Familien og huset
- Hvem bor her: Tanya Lindkvist, programchef i Dansk Arkitektur Center, Kim Høgh Mikkelsen, filmfotograf, børnene Villas, 10, Carla 13 og Louis 17 år samt hunden Ellie. Den ældste søn Otto er flyttet hjemmefra.
- Hvilket slags hus: Villa bygget i 1914, tegnet af arkitekterne Louis Hygom og Henning Hansen.
- Hvor mange m2: 280 m2 fordelt på 3 etager plus kælder.
Man kan godt forelske sig i et hus, selvom man aldrig har været i det og dybest set ikke helt ved, hvordan det ser ud.
Det kan Tanya Lindkvist skrive under på. For tre år siden boede hun og hendes familie i en villalejlighed i Valby. Hun og manden, Kim Høgh Mikkelsen, gik ofte aftentur i området, og her var de nogle gange kommet forbi den store, gamle villa på Amalie Skrams Allé.
- Huset var fuldstændig pakket ind i efeu, men vi følte, at der lå et eventyr gemt der bag alt det grønne. Vi vidste, at der boede nogle ældre mennesker i huset, så vi smed simpelt hen et brev i postkassen, hvor vi skrev, at hvis huset en dag kom til salg, ville vi gerne købe det, fortæller Tanya Lindkvist.
Og så en dag ringede ejeren af huset, Mogens, og fortalte, at nu var han parat til at flytte hjemmefra i en alder af nogle og halvfjerds. Hans mor, Ebba, var lige død i en alder af 101 år.
- Mogens var født i huset, som hans bedstefar havde bygget. Tre generationer havde boet i huset, og i alle de år havde de ikke fældet et eneste træ i haven, siger Tanya Lindkvist.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Ruminddeling den samme siden 1914
Hun elsker historien, der fulgte med huset, og det var også med respekt for den, at hun og manden satte gang i et større renoveringsprojekt, for de kom ikke udenom, at huset trængte voldsomt. Det gode var dog, at der ikke var rørt ved den oprindelige ruminddeling – det er der heller ikke siden.
Vi kan godt li’, at alt ikke er så perfekt. Man må godt kunne se, at der er noget slid
I stedet havde de nye ejere fokus på at bevare det, der kunne bevares i stedet for at købe nyt. Derfor er alle vinduer i huset også de oprindelige med forsatsvinduer. Kun glasset er skiftet visse steder. Og Tanya Lindkvist ved godt, at det ikke er det nemmeste valg.
- Det tager tid at sætte gamle vinduer i stand, men vi tager et par stykker om året og tager så et glas rosévin i pausen, siger hun med et smil.
Kort om murermestervillaen og renoveringen
Huset blev handlet til 6,5 millioner kr. i 2018.
Renoveringen omfatter: Nyt tag, nyt parketgulv i stueetagen med gulvvarme, nyt køkken, nye badeværelser samt renovering af hele kælderen.
Vinduerne istandsættes løbende – enkelte steder er glasset udskiftet.
Renoveringen kan følges på Instagram: @villa_amalie
Gamle paneler blev smidt ud – og fisket op igen
Håndværkerne har måske også indimellem undret sig over familiens konsekvente valg om at bevare.
– De var fx overbevist om, at vi skulle have nye paneler, så de havde smidt de gamle i containeren, hvor vi så måtte fiske dem op igen, Men vi kan godt li’, at alt ikke er så perfekt. Man må godt kunne se, at der er noget slid, siger Tanya Lindkvist og peger på et hjørne, hvor noget træ er gået af det gamle panel.
Nødvendigt at skifte køkken og tag
Nogle steder måtte tanken om at bevare dog opgives. Køkkenet er et nyt snedkerkøkken, som erstattede et slidt køkken, som dog ikke var husets oprindelige, men formentlig sat ind engang i 1970’erne.
Vi forsøger at leve efter et dogme, som hedder, at vi ikke køber nyt
Også taget er et nyt tegltag. Det gamle var utæt og stod ikke til at redde. Det regnede simpelt hen ned gennem alle etager. Familien har også undervejs stødt på både råd- og svampeskader.
– Det har været fedt at stå for hele renoveringen selv, men hold op, hvor laver man mange fejl, konstaterer Tanya Lindkvist.
Selv om de valgte selv at styre renoveringen, har de rådspurgt sig hos Center for Bygningsbevaring i Raadvad, som har hjulpet familien med at prioritere, hvad der var kritisk og skulle ordnes hurtigst muligt, og hvad der kan vente til senere.
Historiske farver på vægge krævede research
Som gæst i huset er det første, der slår en, de smukke farver på væggene i både stuer og værelser. Her er både røde, gule, blå og grønne nuancer. Farverne er valgt efter meget grundig research af husets kvindelige ejer.
– Faktisk startede jeg med at male alle vægge hvide, men gik så i gang med at studere farver lidt nærmere. Jeg har brugt historiske farver, som passer til den tid, hvor huset blev bygget og har bl.a. været inspireret af farverne på Thorvaldsens Museum og Glyptoteket. Jeg har testet farverne på lærred undtagen én gang, og der blev det heller ikke godt. Men når det handler om farver, er det bare at kaste sig ud i det, det kan jo altid males over, fortæller husejeren.
– Vi køber ikke nyt
Huset er stort set møbleret med ældre møbler, som enten er arvestykker eller købt brugt. Tanya Lindkvist har stor erfaring og held med at købe brugte møbler, og det kan både være fra DBA, loppemarkeder eller på auktion.
- Vi forsøger at leve efter et dogme, som hedder, at vi ikke køber nyt, siger husejeren, som kalder sin bolig et generationshus.
De næsten 300 kvadratmeter, som familien nu har til rådighed, giver nemlig mulighed for at andre end den nærmeste familie kan få et værelse stillet til rådighed i en periode.
- Vi har fx haft både kærester og kusine boende, som var midlertidig uden bolig, og min svigerfar har også boet her en overgang, siger Tanya Lindkvist.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Mumificeret egern i efeu
Den vildtvoksende efeu, som huset var pakket ind, da Tanya Lindkvist og hendes familie overtog det, er i dag helt væk. Efter udpakningen fremstår huset nu med de klassiske, røde mursten, men det var en hård kamp, som Kim Høgh Mikkelsen tog op alene. I dag kan man stadig se små, hvide ’poter’ fra planten på muren.
- Det var blevet til en hel skov, og vi fandt på et tidspunkt et mumificeret egern derinde mellem grenene, husker Tanya Lindkvist.
Hun har efter mange år i lejligheder taget livet med hus og have til sig og nyder at kunne gå ud i den gamle have, hvor der bliver eksperimenteret med både blomster og spiselige planter, mens de gamle træer bevares.
Søndag er saunatid
Det hele har et afslappet look med blanding af ’styret’ have og en anelse vildskab. Her er både en stor terrasse, flere hyggelige kroge, bålplads og udendørs bad. Et ekstra plus er den færdigkøbte sauna, som tilfører en pæn portion livskvalitet til familien i Valby.
Vi har simpelt hen gjort det til en tradition, at vi går i sauna søndag eftermiddag, hvor man måske alligevel ikke laver så meget. Og alle i familien har taget traditionen til sig, siger Tanja Lindkvist.