Stemningen fra det gamle mejeri lever videre

• Tina og Frank Switzer, 47 og 59 år, samt børnene Emma på 18 og William på 14 år. 
• Tina arbejder som selvstændig indretningsarkitekt, mens Frank er ansat som produktionsmedarbejder hos Vestas. I sin fritid arbejder han som trækunstner. 
• Nedlagt mejeri bygget i 1907 i landsbyen Stadil uden for Ringkøbing.
• 200 m2 bolig og 200 m2 kontor, galleri og opbevaringsrum. Grund på 5.500 m2.

Få kilometer fra Vesterhavet ligger en lille by, hvor centrum er delt i et kryds. Her ligger købmandsbutikken, tanken – og mejeriet. De to første er stadig i brug, mens de sidste liter mælk og fløde kørte fra Stadil Gl. Mejeri i 1980. Ved hoveddøren står der stadig et par mælkejunger, men kun som pynt og nostalgisk påmindelse om gamle dage. 

Man må godt kunne se, at det engang var et mejeri, er filosofien hos ejeren, Tina Switzer, der bor her sammen med manden Frank og to børn på 18 og 14 år. 

Til daglig sidder Tina, der er indretningsarkitekt, og arbejder med sine projekter i den del af bygningen, hvor mejeriet lå før. Kigger man op i loftet, får man øje på de store, runde huller, hvor mælketankene har haft plads. Vender man blikket lidt til siden, ser man et lyspanel med knapper, der har blinket lystigt, når mælken var klar. Mælken er for længst løbet fra Stadil, men de store rum er perfekte til kontor, galleri og opbevaringsrum - og ikke mindst til fester i familien Switzer.

– Jeg elsker den industrielle stil herude. Du ved, at der har gået nogle herude og lavet smør. Du kan næsten høre larmen fra maskinerne, siger Tina.

Gulvene har Tina og Frank, behandlet med flydespartel, og i midten af rummet fører en sortmalet jerntrappe op til 1.-salen. Begge dele bidrager fint til det industrielle look, som ægteparret er vilde med. 

Drømte om en bolig med muligheder

Da Tina var 19 år, rejste hun til Canada for at arbejde som au pair og kom først tilbage til Danmark 11 år senere. Med sig havde hun sin canadiske mand og deres lille datter. 

De drømte begge om at finde et sted med masser af muligheder – for eksempel en nedlagt kirke eller en nedlagt skole. I første omgang blev det til en landejendom i Vestjylland, men det føltes ikke hundrede procent rigtigt. Og en dag opdagede Tinas mand, at det gamle mejeri i Stadil var til salg.

– Frank ringede til mig og sagde: ”Nu har jeg fundet det,” fortæller hun og mindes den dag, parret var ude og se mejeriet for første gang:

– Det var sådan en super, lækker sensommeraften, og vi faldt begge for stedet. Stadil er desuden et meget aktivt område, hvor man står sammen om tingene. Og så er der kun fem minutter til Vesterhavet. Det kunne ikke være bedre.

Parret fik deres nye hjem for 750.000 kr. Boligen var i fin vedligeholdt stand takket være den ældre dame, der ejede boligen. Og omkring et år efter kunne Tina og Frank flytte ind. De overvejede at lave industribygningen om til beboelse, men valgte alligevel at flytte ind i den gamle bestyrerbolig. Her kradsede de 15 lag tapet af væggene, spartlede dem og malede dem lyse, mens gulvene fik nye tæpper. De lavede også et nyt badeværelse og fik nyt varmesystem, da boligen før var blevet opvarmet af dyre elradiatorer. 

Tina tegnede en skitse over, hvordan hun ville have møblerne til at stå, og hvad der skulle være i de enkelte rum. Hun ler ved tanken, for selv om hun er indretningsarkitekt og hjælper andre med at bo bedre, var opgaven ikke lige frem nem.

– Jeg overvejede da at ringe til en indretningsarkitekt, siger hun med et grin.

Familien har arvet en del møbler fra den tidligere ejer. Det gælder fx et gammelt pengeskab og et vitrineskab i mahogni, der står i opholdsstuen.

– Det ville være så let bare at smide det hele ud og møblere med nyt. Men de her ting hører til her, og der er så meget sjæl i dem, siger Tina.

Træ er også en vigtig del af indretningen i mejeriet, hvor Frank har lavet adskillige møbler selv. Det solide plankebord i spisestuen er blødt at røre ved, ligesom opsatserne til de grønne planter.

– Så det er jo heldigt, at jeg er gift med en træmand, som Tina siger. Hun holder af at sidde i sin gule sofa med en kop kaffe, når hun skal slappe af.

– Jeg sidder tit og kigger rundt i min stue og bliver glad i låget af det, jeg ser. Rod kan jeg ikke have. Det giver dårlig energi. Så hvis det roder, rydder jeg op - og vupti, sker der noget med humøret. 

På mejeriets 1. sal ligger en bunke våddragter og vidner om, at familien Switzer bruger Vesterhavet aktivt som surfere. Tina nyder den vilde natur og har aldrig fortrudt, at hun og Frank gav sit i kast med et kæmpestort, vedligeholdelseskrævende gammelt mejeri. Haven er så enorm, at det kræver en traktor at slå græsset, og snart venter en stor udgift i form af et nyt tag. 

– Det er nok ikke klogt at gøre, som vi har gjort. Men vi har mærket efter med hjertet, siger Tina, der trods sin store kærlighed til stedet ikke har planer om at blive gammel her. Hendes mand fylder snart 60 år, og de er begge klar over, at der kommer en dag, hvor stedet kræver for mange kræfter at holde i orden. Derefter er der igen frit slag for drømmene.

– Hvem ved, om det bliver Grækenland? Eller Silkeborg, siger ejeren af det gamle mejeri.