To dejlige kolonihaver i vandkanten

Kolonihave ved sø i Københavns Sydhavn: En smørklat i storbyen

På ydersiden af Denis Holmarks kolonihavehus er der en svalegang, som hænger ud over Kirkesøen. Den blev bygget til huset, så han har noget at stå på, når han skal male træværk eller vaske vinduer. Det er også der, hans syv børnebørn kan sidde med benene ud over kanten og fiske i søen, der ligger som en smørklat i midten af Haveforeningen Frem i Sydhavnen i København. Engang rummede kolonihaveforeningen 240 huse, men efterhånden som byudviklingen accelererede, blev jorden inddraget af kommunen, og i dag ligger der 43 haver rundt om søen, mange af dem med egne bådebroer og en lille jolle fortøjet. 

Når Denis Holmark beretter, hvordan han fik sit kolonihavehus i 2004, fortæller han samtidig sin families historie. Farfaren var smed, og på et tidspunkt efter 1923 fik han en have i den kolonihaveforening, der blev etableret rundt om den gamle kalkgrav i Sydhavnen. Her var grundvandet steget op, efter at der gik hul på en vandåre i 1910, hvilket forvandlede graven til en sø. 

Historien om Haveforeningen Frem

I 1871 blev teglværket Frederiks­holm bygget i Sydhavnen med henblik på at udvinde ler og kalk. Samtidig blev der bygget boliger til teglværksarbejderne.

I 1913 byggede den almene boligforening AKB en karré på stedet. Da teglværket samtidig flyttede nordpå, fik beboerne i karréen lov til at oprette haveforeningen ved kalkgraven. 

I de 10 første år var det kun beboere i karréen, der kunne få en kolonihave, men fra 1923 kunne alle købe. 

Oprindeligt var årskontingentet 1 kr. med et indskud på 25 øre. I dag koster en kolonihave mellem 100.000 og 200.000 kr. Den årlige leje er 4.000 kr. 

Kilder: Hæftet ”Haveforeningen Frem 100 år” m.fl.

Kolonihave gav mulighed for dyr og grøntsager

Da Denis Holmarks farfar købte kolonihaven, var det ikke så meget vandet, der trak, men muligheden for at holde husdyr og dyrke grøntsager på et lille stykke jord, der kunne hjælpe arbejderfamilien med at få brød på bordet. 

– Min farfar boede heroppe på Borgbjergsvej og havde syv børn. Min far fortalte, at de som børn blev sendt ned i kolonihaven med køkkenaffald til hønsene, og så tog de æg med tilbage. Så havde min farfar en udrugningsmaskine i dagligstuen på Borgbjergsvej, hvor de udklækkede kyllinger, som så kom ned i kolonihaven at bo, fortæller Denis Holmark. 

Kolonihave gik i arv

Da farfaren døde, gik kolonihaven først i arv til en af hans døtre og dernæst til hendes søster, før turen kom til Denis Holmarks far. 

Denis overtog kolonihaven i 2004, da hans far var død, og det var blevet for svært for hans mor at vedligeholde huset og grunden. 

– Min mors hus var pilråddent, og en del af det stod på pæle ude i vandet, fortæller Denis, der i dag er 76 år og pensioneret statsautoriseret revisor. 

Han og hans kone, Birgitte, valgte derfor at bygge et helt nyt træhus på 20 m2. Det består af ét stort rum, hvor der både er køkken, dagligstue og soveplads. Hvis de skal i bad eller på toilettet, må de benytte sig af de fælles faciliteter i foreningen. 

Der er ikke ruttet med pladsen i Haveforeningen Frem, og for at finde vej til toiletter eller naboer må man følge foreningens små stier, hvis omkringliggende ligusterhække er så høje, at det føles, som om man befinder sig i en labyrint. Der er forskel på kolonihavegrundenes størrelse; Denis Holmarks er omkring 100m2, mens andre grunde er lidt større. De fleste ligger direkte ned til vandet, men ikke alle. 

Mange af kolonihaverne i haveforeningen ligger på stærkt skrånende grunde ned mod Kirkesøen med smalle passager langs husene, der leder ned til terrasserne og bådebroerne. Det giver foreningen et næsten eksotisk udseende, der minder om badebyer ved Middelhavet, selvom den ligger inde midt i København. 

Hestevogn og brudepar i søen

Ingen ved, præcis hvor dyb Kirkesøen er i dag. Oprindelig var kalkgraven 150 meter lang og 30 meter dyb. I forbindelse med at kommunen løbende inddrog jorden til bebyggelse, blev søen kortet af.  

