Abelones flyttedilemma: Hvor skal vi hen - by eller land?

- Hvor skal vi hen, du? Husker du TV 2-skærmtrolden Hugo, der med spidse ører og små horn i panden skulle styres igennem en labyrint med indbyggede udfordringer og fælder af seeren? Nogenlunde som sådan en seer har vi haft det et stykke tid, og spørgsmålet ”Hvor skal I så hen?” er blevet en anelse irriterende at få. For vi er ikke sikre endnu.  

Skal det være i byen eller på landet? Skal det være dér, hvor vi allerede bor, eller skal vi benytte anledningen til at se nye horisonter? Skal vi flytte hen til nogen, vi holder af – for eksempel børn og børnebørn, eller vejer det nuværende netværk tungere? Skal vi flytte i lejlighed eller i ejerbolig? Skal vi være os selv eller flytte sammen med andre?

Jeg synes, det har været – og stadig er – svært at tage den endelige beslutning, før vi kender det uigenkaldelige tidspunkt for flytningen fra vores nuværende hus på Falster. Så meget har vist sig at forandre sig på så kort tid og har ændret forudsætningerne for vores beslutning. Helbred først og fremmest, men også økonomi, kræfter, udbud og så alt det, vi på ingen måde kunne forudse så som corona. 

I skrivende stund har vi haft to positive fremvisninger, som vi venter tilbagemelding på. Måske er vi nået vejs ende med dette hus, hvor vi har boet i 21 år. Måske er det den endelige beslutning, vi skal træffe om kort tid.

Lad mig prøve at opridse nogle af de forskellige overvejelser, vi har haft til nu. Det er ikke sikkert, det passer til læserens virkelighed, men sådan her er vi nået frem til de foreløbige konklusioner:

Abelone Glahn har skrevet tre artikler om gode råd til processen, når din nuværende bolig ikke længere passer på det liv, du ønsker at leve i den tredje alder. Dette er den sidste artikel, mens de to første kan findes som links i bunden af denne artikel.

Vi er begge født og opvokset i København. Det ældste netværk og det meste af familien bor der. Men vi valgte at flytte til en landsby på Nordfalster og har stortrivedes med det i 21 år. Så meget, at vi i mange år var sikre på, vi ville blive boende her. Tæt på markerne, ingen naboer hverken ovenpå eller nedenunder, faktisk bor vi på en hjørneejendom og har slet ingen naboer, kun en hestefold og så de sødeste genboer overfor. Højt til loftet, mørkt om natten, så man kan se stjerner, og når det er nordøstenvind, kan vi lugte havet tre kilometer væk. 

Vi følger naturens gang, når markerne står neongrønne med spirende karsehår, og når det ”hvide guld” køres ind i efterårets roekampagne. Vi har ynglende natugler og flagermus i de høje træer, og den mere end 120 år gamle rødbøg er et pragtsyn året rundt. Badestrand i to retninger, gåture i vældige skove få minutters kørsel herfra. Hvad mere kan man ønske sig?

At have naturen så tæt på er et uvurderligt gode, som er svært at slippe, men er prisen for at beholde den tæt på for høj? Vi troede, vi skulle blive i naturen og har længe kigget på mindre huse, som der er mange gode af til leje i vores område, især omkring et lille fiskerleje ud til Østersøen, hvor vi ofte går tur. 

Vi har nået den erkendelse, at:

