Vi bruger vand til alt fra drikkevand og madlavning til bad og toiletskyl, så hvis der opstår en krise i Danmark – eksempelvis på grund af ekstreme vejrhændelser, cyberangreb, sabotage eller større ulykker – kan det gå ud over forsyningen af noget så vitalt som vandet i vandhanen.

Ifølge Beredskabsstyrelsens nye anbefalinger bør I i jeres husstand have drikkevand på lager, så hver person har tre liter vand pr. døgn.

Men hvordan kan du ellers forberede dig, og hvad bør du tænke over i forhold til din bolig, hvis vandforsyningen svigter i en periode? Her giver fagekspert hos Videncentret Bolius, Tine R. Sode, sine bedste råd.
 

Tre døgn

Myndighedernes anbefaling er, at du som privatperson kan klare dig i tre døgn, selvom vigtige forsyninger som vand, strøm eller varme bliver afbrudt.

Formålet er at myndighederne kan koncentrere indsatsen om at hjælpe udsatte og genoprette normalen.

Videncentret Bolius har samlet en række gode råd og anbefalinger til, hvordan du forholder dig, hvis du må undvære strøm, vand eller varme:

Sådan klarer du dig gennem strømsvigt

Sådan klarer du dig, hvis vandforsyningen svigter

Sådan holder du varmen, hvis varmeforsyningen svigter

Du kan finde mere indfo om myndighedernes generelle anbefalinger her:

Beredskabsstyrelsens anbefalinger

Sådan forbereder du dig

Ud over at sørge for, at du og din husstand har drikkevand til at klare jer uden vandforsyning i tre døgn, kan du gøre en række ting som forberedelse til et eventuelt vandsvigt.

  • Tænk i tre forskellige former for vand, som du skal sørge for at holde adskilt. Drikkevand er rent postevand fra hanen eller kildevand fra flaske. Så er der vand, du kan bruge til madlavning, fordi det bliver kogt. Det er fx regnvand, hvor eventuelle bakterier bliver kogt væk under madlavning. Endelig er der vand, som kun kan anvendes til fx toiletskyl og etagevask.
  • Sørg for løbende at fylde rent postevand på flasker eller i beholdere, eller indkøb kildevand på flaske. De kan holde sig i et stykke tid, og hvis du er i tvivl om, hvorvidt der er bakterier i vandet, kan du altid bruge det til at koge mad i.
  • Sørg for løbende at opsamle regnvand – det kan give meget vand over tid. Køb en decideret regnvandstønde eller -beholder, eller sæt baljer ud i haven, når du ved, at der kommer regn. Regnvandet kan bruges til toiletskyl eller til at bade i – det kan også anvendes til madlavning, hvis det bliver kogt. Hvis du ender med ikke at bruge det, kan du altid bruge det til at vande i haven. Husk, hvis der ikke er strøm, påvirker det også spildevandsanlæggene, så undlad at hælde vand i kloakken, hvis der også er strømsvigt.

Sådan sparer du på vandet her og nu

Hvis der opstår en akut krisesituation, hvor forsyningen af vand svigter i en periode, gælder det om kun at bruge vand til det allermest nødvendige.

  •  I første omgang gælder det om at opsamle det vand, der allerede er i boligen. Selvom forsyningen svigter, vil der stadig være noget vand tilbage i rørene, så start med at tappe alt vand ud af vandhanen og fyld det på rene flasker og beholdere – det kan bruges til drikkevand og til at lave mad med, indtil vandet kommer igen.
  • Hvis du bor i hus, er der sandsynligvis også en masse vand i varmtvandsbeholderen, som du kan tappe ud. Det kan ikke bruges til drikkevand, men du kan bruge det til etagevask og toiletskyl.
  • Hvis du har en regnvandsbeholder, så brug vandet derfra til toiletskyl ved at hælde vandet ned i kummen efter toiletbesøg.
  • Slå dernæst varmtvandsbeholderen fra, så den ikke står og varmer noget vand, som ikke er der.
  • Når du skal bruge vand, så brug så lidt som muligt. Du kan fx sagtens koge æg, kartofler og lignende med utroligt lidt vand. 
  • Vent med at skylle ud i toilettet, til det er absolut nødvendigt.

Sådan begrænser du dit vandforbrug

Der kan også opstå en situation, hvor ressourcerne er begrænsede og skal fordeles mellem mange i en periode – og hvor vi alle skal udvise samfundssind og spare på vandet.

  • Ifølge SparEnergi.dk ryger der op til 20 liter vand i minuttet, når du er i bad. Så skær ned for brusebadene – du kan komme langt med en etagevask ved håndvasken. Når du så tager brusebade, så gør dem korte – og husk at slukke vandet, når du sæber dig ind eller vasker hår.
  • Sluk for vandet, mens du børster dine tænder.
  • Vent med at skylle ud i toilettet, til det er allermest nødvendigt – og brug det lille skyl.
  • Sørg for at opvaskemaskinen er fyldt helt op, inden du sætter den i gang.
  • Spar på tøjvasken. Tøjet behøver ikke at vaskes så hyppigt, og når du så vasker det, så vælg maskinens øko-program, hvor der spares på vandet.
  • Vand ikke dine planter.
  • Minimér vandforbruget, når du laver mad – fx ved at koge kartofler eller æg ved brug af mindre vand.

Når vandet kommer tilbage

Hvis der har været lukket for vandet i en periode, er der nogle ting, du skal være opmærksom på, når vandet kommer retur.

  • Gennemgå hele boligen – måske har du ladet en vandhane stå åbent et sted, mens vandet var væk. Når det så kommer retur, risikerer du overløbne håndvaske og deslige.
  • Hvis rørene har stået uden vand i lang tid, kan der godt komme en del rust, hvor vandet er brunt. Det er ikke som sådan sundhedsskadeligt, men det er stadig en god idé at lade vandet løbe, indtil det ikke er brunt mere. På den måde bliver rørene også naturligt skyllet igennem.
  • Husk at tænde for varmtvandsbeholderen igen.

Få flere råd til at spare på vandet hos Spar Energi