– Der går en historie om, at der står en vogn nede på bunden, som skulle have været brugt til at køre kalk med, fortæller Denis Holmark. 

Hans nabo, 69-årige Poul Jensen, er kommet ind for at få en formiddagsbajer, og han fortæller, at der også er gået rygter om en hestevogn med et brudepar, der er set i søen. 

– Jeg ved ikke, hvor meget den historie holder, indrømmer Poul Jensen.

Han har tidligere været formand for bestyrelsen i 20 år og forsøgte på et tidspunkt at måle dybden ude på midten af søen, der vistnok måler omkring de 15-16 meter i dag. 

– For 14 dage siden var beredskabsstyrelsen herude og dykke. Det var træning, hvor der var nogle dykkere, der skulle finde nogle dukker i vandet. Lige så snart de kom seks meter ned, forsvandt sigtbarheden, fortæller han. 

Sø giver liv i kolonihaveforeningen

Én ting, der med sikkerhed er i søen, er liv. Der er skaller, aborrer, sudere, gedder, karper og ål. På overfladen er der blishøns, skildpadder, ænder og svaner. Blishønsene bygger hver sommer rede i det piletræ, der på et tidspunkt væltede ned i søen, og som nu lever videre med grenene stikkende op over vandet. 

– Der boede en mand hernede, der havde ruser ude i Øresund. Hver gang han fik nogle ålekvabber i sin ruse, tog han dem med og smed dem ned i søen. I år var der en, der fangede en ål, der var så tyk her, siger Poul og viser omfanget med hænderne og tilføjer: 

– Den har så gået dernede i 100 år.

Fortællingerne om søen er mange, og det samme gælder for foreningen, der har oplevet to verdenskrige. 

– I 1995 byggede man den tunnel til toget, der skulle gå fra Vasbygade til Øresundsbroen. Der faldt vandstanden seks meter, beretter Poul Jensen. 

– Vi benyttede lejligheden til at sejle rundt i kanten af søen og samle affald op. Vi fandt cykler og gamle isskabe, men vi fandt også patronbælter og patronholdere, som nok er fra 1945, hvor nogen har kastet det ud der.

Nogle af husene faldt lidt sammen, da jorden under blev tør, blandt andet Denis Holmarks trappe ned til søen. Heldigvis kom vandet igen. 

– Det er mærkeligt at tænke på, at det her sted har været aktivt før 1. verdenskrig. Der er historie i det, filosoferer Poul Jensen. 

De to naboer tager en nip af deres øl. De har haft kolonihaver i så mange år, at de er blevet nogle af foreningens ældre beboere og med tiden selv en del af stedets historie.

Kolonihave ved Limfjorden: Her er hummer og østers normal gæstemad

Når Rie Krabbe og Allan Morre Nørgaard får gæster i deres kolonihavehus, byder de tit på hummer og østers. Og det er ikke, fordi de er rige, men fordi Limfjorden, der ligger for enden af deres vej i kolonihaveforeningen Fjordglimt i Struer, bugner med danske hummere og stillehavs­østers, der lige er til at skovle op, når man får besøg. 

– Vi plejer at joke med, at det er godt, kommunen ikke kan se, hvad vi spiser, for så er det ikke sikkert, vi ville få vores pension, fortæller 75-årige Allan Morre Nørgaard med et glimt i øjet. 

Det var først, da han gik på pension efter 30 års arbejde som fængselsbetjent, at han begyndte at fiske. I dag har han en jolle liggende på fjorden og andel i et fiskerhus på stranden, hvor han opbevarer sine garn. Hos Rie og Allan er arbejdsfordelingen klar: Han fisker, og hun står for at dyrke grøntsagerne i haven, som de spiser til fisken. 

Kolonihaveforeningen i Struer har ligget flere steder i byen, men efterhånden som byen voksede, måtte den flytte flere gange. 

I 1972 fik foreningen, der i dag består af 197 huse, sin nuværende plads på Vralden i Struer, en pynt ud mod vandet i Venø Bugt, et tidligere industriområde, hvor der blandt andet har ligget et teglværk.

Beboerne i Fjordglimt har både udsigt til vandet og til Venøfærgen, der krydser bugten på blot to minutter, samt til store betonsiloer i havnens industrikvarter. 

Kilder: Struer Lokalhistorisk Arkiv m.fl.
 

Pensionistpar bor i kolonihavehus

Parret bor i deres kolonihavehus syv måneder om året. Resten af tiden bor de i et rækkehus i Holstebro. 

