21 år. Så lang tid bor danskerne i gennemsnit i en villa, inden de sælger den og flytter, mens en lejlighedsejer blot bor seks år i sin ejerlejlighed.
Det viser en statistik, som ejendomsmæglerkæden EDC har lavet for Videncentret Bolius i februar 2017. Statistikken er lavet ved at dividere det samlede antal salg af huse og ejerlejligheder i det seneste år op i den samlede masse af boliger (af den enkelte type). Tallene viser altså, hvor længe vi i gennemsnit bliver boende i vores bolig, baseret på salget, som det har været det seneste år.
Jyder bor længst i det samme hus, københavnere kortest tid
Der er stor forskel på, hvor lang tid man bliver boende i sit hus alt efter, hvor i Danmark man bor. Københavnerne ejer i gennemsnit kun deres villa i 14 år, mens husejerne i Vestjylland, Sydjylland og Nordjylland bliver boende i det samme hus i henholdsvis 28, 26 og 24 år.
Ifølge kommunikationschef i EDC, Jan Nordmann, er der to forklaringer på, at der er et skel mellem Øst- og Vestdanmark.
- For det første er jyder yngre, når de køber deres første villa, og de får derfor en længere periode i villaen. For det andet er jyderne mere ’bofaste’, mens sjællændere er mere villige til flytte efter den rette bolig, siger han til Videncentret Bolius.
John bor i sit barndomshjem
John Grøndahl lever op til statistikken. Han bor i sit barndomshjem i Grindsted i Jylland og har aldrig haft lyst til at flytte. Så i teenageårene meddelte han sine forældre, at han en dag ville overtage deres hus.
- Mine forældre byggede huset, da jeg meldte min ankomst. Jeg er vokset op i lækre omgivelser, med masser af jord og langt til naboerne, fortæller snart 40-årige John.
Han bor i huset med sin hustru og deres tre børn. I 2007 købte han huset af sine forældre, som flyttede ind i et andet hus i nærheden.
Selvom John ikke vil afskrive, at han en dag kunne have lyst til at flytte, er det ikke noget, som ligger i planerne lige foreløbigt.
Økonomisk ser er det ikke noget særligt værdifuldt hus, understreger John, der betegner boligen som ”en lille firkantet hytte i to plan.”
- Men der ligger noget sjæl i huset. Her er jeg opvokset, og her føler jeg føler mig hjemme. Så på den måde er det uvurderligt, siger John, som i kraft af sit arbejde som applikationsmanager tilbringer meget tid på at rejse ud i verden, hvor han vurderer sikkerhed på større maskiner.
- Jeg har været så meget væk, at man næsten tror, det er løgn. Derfor synes jeg, at det er godt at have en base, som man altid kan vende hjem til, siger John.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Vi bor i gennemsnit i seks år i en ejerlejlighed
Mens villaerne altså bebos af de samme ejere i mange år, er der langt større udskiftninger ved ejerlejligheder. Her bor ejerne i gennemsnit kun i seks år, inden de sælger lejligheden og flytter.
- Ejerlejligheden er for mange (i de store byer) den første bolig, som man bebor i årene, inden man får børn. Når der først er kommet børn til, kigger flere efter hus med have, og her bliver de boende som minimum, indtil børnene er flyttet hjemmefra.
- Generelt er ejertiden for villaer nogenlunde uforandret over årene, mens vi bor lidt kortere tid i ejerlejligheden, end vi gjorde for 10 år siden. En del af forklaringen er, at især ejerlejlighedsmarkedet var i en gevaldig opbremsning for 10 år siden, og at dette marked i dag er helt anderledes varmt. Der er således langt flere handler med ejerlejligheder i dag i forhold til 2008, siger Jan Nordmann.
Der er langt mindre forskel på den gennemsnitlige ejertid ved ejerlejligheder end ved villaer i forhold til, hvor i landet du kommer fra. Med en gennemsnitlig ejertid på fire et halvt år, bor nordjyderne kortest i ejerlejlighed, før de sælger den, mens bornholmerne i gennemsnit ejer deres ejerlejlighed i 8,6 år.
Mike boede i to ejerlejligheder, før han købte hus
27-årige Mike Ahmed har boet i flere lejligheder. Det skyldes dog ikke, at han besidder en usædvanlig lyst til at flytte konstant. Tværtimod. I mange år har hans største drøm været at blive husejer.
- Jeg er selv opvokset i hus og har været glad for det. Så jeg ville gerne give mine børn den samme glæde, siger Mike, der er uddannet tømrer og til daglig kører ambulance.
Men det er dyrt at købe hus.
Så i første omgang købte Mike en ejerlejlighed i Hvidovre, hvor han også er opvokset. Tre år senere flyttede han sammen med sin kæreste og deres fælles barn ind i en større ejerlejlighed i samme opgang. Her nåede de at bo i to år. Men da de fik deres andet barn, var det næste naturlige skridt at købe en villa. Så de satte deres lejlighed til salg.
- Takket være renoveringer og boligmarkedets udvikling stod vi efter salget af lejligheden med 750.000 kroner. Det betød, at vi kunne realisere drømmen om et hus, siger Mike, der af sin omgangskreds blev rådet til at vælge ejerlejlighed frem for andelslejlighed, fordi det giver større mulighed for en økonomisk gevinst end andelslejligheder.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Find flere uvildige undersøgelser fra Videncentret Bolius her