogens er pensioneret maskiningeniør og har drevet et bådværft i Bandholm i mange år.
– Vi boede formidabelt med udsigt til Guldborgsund i et 280 m2 landhus med værksted og en række sidebygninger, der havde knopskudt gennem årene. Men det var blevet for stort, og stærkt opfordret af vores yngste datter besluttede vi at finde noget mindre. Vedligeholdelsen var blevet for overvældende for min mand, og i længden kunne jeg se, at vi ikke ville kunne klare hus og have, siger hun og fortsætter.
– Jeg gik på nettet samme aften, fandt helt tilfældigt Hans Nielsens opslag og meldte os til. Beslutningen blev simpelthen truffet på et døgn.
Der gik lidt over et år, fra parret havde meldt sig som interesseret, til boligen stod klar. De solgte hus og en ustyrlig bunke indbo til den næste ejer, og midt under corona-nedlukningen i foråret 2020 flyttede de til en fireværelses lejlighed på 105 m2 med køkken og stue i ét og panoramaudsigt over markerne.
Fælleshuset har endnu ikke prøvet at have alle beboere samlet indendørs. Til gengæld er der mange mindre aktiviteter som Mensendieck-gymnastik, whist, nørkleklub, et køkken, to gæsteværelser og et stort tv til film, operaaften eller fællessang – når det er tilladt. Og så er der ikke mindst en frivillig kagekasse. På en lukket facebookgruppe bliver der kaldt ind, når nogen har bagt, og så samles man udenfor til nybagt kage.
Det kombinerede stue og køkken har en formidabel udsigt ud over åbne marker i Pernille og Mogens' nye hjem. At der er loft til kip, gør rummene meget større og giver meget lys i lokalerne. Foto Ingrid Riis
Mindre ensomhed
Pernille og Mogens Lorentzen er bare begejstrede. Deres forventninger til at flytte ind i et bofællesskab er overgået mange gange. Både til boligen, til bygningerne og til sammenholdet, der er vokset i takt med, at flere og flere er kommet til.
– Vi var lige ved at blive drikfældige i starten, for alle bød på champagne ved deres indflytning, smiler Mogens fra sin læderstol.
Pernille Lorentzen har engageret sig i stort set alt – lige fra forskønnelsesudvalg til visitationsudvalg, mens hendes mand bidrager, hvor han kan, primært i det sociale:
– Jeg er først og fremmest lettet over at slippe for al den vedligeholdelse, der var med vores gamle hus. Det har været helt uden tårer, at vi er flyttet til noget mindre. Vi flyttede ikke nødvendigvis hertil på grund af fællesskabet, men jeg er blevet meget glad for det. Jeg er dårligt gående, og det irriterer mig virkelig meget. Men dels er Pernille meget iderig og god til at skabe kontakter, dels er det meget nemmere for mig at gå en lille tur op til butikken og fælleshuset og se, om der er nogen, der er i gang med at drikke kaffe, forklarer Mogens Lorentzen og fortsætter.
– Jeg har ikke så nemt ved at kontakte andre, blandt andet fordi jeg ikke altid kan huske alle folks navne, men det er lykkedes meget godt her. I vores gamle hus havde vi fået et godt forhold til nogle nye naboer, men ellers var vi ret ensomme derude. Jeg var i hvert fald. Men her har jeg fået rigtig fin kontakt med nogle af dem, der bor her.
Man er ikke i tvivl om, hvilket hus Pernille og Mogens Lorentzen bor i. Blomsterskrædderens passion træder tydeligt frem såvel i haven foran huset, såvel som indendørs. Foto Ingrid Riis
Torvet opstod tilfældigt
En del af forklaringen ligger i, at der under byggeriet af fælleshuset helt naturligt opstod en form for torv udenfor, hvor håndværkerne sad og spiste deres frokost.
Egentlig skulle der have været parkeringspladser, men de blev droppet, og i stedet er der nu den skønneste plads med bænke og borde, som er flittigt brugt i løbet af sommeren. I spøg kalder beboerne torvet for Hans Nielsen Plads.
– Vi havde ikke tænkt på at skabe netop det rum, fortæller bygherrerne Hans Nielsen og Jeanne Wied.
– Men nu er vi blevet mere opmærksomme på at finde steder, hvor det uformelle møde kan folde sig ud.
Proces med dialog
I det hele taget har parret lyttet meget til beboernes ønsker og tilpasset undervejs, fuldstændig som de ønskede at gøre det, da de lagde ideen om bofællesskabet ud. En fremgangsmåde, der har krævet noget af en proces.
De to ønskede at bygge på en stor grund, der ligger lige bag ved deres egen ejendom ud til Guldborgsund. De har så at sige Sundhaven som nærmeste nabo. De ville imidlertid ikke lægge sig fast på, hvordan fællesskabet skulle opbygges, men kun stille rammerne til rådighed.
I januar 2019 blev de første åbne møder holdt, hvor alle interesserede kunne lytte med og komme med input, i begyndelsen til indretning og materialevalg. Senere, da der havde udkrystalliseret sig en gruppe, som formentlig ville flytte ind, begyndte de kommende beboere at diskutere værdisættet for fællesskabet.