– Derhjemme har jeg to kummefrysere og to skabsfrysere, fortæller 67-årige Rie Krabbe.

Fryserne bliver fyldt med den mad, de ikke når at spise i løbet af sommeren. Ud over de fisk og skaldyr, som de enten selv fanger eller bytter sig til, har de en stor produktion af grønt i haven. 

– Jeg kan godt lide at vide, hvor maden kommer fra, siger Rie Krabbe. 

Selvforsynende kolonihavehus

Derfor er parret langt hen ad vejen selvforsynende. I køkkenhaven har de højbede med jordbær, kartofler, løg og porrer. Der er også grønne asparges, ærter, hvidløg, bladbeder og strandkål. Drivhuset er fyldt med tomater og agurker. Vinrankerne vokser på friland. 

– Vi har grøntsager, til længe efter at vi er flyttet hjem. Der er intet, der går til spilde. Så blender jeg grøntsagerne og fryser det ned, fortæller Rie Krabbe. 

Nabohuset Knasten i kolonihaveforeningen tilhører egentlig Allan Morre Nørgaards to voksne sønner, men til daglig er det Allan og Rie, der også står for at passe haven.

– Derinde har vi også nogle højbede, og så holder vi bier, fortæller Allan. 

De har tre bifamilier, der leverede 80 kilo honning sidste år, som parret sælger i en lille bod. Deres fisk og skaldyr må de til gengæld ikke sælge. Som pensionist med fisketegn må man nemlig kun fange til eget forbrug; til gengæld kan de bytte med andre.  Fjordglimt ligger ved Venø Bugt, og her er der ikke fladfisk, så når parret spiser rødspætter til frokost, er det nogle, de har byttet sig til. De samler svampe i skoven og køber deres æg af en mand, der bor lidt uden for Struer, som har fritgående høns. Når man spiser frokost hos Allan og Rie, ved man, præcis hvor maden kommer fra. 

Færre fisk i fjorden

Allan og Rie er kolonihavekærester og mødte hinanden til en fest her. Hun købte sit hus i Hf. Fjordglimt i 1998; han købte sit i 2004. To år senere flyttede de sammen i hendes hus. 

Senere blev parret gift på Tønder Festival. I de mange år, de har haft hus i kolonihaveforeningen, har meget ændret sig, både til vands og på land. 

– Der er ikke så mange fisk herude mere. Der er tusindvis af strandkrabber, og det er et problem, for de spiser alt fiskeyngel. Og så tager skarverne nok resten, fortæller Allan Morre Nørgaard.

Derfor er det mere ål og hummere, han får i nettet i år. Eller fjordrejer, som der er mange af. 
Allan Morre Nørgaards navn står med tydelige bogstaver på hans bøjer ude i bugten. 

– Der er meget piratfiskeri i fjorden, så statens fiskerikontrol kommer tit. Hvis du ikke har navn på, fjerner de dine net, forklarer han. 
Kontrolinstanserne kommer også på besøg om natten, og som noget nyt er de begyndt at bruge droner. 

Udskiftning i kolonihavens beboere 

Oppe på landjorden er tingene heller ikke, som de har været.  

– Der er kommet mange nye udenbys i foreningen. Når husene har været til salg i to måneder, må de sælges til udenbys, og markedet er mættet her i Struer. Så er det ikke længere en kolonihave. Det er ikke folk, der cykler herud og hypper kartofler. Vi er nogle af de få, der er tilbage i foreningen, der gør det, konstaterer Allan Morre Nørgaard. 

– Nogle af husene går i arv, men det er ikke så mange. Nu, hvor der er kommet mange udenbys til, er den fællesskabsånd med træf hver søndag helt væk, siger han. 

Huset, som Allan boede i, da han mødte Rie, ejes nu af en nordmand, og der bor også færinger i foreningen. 

Også i parrets egen have er der sket ændringer. 

– Jeg har den allerværste allergi – kurvblomstallergi, fortæller Rie Krabbe.

Listen over planter og blomster, der er giftige for hende, er lang og omfatter både mælkebøtter, georginer og margueritter. I dag tager hun en kemotablet hver måned i højsæsonen og bruger ellers vinylhandsker, når hun er i haven. 

Men selvom meget har ændret sig, er der intet, der kan få ægteparret til at opgive deres lille oase ved Limfjorden.

– I Holstebro bor vi få minutters gang fra en anden kolonihaveforening, men jeg skal være ved vandet, afgør Rie Krabbe.