Det eneste, der mangler, er døde bænkebidere i vindueskarmen og lugten af fugt og gammelt træ, siger Ida Engelund. 

Hun smiler og ser sig omkring i sin gamle sommervilla, der i dag er toptunet efter en gennemgribende indvendig og udvendig renovering i 2021. Huset i den nordvestjyske by Løkken har været i Engelund-familiens eje, siden den lokale slagter opførte det i 1913, hvor Idas tipold­efar overtog det.

Løkkens første sommerhus ligger langt ude i klitterne

– Han og min tipoldemor havde egentlig købt et andet hus i byen, for de ville have noget her i Løkken, men da huset her blev bygget, forelskede de sig i stedet i det og byttede. Det var heldigt, erkender Ida Engelund. 

Heldigt, fordi hun og hendes søster, Anna, nu ejer Løkkens første sommervilla, der ligger så langt ude i klitten, at strandbeskyttelseslinjen snitter husets vestlige side. I dag er det helt eksklusivt, men engang blev det anset for mærkeligt, at nogen ville være her i blæsten. Det var naturligvis, før Løkken blev en kendt badeby og havudsigt en eftertragtet vare.

Boligen kort

  • Hvem bor her: Søstrene Ida og Anna har overtaget sommerhuset efter deres mormor Louise. 
  • Hvilken slags hus: Sommervilla bygget i 1912 med murede facader.
  • Hvor mange m2: Huset er på 138 m2. Grunden er på godt 1.885 m2.

Fredet sommerhus med moderne løsninger

– Huset er fredet, så der har været mange givne krav, såsom at soklen på huset skal være sort. På førstesalen var de oprindelige vinduer nærmest små kighuller, som vi har skiftet ud med skråvinduer, så vi har fået mere lys og udsyn, fortæller Ida Engelund.

Taget, der før var af eternit, er skiftet ud med tagpap. Det var enten det eller tagsten, og familien blev rådet til at vælge tagpap, fordi sandet ellers ville fyge ind under tagstenene. Modsat før i tiden er blæsten ikke længere noget, man hører inde i huset. Det er så velisoleret, at loftet med det fine træmønster har slået en revne.

Fru Klitbo er Ida Engelunds andet barndomshjem

Ida Engelund, der i dag bor på Amager med mand og børn, er altid kommet her i Fru Klitbo, som var det navn, hendes mormor gav villaen i klitten. 

– Min søster og jeg er kommet her en måned ad gangen i alle vores barndoms somre. Min mormor tog altid min mor og mine to mostre med herop, da de var børn, og jeg har været her alene med min mormor i tre uger engang. For mig er det som mit andet barndomshjem, fortæller Ida Engelund.

Fru Klitbo – Løkkens første sommerhus

Tandkrus frøs til is i usædvanlig kold vinter i Løkken

Som barn boede hun både i Birkerød – som sin mormor – og i Ry. Da Ida Engelund var 10 år, flyttede hun med sine forældre og søster til Løkken og oplevede at være i badebyen hele året:

Min mormor tog altid min mor og mine to mostre med herop, da de var børn. For mig er det som mit andet barndomshjem.
Ida Engelund, sommerhusejer

– Jeg gik i fjerde klasse, og min søster i ottende klasse på Løkken Skole, og det var en usædvanlig kold vinter. Vesterhavet var som slush-ice, og mit tandkrus frøs til is på kanten af håndvasken, fortæller Ida Engelund.

Huset er ganske vist opført som helårshus, men dengang var den eneste varmekilde en brændeovn, hvor skorstenen var forkert monteret.

Renovering afslørede sommerhusets historie

– Da vi renoverede og brød gulvbrædderne op, så vi, at der hverken var sokkel eller isolering. Huset er bygget direkte oven på sandet, siger Ida Engelund.

Hun og hendes søster valgte at fjerne alt i huset, undtagen trappen mellem stueetagen og førstesalen og førnævnte træloft i stuen.

– I soveværelsets endegavl kunne vi se, at de havde brugt tjære til at tætne muren med. Der var fugt i alle vægge, for det kom der jo om vinteren, men om sommeren blev huset til gengæld blæst igennem og tørret af solen, så jeg tror, at indeklimaet var sundt nok.