• Små huse på landet som regel ligger for enden af en markvej eller ude ved en landevej, hvor der enten ikke er offentlige transportruter eller ikke bliver sneryddet så tit.  Vil vi kunne rydde de 100 meter ud til landevejen om nogle år? Vil vi overhovedet have bil? Har vi stadig kørekort? Er vi blevet natteblinde eller bange for at køre, når mørket falder på? 
• Hvis vi som pensionister vil deltage i aktiviteter og kulturliv om aftenen, vil det være rart ikke at have langt hjem. Det skal være sikkert at gå om aftenen, gerne med gadelys – og hvis man falder, må der gerne være flere mennesker i nærheden, end der er nu. Vil vi komme op i den klasse, hvor vi kun går til ting i dagtimerne, fordi vi er utrygge om aftenen? 
• Det kan blive frygtelig ensomt at bo for langt fra alle, når den ene af os dør. Vi er sociale mennesker, og det har været fint at have lidt afstand til naboer, dengang husstanden bestod af syv mennesker, men kun at være én på en matrikel langt fra andre lyder ikke attraktivt for hverken min mand eller mig.
• Selv om vi flytter i et lejet hus, skal der en vis vedligeholdelse til, og vi skal overveje nøje, hvor meget vi har kræfter til. Jeg selv har særlig nydt at beskære træer, buske og roser i den store have, men det er blevet sur pligt nu, og der er knap tid til at nippe tomaterne. Haven giver imidlertid med sine gode kroge og naturlige hegn både sol og skygge i de mange måneder, vi kan være udendørs. I dag er det bedste blevet at kunne sætte solstolen ud og tage sig en lur i den, godt pakket ind i tæpper eller med en parasol over hovedet. Dén lille ting er i virkeligheden nok den allervigtigste.

Så vi er med blødende hjerte klar over, at valget bliver en by. Helbredet og kræfterne er den udslagsgivende faktor. Eneste absolutte must for den næste bolig er en rummelig altan, hvor der er plads til solstolen og en plantekasse med tomater, formentlig i en lejlighed i stueplan eller med elevator. Noget ganske andet, end vi troede for fem år siden, hvor jeg ville have forsvoret at være indstillet på kun at kunne gå ned i en (overfyldt) park under en hedebølge eller være tilfreds med at sidde for åbne vinduer med stillestående luft i en etageejendom. 

Vi har indset, at vi kan risikere over- og underboere med en anden livsform end vores. Der vil formentlig være konstant larm og støj fra såvel maskiner som mennesker, skraldecontainere, der skramles ud af gården ved 4-tiden, rullekufferter fra alverdens rejsende, bippende bakkende lastbiler, udsugning og airconditionklapren, andres musik ud af vinduerne og mados ind ad vinduerne. Trafik, parkeringsbøder, farlige fodgængere, umulige cyklister, elektriske løbehjul og usund udstødning.

Altså, helt ærligt, så glæder jeg mig til igen at være en af de umulige cyklister. Længslen efter friheden på cykel gennem byen er kolossal for os, der ellers primært er bundet til bil på grund af afstandene, og resten er vel heller ikke værre: Vi har i dag besøgende, som ikke kan forstå, at vi kan udholde larmen og støvet fra mejetærskerne i høstsæsonen, og som bliver livrædde, når de hører vores pindsvin tøffe gennem de nedfaldne blade uden for gæsteværelset. 

Beslutningen har betydet, at vi nu har opsat boligsøgninger på lejligheder, der passer på disse kriterier, plus vores sandsynlige økonomi de næste år.

Men hvor henne så? By kan være den nærmeste købstad Stubbekøbing (med 2.250 indbyggere), den nærmeste større by Nykøbing (med 25.000 indbyggere) eller lige frem selve hovedstaden, tilbage til udgangspunktet. Også her er vi tæt på en beslutning, men vakler stadig: For der er flere parametre, som hele tiden flytter sig.

De to, der nok fylder mest: Tiden, der er tilbage, og de voksne børn og børnebørnene. Vi ser dem simpelthen ikke så meget, som vi gerne ville, og vi har ikke så mange år tilbage at se dem i. Afstanden fra Falster til København, hvor familierne bor, er for stor. Familierne kommer kun sjældent ned til os, og vi kører ikke længere ind til byen for en kort bemærkning, ikke mindst fordi de bor i etageejendomme uden elevator. 

