Boligen kort

Hvem bor her: Ulla Kyhn, 57, uddannet pædagog, driver nu Kyhns Gæstehus og Café i Helsingør, sammen med sin mand, Ove Kyhn, 58, der er tømrer. To sønner på 24 og 25 år er flyttet hjemmefra.

Hvilken slags hus: Fredet baghus fra 1735 i to etager i centrum af Helsingør. Til huset hører forhus og mellembygning med café og hotel på 305 m2.

Hvor mange m2: 135 m2 beboelse. Grund med gårdhave er på 500 m2.

At begynde på et mere end omfattende byggeprojekt er som at få tvillinger: Du aner ikke, hvad der venter, og du kan ikke forberede dig 100 procent. Der er masser af glæde og forventning, og når projektet kører, flyder du med både på gode og svære dage. 

Det mener Ulla Kyhn, der sammen med sin mand, Ove, for tre år siden købte en fredet og delvist sammenstyrtet ruin fra 1735 i Helsingør. Det var især Ulla, der i lang tid havde ønsket sig et projekt ud over det sædvanlige som afløsning for sit mangeårige job som pædagog for udsatte unge i kommunen. Og Ove, som er tømrer, var villig til at bruge sin viden, arbejdskraft og den fælles opsparing på at bygge noget helt usædvanligt op sammen med sin kone.

– Jeg havde forestillet mig en bolig med bed and breakfast, som mange går og drømmer om. Så var det, at den gamle ejendom i byens gågade med side- og baghus kom til salg, efter at en ældre forretningsmand for længst havde lukket sin vinhandel. Han havde troet, at han kunne rive ejendommen ned og bygge nye lejligheder. Men en fredning satte en stopper for de planer, og så gik det hele i stå, og stedet i forfald, fortæller Ulla, da Videncentret Bolius talte med hende i 2017.

Giftige dueklatter på loftet

Men hvor mange købere ville løbe skrigende væk ved synet af så forsømt en ejendom, kunne Ole – og især Ulla – sagtens se muligheder her. Parret havde tilmed lidt kapital på kistebunden; efter salg af et hus boede de nemlig i en tjenestebolig på den højskole, hvor Ole er ansat som håndværker.

Det var en lang, krævende og til tider støvet og snavset proces at give sig i kast med renoveringen af den fredede ejendom. Første opgave var at rømme huset for mængder af affald, gamle reklamer, ditto butiksinventar og andet ”skidt og bras”, som Ulla udtrykker det. Sidst men ikke mindst skulle loftet tømmes for et 30 cm tykt lag giftige dueklatter. Iført masker og beskyttelsesdragter klarede parret opgaven og sparede dermed de penge, som et firma skulle have haft for at udføre det uhumske job.

– Dernæst og allervigtigst måtte vi sikre huset mod yderligere forfald og indtrængende vand. Samtlige taglægter blev taget ned og nye midlertidige sat op til at bære de mange kvadratmeter presenning, der skulle lægges op for at holde regn og sne ude, husker Ulla.

Sådan var bygge­processen

Tid: Overtager huset januar 2013. Marts 2014 er baghuset klar. Hotel og café åbnede i sommeren 2016.

Byggestyring: Ove Kyhn har selv stået for byggestyringen. Der er primært brugt lokale håndværksmestre. En arkitekt fra Slots- og Kulturstyrelsen har været tilknyttet.

Økonomi: Slots- og Kulturstyrelsen har støttet med 2,2 mio. kr. Overskud fra salg af parrets hus udgjorde startkapital til at optage et lån.

Gamle mursten blev renset og genanvendt

Herefter begyndte arbejdet med at gennemgå og sikre konstruktionen og understøtte de steder, hvor ejendommen mere eller mindre var braset sammen. Så startede nedtagning af udtjente byggematerialer og opbygning af nye step by step. Tømmeret til bindingsværket blev skåret af på præcis det sted, hvor det var dårligt, for så meget som muligt skulle bevares og forblive på sin oprindelige plads.

Munkesten og mursten blev renset og genanvendt til murerarbejde, og gamle gulvbrædder blev renset og genanvendt til andre formål. Den Blå Avis (DBA) og www.genbyg.dk blev brugt til at finde egnede materialer, inventar med videre. Blandt andet stammer en del fliser, en blyindfattet rude samt næsten alle køkkenlåger fra Bagmandspolitiets tidligere bygning i København.

Bolig i baghuset blev først klar

Som det første indrettede parret det gamle baghus i to etager på 135 m2 til en stemningsfuld bolig, hvor de kunne trække sig tilbage efter det krævende renoveringsarbejde, der stod på alle ugens syv dage. Via den hyggelige gårdhave med cafémøbler på toppede brosten og grønne planter i krukker når man til privatboligens mørkegrønne hoveddør.