Og den diskussion er ikke så færdig endnu, at den er nedfældet endeligt. Blandt de punkter, som kom op på nogle livlige møder, var diskussioner om husdyr, om en eventuel fælleskasse til aktiviteter, om hvor tit der skulle være fællesspisning, eller om der overhovedet skulle være det.
Diskussionerne var med til at pege på udfordringer, der kan opstå i et nyt fællesskab, og også med til, at nogle faldt fra, mens andre netop valgte sig til.
– Vi ville gerne have, at de beboere, der endte med at flytte ind, blev dem, der besluttede værdisættet, forklarer parret.
De har fuld tiltro til, at det kommer til at gå godt uden indblanding.
– I begyndelsen gjorde vi, hvad vi kunne for at skubbe fællesskabet i gang, men det kan man ikke. Det spirer, når vi har sat rammerne for det, men det er beboerne selv, der siger – skal vi ikke binde blomster, spille kort, lave urtehave.
– Vi var heldige, at de første faldt i hak med hinanden og tog godt imod de nye. Selv om de har boet i støv og larm, har de ikke brokket sig. Vi er kommet med skitser til vedtægter og husorden, men har ikke lagt os fast på noget på forhånd. Vi tænker mest – den tid den sorg; det er ikke sikkert, der opstår problemer, og alle de ting, beboerne er kommet med hidtil, har vi fundet en løsning på.
Ingen loft på alder
Visitationen er dog holdt delvist uden for beboerdemokratiet. Der er en venteliste, hvor interesserede har skrevet sig op, men hvor man ikke får plads efter tur, men efter hvad der vil være godt for fællesskabet.
Beboere og ejerpar har dannet et visitationsudvalg. Det indstiller, hvem der vil være bedst som nye beboere. Men i sidste ende har værtsparret det endelige ord, blandt andet for at det ikke langsomt ender med, at det kun er beboernes venner, der kommer ind. Det vil måske kunne medføre klikedannelse, tænker værtsparret. Endelig kan de indstillede være nogle, der først skal sælge eget hus eller på anden måde ikke kan flytte ind hurtigt nok i forhold til at få besat lejlighederne.
– Vi har et alderskriterie på 50+ som indflyttere uden hjemmeboende børn. Men vi har ikke sat et loft på. Vi har i den nuværende sammensætning en meget god fordeling af alle aldre. Den yngste er 52 og den ældste er 88. Vi er klar over, at man skal passe på med, at alle ikke bliver rigtig gamle på én gang, men foreløbig har det ikke være noget problem, og mange af de allermest aktive er de blandt de ældste.
Det store torv kaldes for sjov Hans Nielsens Plads. Der skulle have været parkeringspladser, men da fælleshuset blev opført, opstod der naturligt et mødested, som nu er permanent. Pernille har fået det store værkstedsrum til sin butik, lige op til fælleshuset. Foto Ingrid Riis
Suget ind i fællesskabet
At det er gået så gnidningsløst hidtil, skyldes helt givet, at Hans Nielsen og Jeanne Wied bor så tæt på.
Da byggeriet blev en realitet, sagde Hans sit faste job op for at være så vidt muligt til rådighed for opstarten, mens Jeanne stadig arbejder uden for hjemmet. Beboerne ringer til Hans, når der er noget praktisk, de skal have ordnet, og en af beboerne har da også ringet og fået hjælp til en ægtefælle, der var faldet midt om natten.
– Det er praktisk, at vi bor så tæt på, men heldigvis respekterer beboerne privatlivet. De kommer aldrig over gaden ind til os uanmeldt, men ringer. Vi havde ikke troet, vi ville blive så stor en del af Sundhaven, som vi er blevet. Vi er selv blevet suget med ind i det, alle er så positive og konstruktive. Vi får så meget igen, forklarer Hans Nielsen.
Føler medejerskab
At ejere og lejere har så åben en dialog, har betydet, at beboerne undervejs har taget langt mere ejerskab over Sundhaven, end nogen havde forestillet sig.
Egentlig skulle Hans for eksempel have plantet bøgehække mellem husene, men da han nævnte det, var der flere, der foretrak liguster, alene fordi der ikke rasler så mange blade af, som skal fejes sammen om efteråret.
– Hans købte så 900 ligusterplanter og sagde: Jeg gi’r pizza, hvis I vil hjælpe med at plante dem en dag, fortæller Pernille.
– Det blev en arbejdsom, men festlig dag, hvor alle bidrog med, hvad de kunne. Mogens kunne dårligt ligge på knæ og plante, men der er ikke millimeterdemokrati her, så selvfølgelig gik han med og fik pizza. Det giver virkelig sammenhold, at vi har stået med planteskovlen i regn og storm.
– De næste generationer beboere får nok ikke samme fælles oplevelser, men hvis man stadig byder folk velkommen, skal de nok også komme til at føle sig det, mener Pernille Lorentzen, der ser frem til den kommende tid, hvor bofællesskabet skal til at finde hverdagsrytmen.