Mormor blev gift med fætter

Louise Engelund, der er Ida Engelunds mormor, ejede huset, indtil børnebørnene Ida og Anna overtog. Louise er født i 1930 og blev som 20-årig gift med sin fætter Frank, hvis familie ejede Klitbo.

– Frank havde fortalt om Løkkens lyksaligheder og ville gerne vise mig rundt. Jeg syntes godt om stedet – og om Frank – så da jeg kom tilbage næste sommer, blev der aftalt bryllup, fortæller Louise Engelund.

Parret holdt deres hvedebrødsdage her i det hus, som fik så stor betydning i Louises liv:

Jeg har hjemme begge steder, for jeg har skabt så mange gode relationer her i Løkken.
Louise Engelund, tidligere ejer af Klitbo

– For mig er Klitbo et sted, hvor vi var levende, siger hun.

Et liv fyldt med minder i Klitbo

Louise er kommet her i alle sine somre siden 1948 og fortsatte med at komme efter Franks død i 1983. Dengang overvejede hun at sælge Klitbo, men hun kunne ikke undvære huset og sine somre ved Vesterhavet. I stedet solgte hun parrets hjem og flyttede i et bofællesskab i Birkerød:

– Jeg har hjemme begge steder, for jeg har skabt så mange gode relationer her i Løkken. Jeg har aldrig følt mig som turist, tværtimod har jeg følt, at det her er et sted, hvor jeg kan leve, siger Louise Engelund.

Mageløs udsigt fra soveværelset i sommerhuset

Renoveringen har kostet 2,5 millioner kroner, og søstrene Engelund ejer huset i fællesskab og har særeje.

– Det betyder meget for min mormor, at huset bliver i familien, så det var en måde at forsøge at sikre det på. Mine forældre, vores kusine og moster bruger også huset, og det er selvfølgelig upraktisk, at det ligger så langt væk fra, hvor vi alle bor, men for mig er det huset, det handler om. Vi kan ikke flytte det, og for mig er fordelen også, at det ligger tilpas langt væk til, at jeg kommer helt ned i gear, når jeg er her, forklarer Ida Engelund.

Sommerhusets sjæl bevares

Hun og søsteren Anna var heldigvis enige om så vidt muligt at føre huset tilbage til sit helt oprindelige udseende.

– Vi valgte samme rumfordeling, for vi ville virkelig gerne bevare samme stemning som altid i huset. Vi var bange for, at hvis vi rodede for meget rundt, ville det blive fremmed, forklarer hun.

Gamle fotos fra husets første år har været en stor kilde til at føre det tilbage til det originale, og blandt andet er husets tagudhæng genskabt af en lokal snedker ud fra et foto.  

– Jeg kan blive meget nostalgisk, når jeg ser på de gamle sort-hvide billeder, erkender Ida Engelund.

...men blev overbevist om plastikvinduer

Alligevel har hun også været pragmatisk og valgt vinduer, som hun ellers havde forsvoret:

– Min mormor og morfar havde skiftet vinduerne, og vi ville gerne tilbage til vinduer med små sprosser øverst. Vinden herude er meget hård ved træværket, men da vi blev foreslået plastikvinduer, sagde jeg: ”Det kommer ikke til at ske!”

Hun griner, for hun lod sig overtale til et besøg hos en lokal producent af netop plastikvinduer, og som hun siger:

– Da vi gik derfra, havde vi valgt farven til vinduerne. Jeg blev overbevist, fordi jeg skulle helt tæt på for at opdage, at det er plastik, og så er der 100 års garanti.

Sommerhus i Løkken skal gives videre til næste generation

Står det til søstrene Ida og Anna, beholder de huset resten af deres liv og håber, at deres børn en dag vil overtage og føre traditionen videre til sjette generation. Søstrene elsker Løkken og luften, og de elsker duften af sommer i det gamle hus

– Jeg kan have nok så mange problemer, men når jeg kommer herop, så er det lige meget. Den her gentagelse i livet, som huset repræsenterer, gør godt, siger Ida Engelund.