Her er lyse, men ikke særlig højloftede rum med synlige loftbjælker og brede fyrreplanker på gulvene og lys ind gennem sprossevinduer fra to sider, selvom huset er et baghus. Med stedet som en tryg base kunne de renovere gårdhave samt side- og forhus som i dag rummer hotel og café. I gæstehuset er der i alt seks dobbeltværelser, fire med tilhørende køkkener. På kvisten findes et større lokale med egetræsgulve og fritliggende bjælker, som lejes ud til familiefester, konferencer m.m., og hvor maden bliver leveret fra caféens køkken.

– Bag enhver succesfuld kvinde står en træt mand, lyder det spøgefuldt fra Ullas mand, Ove, som i tre et halvt år har stået for koordinering af byggeproces og håndværkeropgaver.
Vel at mærke efter sin almindelige arbejdstid, som under byggeriet var nedsat til halv tid.

Hun passede sit pædagogjob under ombygningen, men kvittede dog i foråret jobbet og helliger sig nu driften af hotel og café. Og fra at være en ”forkælet lønmodtager” med ordnede forhold i arbejdstid, ferier og løn har hun nu ingen af delene og er i en ny rolle som chef for 12 ansatte og med ansvar for alt. Lige fra rengøring til computerproblemer, ansættelser, vagtskemaer, markedsføring, prissætning m.m.

Ejernes bedste indretningsråd

  1. Vær tro mod ægtheden i materialevalget. Ægte materialer bliver modsat syntetiske smukkere af tidens tand. Ligesom loppefund og gammelt håndværk tilfører det hjemmet karakter og historie.
  2. Vær diskret med farvevalget på væggene. Så snart man har valgt et tapet eller en farve, styrer det resten af indretningen.
  3. Bland fra hjertet nyt og gammelt i indretningen.

Læs om byggeprocessen uge for uge her: www.stengade58.dk

Læs om gæstehuset her: www.kyhnsgaestehus.dk

Godt forhold til fredningsmyndigheder

– Byggeriet tog dobbelt så lang tid som planlagt, fordi de udfordringer, vi stødte på, var umulige at forudse. Derimod var vi gode til at holde os inden for de økonomiske rammer, så de ikke skred for os, erindrer Ulla.

Parret blev holdt i kort snor af fredningsmyndighederne, men fandt det ikke spor snærende, da stil, materialer og metoder var i tråd med det, de selv står for og stræber efter.

For eksempel ville de germe have haft hvide vinduer i baghuset. Men reglerne foreskrev mørkegrønne vinduer til de gulpudsede mure. At bevare og renovere det gamle tag var derimod et valg fremfor at lægge nye, røde vingetegl.

– Vores bolig ligger genialt som en hjemlig oase bag den travle handelsgade og et stenkast fra tog og færge. Man fornemmer, hvordan det har været, da husrækken lå helt ned til stranden, så købmænd og materialhandlere kunne forsyne skibene, der lå på red uden for byen. Måske netop derfor har det været vigtigt for os at kombinere de nostalgiske omgivelser med moderne løsninger. Det skal ikke være et museum, vi bor i, fortæller Ulla, som dog har benyttet genbrugsmaterialer og loppefund  mange steder i boligen. 

Enkel indretning

Da parrets hjem i baghuset er relativt kompakt, har de valgt lette møbler og ikke for mange af dem. Indretningen er i det hele taget enkel med plakatklassikere, malerier og keramik, som parret har samlet gennem årene og fundet på loppemarkeder og andre steder. Det har været vigtigt for dem at være omhyggelig med den private del af ejendommen, så ikke alt går op i arbejde og forretning. At tingene er rengøringsvenlige og praktiske har for dem været lige så vigtigt som det æstetiske.

Kort om fredede huse

Et fredet hus nogle særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af national betydning.

I fredede bygninger sikres både interiør og husets ydre.

Kulturstyrelsen har ansvaret for de fredede bygninger. Styrelsen godkender også forslag til istandsættelser og restaureringer af fredede bygninger i samråd med Det Særlige Bygningssyn.

Hvis du mener, at et hus bør fredes, kan du sende forslag til Slots- og Kulturstyrelsen med fotos og andre aktuelle oplysninger om bygningen. Styrelsen kan herefter undersøge idéen nærmere eller afvise den.

En fredning kan også omfatte dele af bygningen, haven, et mindesmærke, en gårdsplads, et træ osv.

Ejere af fredede bygninger er forpligtet til at holde den i forsvarlig stand. Det er normalt en del dyrere at forsikre en fredet ejendom, da der stilles særlige krav, når du skal udbedre skader.

Man kan få faglig bistand og økonomisk støtte ved istandsættelser. Både Slots- og Kulturstyrelsen og private fonde yder direkte økonomisk støtte.
Som ejer kan du også trække driftsudgifter fra i skat, fx bygningsforsikring, vej-, kloak- og vandtilslutningsafgift samt udgifter til renovation og skorstensfejning.
Du kan også ansøge om at blive fritaget for at betale grundskyld.

Læs mere om fredede bygninger her: www.bolius.dk/fredet