En smertelig sandhed er, at vi hidtil ikke nær nok har været sammen med især de foreløbig tre børnebørn, vi har. Og flere skal nok komme til. Børnebørn skal man især se i deres første leveår, før de kommer i skole, får fritidsinteresser og skal på feriekolonier, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at knytte dem til sig. I mange familier mødes man en gang eller to om måneden og spiser sammen. Eller man falder ind hos hinanden, når man bor tæt.

Da vi boede i København, kom min far cyklende forbi om morgenen, når han havde været til gymnastik, og min datter tog forbi ham, når hun havde været til spejder lige ved siden af hans og min stedmors lejlighed. Det faldt naturligt. Her er det umuligt. Det falder ikke naturligt liiige at køre til Falster og vice versa. 

Men skal man flytte efter, hvor børnene og børnebørn er? Mange siger NEJ. Du har dit liv. Flyt derhen, hvor du selv vil, og hvor dit liv i de næste mange år skal udfolde sig. Det er også sandt, men når livet ikke længere er så langt foran én, bliver prioriteterne nærere. Hos os har det i den senere tid fået større betydning at komme til at se den næste generation, og at de voksne børn heller ikke er langt fra os. Så derfor er flytteretningen pejlet ind på vores børn.  

Men hvor vil de så bo?! Ja, her kommer så den store joker ind – for dels er udflytningen fra hovedstaden jo stor blandt børnefamilier, dels har coronaen gjort, at flere og flere vil ud af de store byer. Så hvad gør vi? Flytter til byen, hvorefter alle børnene flytter ud?!

Et dilemma, der er til at tage at føle på, og som ikke har fundet en løsning endnu hos os. Igen noget, der vil blive afgjort, når vi har solgt huset og ved, hvad vi har at rutte med. For man skal ikke glemme, at der også er et væsentligt økonomisk råderum, som skal være på plads, før man kan flytte til en by som København. Det bliver på ingen måde en billig fornøjelse, og måske kommer økonomien alene til at sætte en stopper for alle ”familiesammenføringsønskerne”.

Men der er andet i verden end børn og børnebørn. Der er venner, netværk, aktiviteter man holder af. Omgivelser og levemåder, man har tilpasset sig. Vi er blevet glade for at bo her, og for de venner vi har fået gennem 21 år. Vi har engageret os meget i lokalsamfundet, og det har en betydning at føle sig som del af noget større, en betydning, der nemt kan gå tabt, når man kommer til en millionby, hvor man højst kan have betydning for et gadefællesskab eller en nanolokal sag. 

I sin tid flyttede vi fra en kommune med 67.000 indbyggere til en kommune med 6.000 indbyggere. Det kunne mærkes. På synligheden, på effekten af at tage ordet, på behovet for aktive hænder. Det er en stor glæde at være del af et mindre lokalsamfund, selv når vi har været rygende uenige med andre indbyggere. Netværket og nærheden er svær at flytte fra, og derfor er det den dag i dag stadig en overvejelse at forblive i en by i området og ikke behøve at skabe et helt nyt netværk.

Økonomien betyder naturligvis meget. Da det er højst individuelt for læseren, hvor meget man har at investere i sin bolig, vil jeg nøjes med at fortælle, at vi er nået frem til at ville leje. 

Vi vil ikke binde for mange midler til en ejerbolig; Når jeg ser på, hvor meget vi i dag investerer i reparationer og vedligeholdelse, obligatoriske varmesyn og skorstensfejerbesøg, er der til rigtig mange biografture! Og selv om jeg stadig kan finde ud af at skifte en vandlås, vil det glæde mig, at andre skal ligge på knæ under vasken. 

Så overvejelsen om at leje eller eje har ikke været stor – den har blot medført, at mulighederne for boligerne har indskrænket sig, og det har egentlig været ganske rart. Det skal dog siges, at vi har været forudseende og for meget lang tid siden skrevet os op både lokalt og i storbyen i boligselskaber, hvis ventelister vi uendelig langsomt er kravlet op ad. Husk at blive skrevet op i tide!

