Knud Ebbesen har været med til at starte seniorbofællesskabet ved Esrum Sø. Foto: Simon Johansen
Kort om:
Hvem: Knud Ebbesen
Alder: 73
Hvor: Fra toetagers hus i Nødebo til bofællesskab et stenkast fra Esrum Sø
Der sker et skift i tilværelsen, når børnene flytter hjemmefra. Den kendsgerning var Knud Ebbesen bevidst om, da han for godt tyve år siden begyndte at overveje sin boligsituation.
Sammen med sin hustru havde Knud siden 1970 boet i det samme hus i Nødebo i Nordsjælland. Det var et stort hus på to etager, som betød meget for børnene.
- I kan da ikke sælge vores barndomshjem, protesterede de.
Men Knud var ikke i tvivl.
- Når børnene flytter, får man et andet fokus i livet. Det er dér, man skal overveje sin situation og skabe sig en ny tilværelse. Før man går på pension, og før man bliver for gammel. Så det begyndte vi at forberede os på, siger Knud, som viser rundt i sit nye liv – et bofællesskab for ældre beliggende et stenkast fra den billedskønne Esrum Sø i Nødebo.
Seniorbofællesskabet har Knud selv været med til at starte op, og det var vigtigt for ham og hans hustru, at det kom til at ligge i Nødebo, hvor parret har deres netværk.
Et procesorienteret liv
- Vi har altid været en del af forsamlingshuset i Nødebo, som i det hele taget omgives af et stærkt netværk og sammenhold. Der var vi med i en spiseklub med nogle andre familier, og vi begyndte at tale om at finde en ny måde at bo på. Vigtigt var det, at det kom til at være i Nødebo, som vi holder meget af at bo i, siger Knud, som i sit arbejdsliv bestred en chefstilling i Danmarks Radio, hvor han var vant til at arbejde procesorienteret.
Seniorbofællesskabet har Knud selv været med til at starte op. Der blev overvejet flere muligheder, men til sidst blev det altså besluttet at opføre en samling nye huse samt et fælleshus nær søen. Foto: Simon Johansen
Af den grund har det aldrig været svært for ham at lukke kapitler af sit liv ned. For der har altid været en masse nye projekter på programmet.
Da han gik på pension, havde Knud eksempelvis mange planer. Én ting er, at han ville få mere tid til at spille cello, men en anden ting var bofællesskabet, som begyndte at tage store dele af hans tid, efter han gik på pension.
Der var nemlig mange ting at overveje, pointerer Knud og fortæller, at bofællesskabet ikke måtte ekskludere sig fra lokalsamfundet. Selvom det skulle være et bofællesskab for ældre, var det vigtigt for Knud, at boligerne stadig er en aktiv del af Nødebo.
Projektet strakte sig over flere år. Der blev overvejet flere muligheder, men til sidst blev det altså besluttet at opføre en samling nye huse samt et fælleshus nær søen.
Der var mange ting at overveje, pointerer Knud og fortæller, at bofællesskabet ikke ikke måtte ekskludere sig fra lokalsamfundet. Foto: Simon Johansen
Et naturligt skift
Da det endelig stod færdigt i 2005, var det ikke svært for Knud at rykke ind.
- Vi havde jo diskuteret det mange gange, også med vores børn, og vi havde været en stor del af selve oprettelsen af bofællesskabet. Så det var et meget naturligt skifte for os, siger Knud og fortsætter:
- Vi ville ikke blive boende i det gamle hus for vores børns skyld. Vi ville ikke være kustoder i et museum om deres barndom. Børnene lever jo deres eget liv nu og kommer måske på besøg et par gange om året. Så det er vigtigt at skabe sit eget liv.
Skab nye minder
Knud oplever den samme lethed hos nye beboere i fællesskabet.
- Jeg kan mærke, at det er en stor glæde for folk at flytte. Det kan godt være, at det er en stor beslutning at træffe, men når man først kaster sig ud i det, er det de færreste, som fortryder det, forklarer han.
Så hvis man overvejer tanken om et bofællesskab, er det derfor en god idé at skrive sig op i god tid, forsikrer Knud.
Bofællesskabet ligger et stenkast fra den billedskønne Esrum Sø i Nødebo. Foto: Simon Johansen
- Der er nogle i vores lille bofællesskab, der har været skrevet op siden 2003. Så ja, det er en god idé at være på forkant, siger Knud, som på det kraftigste vil råde andre til senest at flytte, når de runder 60 år.
- Dem, der flytter som 70-årige, siger for det meste, at de skulle have gjort det ti år forinden. Men så er det jo for sent. Det går virkelig hurtigt at lære folk at kende i et bofællesskab, og man bliver enormt hurtigt glad for det. Min mormor sagde på sin 100-års fødselsdag, at minder kan man ikke leve af. Det, tror jeg, er rigtigt. Det gælder om at skabe sig nogle nye.
