Asparges er en meget delikat grønsag, der er god i salater, på grillen eller i en suppe.

Men grønne og især hvide asparges kan være forholdsvis dyre at købe. Heldigvis kan du relativt nemt selv dyrke asparges i køkkenhave eller højbed, selvom det tager nogle år, før du kan begynde at høste.

Hvordan og hvornår planter du asparges i haven?

Aspargesplanter kan både købes som barrodsplanter, dvs., planterne kommer uden jord, og som planter i potte.

Barrodsplanter kan typisk købes fra marts til maj og skal plantes lige efter, de er modtaget. Rødderne er nemlig meget sårbare overfor udtørring, da de ikke er beskyttet af jord.

Aspargesplanter i potter kan plantes hele året, men bedst fra oktober til marts, hvor planten er i dvale.

  • Vælg en solrig plads i haven, gerne med læ. Jorden skal være porøs og gerne sandet.
  • Jordens pH-værdi bør ligge mellem 7,5 og 8. Er den lavere, bør jorden tilsættes kalk. Men mål pH-værdien før du kalker, da det er svært at sænke den, hvis du har givet kalk uden grund.
  • Løsn jorden godt i ca. 30-40 cm dybde og fjern alt uønsket vækst.
  • Plant aspargesplanterne med  ca. 30 cm afstand mellem planterne og ca. 50 cm mellem rækkerne.
  • Sæt planterne, så rodhalsen kan dækkes med ca. 5 cm jord.
  • Planter du barrodsplanter, skal du brede planternes rødder godt ud til siden, da det er fra dem, de spiselige skud udvikles.
  • Dæk planterne med jord og vand grundigt.

Hvordan passer man asparges?

Vanding

Asparges passer mere eller mindre sig selv, efter de er blevet plantet. Dog skal du sørge for at vande i tørre perioder de første år efter plantning, til rødderne har fået godt fat.

Kompost eller gødning

Asparges har brug for næring for at kunne give et godt udbytte år efter år. Hvis du har mulighed for det. kan du lægge et lag vasket tang blandet med kompost omkring planterne i foråret.

Har du hverken kompost eller tang, kan du bruge indkøbt organisk eller kunstgødning. Følg doseringsvejledningen på produktet.

Klip toppen af asparges i efteråret

Klip de sidste skud af ved jordoverfladen med en beskærersaks i efteråret, når skuddene har mistet deres spænding og er blevet brune.

Særligt for dyrkning af hvide asparges

Hvide og grønne asparges er egentlig den samme plante, og de fleste sorter af grønne asparges kan dyrkes som hvide. Forskellen er, at hvide asparges dyrkes uden at blive udsat for sollys ved hele tiden at sørge for at skuddene er dækket af jord.

Det kræver altså lidt ekstra arbejde at dyrke de hvide asparges, da man hele tiden skal sørge for, at stænglerne ikke får lys.

Hvornår og hvordan høster man asparges?

At dyrke asparges kræver de første år, at du har lidt tålmodighed. Først det tredje eller fjerde år efter plantningen kan du begynde at høste af de grønne eller hvide spirer.

Når dine asparges har den ønskede tykkelse, høstes de nemmest ved at skære de enkelte skud af lige over jordoverfladen med en skarp kniv, fx en urtekniv. Hvide asparges høstes ved at stikke en kniv ind i jordvolden og skære skuddene over ved basis.

Høst kun lidt asparges de første år, så du ikke svækker planterne for meget. Derefter kan du høste i en måned hvert år fra først i maj og til sankthans. Giv derefter planterne fred sommeren over til at samle ny næring.

Når først planterne er begyndt at gro i haven, kan de levere friske asparges i 15-20 år eller mere.