Det er så til gengæld en overvejelse, vi slet ikke er færdige med: Vi havde et seniorbofællesskab under opførelse på hånden og var blandt de første, der bookede en af lejlighederne. Men det lå/ligger for langt fra Nykøbing jævnfør vores overvejelser ovenfor. 

Vi har kig på adskillige andre fællesskaber, hvor der også er lejeboliger, men vi kan ikke slå til, før der er solgt her, og samtidig ledige boliger. For vi vil såmænd gerne bo sammen med andre, blot det ikke er for tæt. 

Vi vil gerne i et fællesskab, hvor man har sit eget køkken, og hvor det ikke er nødvendigt at spise sammen hver eneste dag. Tæt, men ikke for tæt. Og vi er nok mere interesserede i et aldersspredt fællesskab end et seniorfællesskab. Der må gerne være mere liv omkring os, end vi selv kan præstere, og hellere være den eneste grumpy old woman/man end være en flok af selvbekræftende grumpy old women/men.

Vi vil heller ikke være bange for at flytte sammen med nogle af vores børn, skulle det blive en mulighed. Vi er klar over, at ensomhed er en af de værste udfordringer, gamle mennesker kan stå i, og hvis vi bliver meget immobile med alderen, er det vigtigt, at boligen før plejehjemmet ikke bliver ensomhedens holdeplads.

Men som tingene står lige nu, bliver det formentlig, ja forhåbentlig, fællesskabet i et lejlighedskompleks, vi bliver en del af. Lidt ønsketænkning, men man hører jo om gode boligforeninger, så hvorfor skulle det ikke være os, der lader et godt sted?

Hovedpointen er, at det skal være nemt at komme i kontakt med andre, fordi man en dag kan være den sidste, og hvis man ikke evner at skabe netværk i større format, er det rart, at der er gode naboer.

Med andre ord – fordi vi ikke har solgt endnu, er der stadig bolde i luften – men til gengæld kan jeg i dag bedre se, hvor de vil lande, end for nogle år siden. Har vi været i tide med beslutningen? Nej. Set i bakspejlet ville jeg gerne have taget beslutningen om at finde noget mindre tidligere.

Vi er i reparationsalderen, og hvis vi havde fundet en mindre bolig tidligere, ville vi have haft bedre tid til at lande, end vi har nu. Til gengæld har jeg i fulde drag nydt vores nuværende hus hver eneste dag…

Hvis jeg til slut skal opsummere nogle centrale spørgsmål til overvejelsen om boligen før plejehjemmet, er her række at tage stilling til:

• Økonomi: Hvad vil du skrue op for og ned for, og hvordan påvirker det dine valg? Påtænker du i din seniortilværelse at tage meget ud at rejse, skal du måske ikke bruge så megen plads til hverdag.
• Hvor vigtig er pladsen og antallet af kvadratmeter i forhold til det liv, du forestiller dig at få? Skal du have plads til erhverv, hobby, have, altan, elevator. Sover I hver for sig, og er der plads til det?
• Skal du bo tæt på butikker, læge, hospital, kulturtilbud? Kan du køre bil, cykel, bus, tog?
• Skal der være natur omkring dig? Hvor tæt på? Hvor vigtig er den for dit velvære?
• Hvor tit skal du se familie, venner, børn og børnebørn? Hvad betyder det for afstanden?
• Hvad tænker du om ensomhed, om dine kræfter til at bygge netværk, evne til at være social?
• Hvad er fællesskab for dig? Hvor tæt på andre vil du være? Kan du tåle en kompaktbolig, og at flere funktioner er flyttet over i fællesskabet – køkken, gæsteværelse, kontor, spisestue. Hvad er din opfattelse af fællesskab – hyppig fællesspisning, arbejdsweekender, aktiviteter, beboerråd, indbetaling til fælleskasse/fælles indkøb. Eller som en 79-årig stadig aktiv kollega sagde til mig forleden: Jeg har været social nok i hele mit liv. Nu vil jeg nyde kun at være mig selv!

Solstolen er blevet virkelig vigtig for den kommende bolig.