I dag bor hver femte dansker i almen bolig, hvilket er en af velfærdsstatens fremmeste eksempler på, at alle borgere fortjener et godt sted at bo. Den almene boligmasse er bygget fra 1933 og op til i dag og kommer i forskellige former og stilarter.
– Det tidlige byggeri fra 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne er murstensbyggeri, det kan være både gule og røde mursten, og er det, man kalder det traditionelle byggeri, forklarer Jannie Rosenberg Bendsen.
Som arkitekturhistoriker og ph.d. har hun været med til at udarbejde en stor undersøgelse for Landsbyggefonden og Slots- og Kulturstyrelsen, hvor man kortlagde bevaringsværdierne inden for det almene byggeri.
– Almene boliger er oftest etageboliger, selvom der også findes almene rækkehuse og parcelhuse, uddyber hun.
Montagebyggeriet tog over
De traditionelle murstensbyggeri dominerede første halvdel af det 20. århundrede. Derefter fulgte en ny periode med en helt anden byggestil: montagebyggeriet.
– Fra 1960’erne og frem får vi det industrialiserede byggeri. I 1960 vedtager man montagecirkulæret, hvor man beslutter sig for med rationalisering at bygge 7.500 enheder fordelt på fire planer. Det er Ballerupplanen, Høje Gladsaxe, Sydjyllandsplanen og Albertslund Syd, der bliver bygget på meget kort tid, forklarer Jannie Rosenberg Bendsen.
Nogle af områderne blev senere præget af sociale problemer, hvilket er med til at give boligerne et dårligt ry. Men det ændrer ikke på bygningernes historiske betydning, mener hun.
Et velfærdsfænomen
Den danske fredningslov og praksis er i sin nuværende form lagt an på byggerier i størrelsesskalaen fra enfamiliehuse til herregårde.
– I det øjeblik vi kommer op i en større skala, kræver det enormt meget af myndighederne, når de skal sagsbehandle en fredet bygning. De økonomiske fordele, man har som ejer af et fredet hus, kan de almene boligbebyggelser ikke få, forklarer Jannie Rosenberg Bendsen.
Der var simpelthen ikke taget højde for store byggerier som Bellahøjhusene eller Høje Gladsaxe, hverken da fredningsloven blev vedtaget eller senere revideret. Hvis bygninger i den almene boligsektor skal fredes, skal loven ændres, hvilket gør det til en politisk beslutning.
Da en stor del af det moderne Danmarks historie netop er knyttet til livet i den almene sektor, er det en problematik, der bør løses, mener arkitekturhistorikeren.
– Det industrialiserede byggeri var med til at udrydde boligmangel og forbedrede boligvilkårene for en stor del af den danske befolkning. Det er en historie, der er vigtig at bevare, siger Jannie Rosenberg Bendsen.
– Bevaring handler jo ikke kun om noget, der er smukt. Der ligger nogle historier om velfærdssamfundets udvikling i de almene boligbebyggelser.
Kendte arkitekter står bag
Der er enighed om, at Bellahøjhusene i København skal fredes på et tidspunkt, men processen er udskudt, indtil renoveringen af de ikoniske højhuse er færdig i 2030.
Tidligere kaldte man alment boligbyggeri for socialt boligbyggeri. Kigger man på lignende byggerier i andre lande, er der stor forskel på, hvordan man greb det an herhjemme og andre steder i Europa.
– Det særlige ved dansk almennyttigt boligbyggeri er, at det er nogle af de bedste danske arkitekter, der har tegnet det. Hvis man kigger på alment boligbyggeri i udlandet, kan man se, at det har været et lavstatusområde blandt arkitekterne, fortæller Jannie Rosenberg Bendsen.
– I Danmark har man prioriteret, at boligpolitik er socialpolitik, og det er blevet massivt støttet fra statens side. Samtidig har boligforeningerne været gode til at hyre de bedste arkitekter for at få mest ud af pengene og skabe en rigtig god kvalitet, forklarer hun.
