Berit Sandfeld har gode erfaringer med, at beboerne selv skaber fællesskabet. Det er tilfældet i Farum Midtpunkt, hvor hun har været med til at starte et seniorbofællesskab. Foto: Simon Johansen
Kort om:
Hvem: Berit Sandfeld
Alder: 71
Hvor: Seniorbofællesskab i Farum Midtpunkt - Berit og hendes mand boede tidligere på en af de andre etager i ejendommen.
Berit Sandfeld vågner op hver morgen og er glad. Især er hun glad for, at hun og hendes mand traf beslutningen om at flytte ind i det seniorbofællesskab, som hun selv har været med til at starte.
Bofællesskabet ligger i Farum Midtpunkt, et eksperimenterende byggeri, som alle dage har stået for fællesskab. Ideen med det karakteristiske montagebyggeri, der stod færdig i 1975, er således, at beboerne skal komme hinanden ved.
- Jeg elsker arkitekturen her. Jeg er simpelthen vild med den, siger Berit, da vi trækker ud på fællesstuens tilstødende terrasse, der ligger på bygningens anden sal. Ligesom bygningens utallige andre terrasser er også denne stor og har plads til alle bofællesskabets 21 beboere.
Farum Midtpunkt er ikke noget nyt sted for Berit. Faktisk har hun boet her i 40 år, og faktisk har hun i mange af årene boet i den selvsamme blok, som hun bor i nu, blot på en anden etage. Der boede Berit og hendes mand i noget, man tilnærmelsesvis kunne kalde et bofællesskab. Folk kendte i hvert fald hinanden og kom hinanden ved, men efterhånden flyttede beboerne derfra, og fællesskabet ophørte.
Berit havde forestillet sig fællesspisning én gang om ugen, men sådan blev det ikke.
- Jeg kan godt love dig for, at pensionister i dag har travlt. Foto: Simon Johansen
Stor interesse for fællesskab
I 2012 havde Farum Midtpunkt vanskeligt med at tiltrække lejere, og så var det, at tanken om et bofællesskab opstod. Det var på det tidspunkt, at Berit sammen med andre bebobere satte sig for at undersøge, om det overhovedet havde interesse.
Hun var i hvert fald selv interesseret. For som hun siger:
- Jeg har aldrig været fascineret af liguster.
Derfor blev der arrangeret nogle møder, og det viste sig, at interessen for et bofællesskab var enorm.
- Vi holdt et møde i Farum Midtpunkts største mødelokale, og vi blev simpelthen nødt til at hente flere stole. Det var et tilløbsstykke uden lige, siger Berit, da vi træder tilbage i fællesstuen for at drikke en kop kaffe. Fællesstuen rummer spisebord, køkken og tv-stue, og så ligger den placeret for enden af den gang, hvor alle beboerne bor side om side.
I dag er der tomt i fællesstuen. Sådan er det ikke altid, men Berit kunne godt ønske, at det blev brugt lidt oftere. Selv mener hun, at det skyldes, at fællesrummet ligger for enden af bofællesskabet og ikke i centrum. Det vil altså sige, at det ikke er et sted, man naturligt passerer på sin vej ud af lejligheden og ud på gaden.
- På grund af bygningens form kunne fællesrummet ikke placeres anderledes, men jeg ville til enhver tid råde andre nystartede bofællesskaber til at placere deres fællesstue i midten af bofællesskabet. På den måde opstår der et spontant fællesskab, hvis man for eksempel møder en, der er i gang med avisen, eller hvis nogle beboerne mødes tilfældigt for at rafle lidt terninger, siger Berit.
Selvom det ikke var muligt at placere fællesrummet og køkkenet andre steder på etagen, havde Berit og de andre beboere til gengæld mulighed for at insistere på, at der skulle være ikke bare ét, men to fællesrum. Derfor findes der længere nede af gangen et hobbyrum, hvor beboerne har mulighed for at dyrke deres hobbyer.
- Der er mange, der godt kan lide at male og den slags, så det blev vi jo nødt til at have, siger Berit.
Fælleskab skal ikke påduttes
Berit oplever, at fællesskabet blandt beboerne så småt er ved at blomstre mere og mere.
- I begyndelsen havde jeg nok forestillet mig, at her skulle være et fællesskab, hvor vi havde fællesspisning en gang om ugen. Sådan blev det slet ikke. Vi begyndte i stedet med én gang om måneden, men jeg kan godt love dig for, at pensionister i dag har travlt. Min kalender ligner, jeg ved ikke hvad. Og sådan er det for de fleste. Der er børnebørn, som skal passes, veninder, der skal besøges, og så er der vandreture, udflugter og en hel masse andet. Så i begyndelsen mente beboerne ikke, at de havde tid til fællesspisning, siger Berit, som mener, at det gode fællesskab skal vokse fra neden. Det skal ikke påduttes beboerne.
- Nu er fællesspisningen efterhånden blev en tilbagevendende begivenhed tre gange om måneden, og jeg kan også se, at der er flere, som arrangerer ture sammen. Der er for eksempel et par stykker, som har aftalt at gå Caminoen i Spanien sammen. Så det går fremad, fordi folk selv har fået lov til at udvikle fællesskabet, fortæller Berit.
Der er ikke ét, men to fællesrum. Længere nede ad gangen findes der også et hobbyrum, hvor beboerne har mulighed for at dyrke deres hobbyer. Foto: Simon Johansen
Initiativ fordrer fællesskab
Hun forklarer, at det blot gælder om at tage initiativ, hvis man vil have fællesskabet til at gro. Det kan måske virke som en uoverkommelig opgave at lave mad til hele fællesskabet, men der vil altid stå nogen parat til at hakke grøntsager og dække bord. Der vil altid være nogen, der vil hjælpe eller tage del i aktiviteten.
- På samme måde hvis man tager initiativ til at gå til en koncert. Så stiger interessen straks blandt de andre beboere. Det gælder måske om at tage det første skridt, siger Berit.
Men vigtigst af alt så betyder et bofællesskab, at man altid har nogen at læne sig op ad.
- Vi er her i den grad for hinanden. Alle beboerne har forskellige talenter, som de er parate til at hjælpe hinanden med. Man er aldrig alene, siger Berit, som har boet i fællesskabet i to år nu.
Stadig er der ingen, der er flyttet, og det kan vel betyde, at Berit ikke er den eneste, der vågner glad op hver morgen.
