Lena og Palle bor i Sønderhos berømte skipperhus

Sønderhos hovedgade er landevejen, hvor en strøm af mennesker hvert år defilerer forbi. Det er typisk turister, som har fundet vej til den smukke landsby på Fanø ved Vadehavet. 

Flere steder stopper folk op og ser sig benovet omkring, men ét hus får særlig stor opmærksomhed. Det er Galionsgården, hvor en figur med hoved og buste i noget nær menneskestørrelse troner over den grønne port ind til huset. 

– Om sommeren er der næsten uafbrudt 30 mennesker uden for huset. Nogle spørger, om figuren er H.C. Andersen eller ejeren, fortæller Palle Petersen, den ene af husets ejere.

Hvem bor her: Lena Eilstrup, 75 år, og Palle Petersen, 76 år. Begge er forfattere.

Hvilken slags hus: Huset er registreret første gang i 1750, men er muligvis endnu ældre. Huset har en fortid som både bondegård, toldkontor og bank samt almindelig beboelse. 

Hvor mange m2: 120 m2 beboelse plus stald på 40 m2 og loft på 150 m2.

Den store opmærksomhed kom ikke bag på Palle og hustruen, Lena Eilstrup. De er begge københavnere, men har tidligere boet i et andet hus i Sønderho i 12 år. Og når de gik forbi Galionsgården, kunne de ikke selv lade være med at kigge en ekstra gang på det fine hus med den sjove figur ved indgangsporten. 

Galionsfiguren har givet huset sit navn. Historien er, at den drev i land på Fanø i 1890 efter et forlis med det engelske skib Lord Palmerston. Det er uvist, hvem der fandt figuren og satte den op foran huset omkring 1900. Men uanset baggrunden har figuren gjort huset til det suverænt mest fotograferede i Sønderho.

Lena Eilstrup og Palle Petersen opdagede i 2016, at huset stod til salg som sommerhus. Det var et dødsbo – faktisk lidt af en ruin. Fliserne sad direkte på væggen, og isolering var der ikke noget af. Alle vinduerne var rådne og kaldte på kærlig behandling. Men parret kunne få øje på den perle, huset kunne blive til.

– Det er et spændende og meget markant hus. Vi ville komme til at bo i en bid af historien. Og som historiemand virkede det dragende på mig, siger Palle med et smil.

Huset var sat til salg til 2,5 millioner kroner. Det var for dyrt på grund af dets dårlige stand, mente Lena Eilstrup og Palle Petersen. Så de bød 2 millioner og endte med at få det for cirka 100.000 kroner mere. 

Indvendigt er alt gennemgået. Den bløde masonit på væggene er erstattet med porebeton, som isolerer godt. De knækkede stolper er fjernet, og de rådne gulve er udskiftet med gulv i ølandssten. Der er kommet nye paneler op, som er magen til de gamle.

Vinduerne i underetagen er fjernet og erstattet med nye i særligt optoglas, som er hærdet og lydisolerende. Det betyder, at støjen fra de forbikørende lastbiler og anden trafik næsten ikke høres inde i huset.

Det gamle køkken blev fjernet, og et nyt er sat ind. Badeværelset er ligeledes blevet renoveret. De sænkede lofter er blevet revet ned. Og de gamle Fanøfliser i huset er blevet suppleret med andre gamle fliser.  

Der er installeret jordvarme, og brændeovnen er blevet udskiftet med en mere original model fra Christiansfelder Kakkelovne.

Stråtaget var i god stand, så det er der ikke gjort noget ved. Renoveringen har kostet ejerne cirka 1,5 millioner kr.

Og så var det ellers bare at gå i gang med det første store arbejde: nedrivningen, som de selv stod for i vidt omfang. Dernæst fulgte det sjovere arbejde med at tilbageføre huset – med vejledning fra Slots- og Kulturstyrelsen. De fik en række håndværkere til at sætte nye vinduer i, slibe gulvene ned, rense maling af de gamle døre, male lofterne hvide og male vægge i den oprindelige og smukke almueblå med guldkanter. 

Guldet undrede husejerne sig over i første omgang, for det er ikke særlig karakteristisk for de gamle huse i Sønderho. Men da de fandt ud af, at huset har haft en fortid som både toldkontor og bank, faldt tiøren.

– Det har skullet lugte lidt af penge, siger Lena Eilstrup og ler.

Vi sidder i dagligstuen, hvor parret ofte opholder sig, og hvor de nyder at se det flotte resultat af renoveringen.

Billeder er der ikke mange af på væggene, som i stedet er udsmykket med Fanøfliser med motiver af skibe, huse og kirker. 

De er typiske for husene i Sønderho, og mange vil kunne kende dem på deres hvide baggrund og blå motiver. En del af fliserne var i en stand, så de kunne reddes, men det var nødvendigt at supplere med flere. Dem har Lena Eilstrup og Palle Petersen fundet på Lauritz.com og på loppemarkeder rundtomkring i både Danmark og Tyskland. Udgiften til nye gamle fliser har været ca. 50.000 kroner, men de er alle pengene værd, mener parret, fordi de skaber stemning i stuerne og i køkkenet – og sådan skal der se ud i et Sønderhohus.

Et andet element, de nyder at kigge på hver dag, er brændeovnen fra Christiansfelder Kakkelovne.

– Den er meget smuk og har et helt andet gammelt udtryk end den gamle og ødelagte model, som vi fjernede, siger Palle Petersen.

Sønderho har det største antal fredede huse i Danmark i forhold til størrelsen. Ikke færre end 76 huse er fredet, mens mange af de øvrige er bevaringsværdige. Byen må derfor ikke ændres. 

Galionsgården er ikke fredet på grund af husets dårlige forfatning og tidligere ombygninger, men er nu indstillet til fredning. Palle og Lena håber på at få positiv besked fra Slots- og Kulturstyrelsen i nærmeste fremtid. 

Der er økonomiske fordele ved en fredning – blandt andet slipper man for at betale ejendomsskat. Men vigtigere endnu for husejerne er det at sikre husets bevaring for eftertiden. 

– Vi synes, at huset er så smukt, at det fortjener at blive fredet, så det ikke bliver ødelagt af kommende ejere på et senere tidspunkt, siger Palle Petersen. 

Han og Lena har boet og rejst mange steder i verden – listen tæller for eksempel huse på både Grønland og Tenerife. Begge steder med en pragtfuld udsigt, som det nye hjem i Sønderho ikke kan byde på. 

Til gengæld er landsbysamfundet ifølge parret ét stort bofællesskab med mange sociale sammenkomster, et livligt foreningsliv og spændende musikliv. Her bekymrer man sig om hinanden. Og derfor er det her, parret gerne vil blive gamle.

– Man kan ikke leve af en udsigt. Det sociale betyder mere. Her bor 250 mennesker, og der kommer mange sommerhusfolk. Vi kender mange, siger Lena Eilstrup, der ligesom sin mand ikke kan forestille sig at skifte fast bolig mere i sit liv.

– Vi er virkelig glade for at bo her. Og så lever vi fint med, at vi kærligt bliver kaldt ”københoninge”.