Jeg er ikke gammel nok til seniorbofællesskab

Bogreolerne langs væggene kæmper om opmærksomheden med de store, farverige malerier. På spisebordet og skrivebordet er der bunker af bøger og papirer, og et lille rullebord byder på drinks og cerutter.

I denne stuelejlighed på Frederiksberg bor Nils-Christian Nilson - eller Nille, som han helst vil kaldes. Han bevæger sig let rundt og dækker op til frokost. Grønne asparges med parmesan og citronskal, frisk laksesalat og selvfølgelig kaffe til sidst.

Nille mener ikke, man kan bruge en dåbsattest til ret meget, og han kunne aldrig finde på at flytte i et seniorbofællesskab.

- Jeg kan da godt se idéen i oldekoller. Specielt for folk, der bliver alene og måske ikke har været vant til at lave mad eller gøre andre ting selv. Men det er altså ikke noget for mig. Jeg blev skilt i 1993 og er vant til at bo alene. Det ville være et alt for stort indhug i mit privatliv at skulle bo med andre. Jeg vil kunne lukke min dør og have mit rod i fred, siger Nille.

Arbejder stadig

Nille er journalist og fik sin første læreplads på Middelfart Venstreblad som 15-årig. Derefter fulgte mange år på Politiken og endnu flere år på Ekstra Bladet. Selv om han er blevet pensioneret, arbejder han stadig freelance for både Ekstra Bladet og Egmont og sad fx og liveopdaterede Ekstra Bladets hjemmeside hele natten under Brexit.

- Mange går i stå, når de stopper på arbejdsmarkedet. Men jeg har stadig lyst til at arbejde og er glad for at kunne vælge, hvad jeg arbejder med. Så hvad skulle jeg i et oldekolle? Jeg er ikke gammel nok, siger Nille og smiler skævt.

Jeg vil kunne sige: "Hvad f... rager det dig?"

Nille mener heller ikke, han har personligheden til et seniorbofællesskab.

- Bor man i oldekolle, skal man altid være høflig og forstående. Det har jeg ikke lyst til at være tvunget til. Jeg vil have lov til at sige: "Hvad fanden rager det dig?". Det er sådan et godt udtryk, fastslår han.

Squash med yngre og hjælp til rengøring

Han har i øvrigt lige taget kørekort, spiller fast squash med en flok, der er henholdsvis halvdelen og en tredjedel af hans egen alder, og så løber, vandrer og rejser han meget.

Derfor mener han ikke, der er optræk til, at han ikke vil kunne passe sin egen bolig. Men han er glad for at have en til at komme og gøre rent, og at han har adgang til en lys gårdhave, han ikke selv skal passe.

- Jeg ved da godt, at en bagatel kan få min alder til at indhente mig. Men lige nu er der ikke noget, der tyder på, at jeg er ved at gå fra snøvsen eller blive svagelig, så jeg kan ikke se, hvad der skulle blive svært for mig ved at beholde lejligheden, siger han.

Vent ikke på invitation - tag selv initiativ

Han påpeger, at hvis man som ham vælger at bo alene, så er man nødt til selv at tage initiativ i hverdagen. Fællesskab og oplevelser kommer ikke og banker på døren.

- Man skal ikke sidde hjemme og vente på at blive inviteret. Man er nødt til selv at finde på noget og tage initiativ til at få andre med. Omvendt skal man heller ikke overrende andre folk og presse sig på. Så det er hele tiden en balance, mener han.

Vil ikke isolere sig med sin egen generation

Nille er ikke bange for at blive ensom. Han har sine to børn, og så har han et helt hav af veninder. Deres alder spænder fra 24 til 43 år. Nogle går han ud og spiser og drikker med. Nogle spiller han squash med. Og andre tager han på museum, loppemarkeder, kunstudstillinger eller rejser med. Alle er nogle, han har mødt gennem arbejdet på den ene eller anden måde.

- Hvis man isolerer sig med sin egen generation, er der en risiko for, at man taler om alt det, der var - i stedet for at man taler om det, der er. Jeg nyder at kunne følge med i de unges liv og de problemer, de møder i forhold til uddannelse, job, børn og kærester. På den måde er det også nemmere at følge med i udviklingen i samfundet og politik helt generelt, siger han.

Han peger på nogle ord, han har rammet ind og hængt op bag skrivebordet, fordi de opsummerer hans indstilling til tingene: "Das leben wird schöner und schöner".