Bodil og Otto nyder at bo i bofællesskab i Asnæs på Sjælland, hvor der er mindre forpligtelser. Foto: Simon Johansen
Kort om:
Hvem: Bodil Chihos Nielsen, Otto Herold Nielsen og hunden Snubbi
Alder: 67 og 72 år
Hvor: Fra et stort, selvbygget hus i Fårevejle Stationsby til bofællesskabet ASBO i Asnæs
Hunde er egentlig ikke velkomne i seniorbofællesskabet ASBO i Asnæs. Husdyr tillades nemlig ikke.
Eneste undtagelse er, hvis nye beboere allerede har husdyr, før de flytter ind.
Så kort før Bodil Cichos Nielsen og Otto Herold Nielsen flyttede ind i bofællesskabet sidste år, skyndte de sig at anskaffe hårbolden Snubbi, en legesyg, hvid bomuldshund med hang til gåture i det sjællandske marklandskab omkring Asnæs.
- Vi har altid været gode til at forberede os, fortæller Bodil fra sofaen i deres 90 kvadratmeter store rækkehus.
Otto nikker samstemmigt fra lænestolen overfor.
- Det er jo bare en rar følelse at have styr på sit liv, siger han.
Husdyr er ikke det eneste, som ægteparret planlægger. Hele deres tilværelse i det lille rækkehus har de aftalt for årtier tilbage.
- Vi har altid vidst, at vi ikke ville bo i et stort hus med have og trapper, når vi blev ældre, siger Bodil.
Med til Bodil og Ottos rækkehus hører en lille terrasse med udsigt over den grønne eng, som omgiver bofællesskabet. Foto: Simon Johansen
Nyder fællesskabet
Parret skrev sig på bofællesskabets venteliste for 16 år siden, og sidste år flyttede de endelig ind. Ægteparret kendte vejen ganske godt. Bodils mor var nemlig den første til at flytte ind på vejen for 19 år siden. Hun bor her i øvrigt endnu.
- Det er en boform, der tiltaler os, fortæller Otto og kaster blikket ud af stuens vinduesparti. Her har de en lille terrasse med udsigt over den grønne eng, som omgiver bofællesskabet. De skal ikke slå græsset, for det tager havefolkene sig af, og om sommeren græsser køer og heste.
Parret nyder, at de både har deres egen bolig og samtidig rig mulighed for at tage del i fællesskabet med de andre beboere, som alle tilhører den ældre del af befolkningen. Den yngste er 56 år, den ældste 90.
Et stenkast fra deres hoveddør finder man fælleshuset, hvor der et festlokale med plads til 50 mennesker, et hobbyrum med værktøj, træningslokale med løbebånd og et lille gæsteværelse, hvis Bodil og Otto skulle få besøg af deres tre børn.
I fælleshuset mødes beboerne ugentligt til mandagskaffe, ligesom Otto trisser derover om torsdagen for at spille kortspillet Whist med vejens andre herrer, mens Bodil nyder at strikke. To gange om måneden drager bofællesskabet på udflugt. De kører til Holbæk for at udforske Naturkirkegården, til Munkholm for at se anemoner eller andre steder i det ganske land.
Vennerne forstod dem ikke
Det var vigtigt for parret at flytte, mens de stadig er to.
- Det ville ikke være sjovt at sidde helt alene i et stort hus. Man skal ikke være ensom på sine gamle dage, siger Bodil.
Førhen boede de i Fårevejle Stationsby. I et stort hus, som de selv har bygget. Fyldt med minder, møbler, og hvad der ellers hober sig op af sager, når man bor det samme sted i en menneskealder.
- Man kunne jo tænke, at det ville blive svært at forlade huset. Men vi fortryder overhovedet ikke, siger Bodil.
De savner ikke husejerens forpligtelser. Hækken, der skal klippes. Vinduerne, der skal males. Haven, der skal passes.
Mange i deres omgangskreds forstod dem ikke i begyndelsen. Hvorfor i alverden ville de flytte fra det store dejlige hus? I dag forstår de bedre. Nogle af dem har endda skrevet sig på bofællesskabets venteliste.
Inden Bodil og Otto flyttede ind i bofællesskabet ASBO, anskaffede de hunden Snubbi, som de nu går ture med i marklandskabet omkring Asnæs. Foto: Simon Johansen
Egne kartofler
Som folkepensionist har man ikke råd til ligeså meget, som når man er på arbejdsmarkedet. Derfor er det essentielt at få afviklet så meget som muligt, inden det er for sent, fortæller parret.
- Det er en befriende følelse. Men det gælder også om at have interesser, så man ved, hvad man skal bruge sin alderdom på, siger Bodil, som bliver suppleret af sin mand:
- Vi har grinet af pensionister med kalender, men nu hvor vi selv er gået på pension, må vi indrømme, at det er praktisk.
Før de gik på pension, arbejdede Otto som entreprenør og Bodil som skolepædagog. Og i deres store hus samlede de på frimærker og mønter. Otto elskede også sin køkkenhave, men alt det er væk nu.
Den ekstra tid bruger parret gerne på Kalundborgs campingplads. Førhen kørte de meget rundt, nød friheden, men i de senere år er de blevet fastliggere med trægulve og fortelt.
- Det er skønt at have mere tid til den slags nu. Køkkenhaven giver jo alligevel ikke så meget igen, siger Otto.
Men Otto har dog ikke helt droppet køkkenhaven, påpeger Bodil og rejser sig fra sofaen. Hun viser ud på den lille terrasse, hvor Otto har placeret fire spande med spirende kartoffelplanter. Som et sidste levn fra det store hus.