Ombygninger står i vejen
Fordi montagebyggeriet var en helt ny måde at bygge på, var det stadig eksperimentelt byggeri, hvor der blev begået de klassiske begynderfejl. En del af de store byggerier fra 1960’erne og 1970’erne er da også siden blevet renoveret og bygget om, hvilket nu er noget af det, som står i vejen for en fredning eller høj grad af bevaringsværdighed.
– Rent bevaringsmæssigt er det et problem, at fx de fire planer er blevet bygget om rigtig mange gange, når de er blevet renoveret. Derfor skal vi have en diskussion om, hvordan vi bevarer og freder i dag.
Atelierhusene fra 1942 i Københavns Nordvestkvarter er indtil videre det eneste almene byggeri, der er fredet, men arkitekturhistorikeren har været med til at udpege 30 forskellige bebyggelser inden for den almene boligsektor, som hun gerne så fredet eller bevaret.
– Fredningslisten skal repræsentere alle dele af samfundsudviklingen, og det er et problem i forhold til hele formålet med fredningslovgivningen, at det almene boligbyggeri ikke er fredet, slutter Jannie Rosenberg Bendsen.
4 almene bebyggelser, der er værd at bevare
Jannie Rosenberg Bendsens fire bud på alment boligbyggeri, der bør fredes.
Hun fortæller her hvorfor.
1. Bellahøj
– Bellahøjbebyggelsen er forløberen for montagebyggerierne. Det var her, at man for første gang i en dansk kontekst prøvede at industrialisere byggeriet. Det var et forsøgsbyggeri i stor skala og et byggeri, der kom til at pege frem mod det, som senere kom til at ske med byggeriet. Bellahøj er en vigtig brik i fortællingen om Velfærdsdanmark.
2. Søndergård Park i Bagsværd
– Bebyggelsen, der er opført fra 1949 til 1951, består af rækkehuse i forskellige udformninger samt enfamiliehuse. Der er butikstorv og institutioner tænkt sammen, og det hele er planlagt fra starten. Det er en utrolig vellykket boligbebyggelse. Man har fra arkitekternes side tænkt enormt meget over, hvilke typer mennesker der skulle bo der. Rent arkitektonisk er det et helt enkelt, gult murstensbyggeri. Hvis du beder et barn om at tegne et hus, så vil de tegne et af enfamiliehusene i Søndergård Park.
3. Høje Søborg i Søborg
– Kollektivhuset på Søborg Torv er fra begyndelsen af 1950’erne. Udefra ser det måske lidt kedeligt ud, men når man kommer ind, er det utrolig velbevaret, og det fungerer stadigvæk som et kollektivhus. Høje Søborg fortæller historien om, at man også prøvede at lave boformer for dem, der ikke lige passede ind i en lejlighed eller et hus. Det kunne være enlige, enlige forsørgere, pensionister eller studerende. Man har en restaurant, der stadig fungerer i dag, hvor man kan spise eller tage maden med op i sin bolig. Der var rengøringsservice, indkøbsmuligheder, og tidligere kunne man få hentet bøger på biblioteket, man kunne aflevere sit tøj til rensning og hente det næste dag. I dag er mange funktioner forsvundet, men det er stadig et kollektivhus med bl.a. en daginstitution.
4. Tinggården i Herfølge
– Et senere eksempel er Tinggården bygget i årene 1971 til 1978 som en reaktion på alt det, der skete med det industrialiserede byggeri i 1960’erne og 1970’erne. Man begynder at arbejde med mindre enheder og rødmalet træ på facaden. Der er gule mursten og karnapper, der skyder ud fra facaden. Det er et oplevelsesrigt byggeri både i arkitekturen og i bebyggelsesplanen og i måden, de enkelte blokke bliver sat sammen på, og den måde, man tænker boligerne indvendigt. Man kan gøre sin bolig større eller mindre, alt efter om ens familiesituation ændrer sig. Der er en fleksibilitet, der er helt fantastisk.
