Hvad er nagelfast, og hvad er løsøre?
Nagelfaste ting i en bolig i forbindelse med en bolighandel er som udgangspunkt alt, hvad der sidder fastmonteret med mere end almindelige skruer, og disse ting man som sælger normalt ikke tage med, når man flytter. Det kan fx et være et toilet, en håndvask, et indbygget skab og hele køkkenet.
Udenfor er det, med mindre andet aftales, ikke tilladt at tage fx flagstang, legehus, træer og planter med.
Løsøre (inventar) er ting og genstande, der kan flyttes – normalt siger man, at løsøre er ting, der kan fjernes uden brug af værktøj. Fx er møbler, løse tæpper og skabe, der ikke er indbygget, løsøre.
Når du afleverer en bolig efter en bolighandel, skal boligen afleveres ren og ryddelig. Sådan lyder tommelfingerreglen, når du flytter. Det gælder, uanset om det er leje- eller ejerbolig.
Man må altså ikke efterlade reoler eller den udtjente sofa. Men der er alligevel grænser for, hvor ryddet boligen må være, medmindre du har lavet særlige aftaler.
Som udgangspunkt skal alt, hvad der er nagelfast – det, der sidder fastmonteret med mere end almindelige skruer – blive i lejligheden eller huset. Det kan fx være indbyggede skabe og møbler og faste skabe i køkken og badeværelse.
Må du tage løsøre med ved bolighandel?
Løsøre – ting, der kan fjernes uden brug af værktøj – skal du omvendt tage med, når du fraflytter en bolig, hvis du har ikke har lavet en anden aftale med køber. Løsøre er fx et vitrineskab, reol og andre møbler og løse tæpper. Også de fleste lamper (dog ikke indbyggede) tages typisk med.
Hvad må du (ikke) tage med fra din have og grund, når du sælger din bolig?
Heller ikke i haven eller på din grund, må du tage ting med dig, der er nagelfaste. Det gælder fx planter i jorden, buske, træer, flagstang, skur og legehus.
Omvendt skal du tage løse ting med, medmindre andet er aftalt. Fx krukker med planter, haveredskaber og alt andet fra dit skur, grill og flagstang.
Lav skriftlig aftale, hvis du ønsker at tage særligt inventar med
Hvis du har et helt særligt forhold til dit køleskab eller det antikke overskab i køkkenet, er det muligt at lave særlige aftaler i forbindelse med fraflytning fra hus eller lejlighed. Men her er der afgørende forskel på, om du er lejer eller ejer.
Som lejer er man helt afhængig af udlejers velvilje. Derfor skal du spørge din udlejer, om det er i orden at lade inventar blive stående til den nye lejer. Omvendt vil det sjældent være muligt at tage noget med, som allerede var i boligen ved indflytning. Men har du selv investeret i fx en vaskemaskine til lejligheden, er den din og kan tages med, hvis det er aftalt med udlejer.
Som ejer kan du i langt højere grad selv vælge at lave særlige aftaler for alt fra møbler til hårde hvidevarer. Det skal blot skrives ind i købsaftalen. Husk dog at lave en forventningsafstemning med køber om en eventuel reetablering af væg, gulv og paneler, hvis du skal have et indbygget skab med.
Det skal også skrives ind i købsaftalen, hvis du fx ønsker at tage æbletræet, som blev plantet ved barnets navngivningsfest, eller planten, du fik fra din forældres have, med.
Kan man sælge inventar til køber?
Ja, du må gerne lave en aftale om, at køber kan købe og overtage forskellige genstande i din bolig. Det kan fx være lamper, gardiner eller persienner. Det kan være en fordel, da de måske ikke passer til din nye bolig, og samtidig slipper du for besværet med at pille dem ned, mens køber omvendt ikke behøver at købe nyt og bruge tid på at sætte det op.
Sælger og køber kan frit aftale, hvad der skal sælges/købes og prisen på det. Igen er det bedst at få det med ind i købsaftalen, så ingen bliver i tvivl om, hvad der er aftalt.
Vær opmærksom på, at der gælder andre regler salg/køb af andelsboliger.
Mulighed for klage
Selv om der er lavet skriftlige aftaler, kan der opstå uenigheder mellem køber og sælger. Hvis aftalen er en del af købsaftalen, og man er utilfreds, er det muligt at klage til Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere.
Brug ejendomsmægler som mellemmand
Det er en god idé at få hjælp fra ejendomsmægleren til at få afklaret eventuelle tvivlsspørgsmål. Har du etableret seng oppe under loftet på børneværelset, eller gider du ikke slæbe havemøblerne med til det nye rækkehus, kan du sagtens spørge, om den nye beboer har lyst til at overtage. Kommer den nye ejer fra en lejlighed, vil han/hun måske være glad for at overtage havemøbler og haveredskaber.
Det kan være en fordel at lave aftaler via mægler, så ingen bliver stødt på manchetterne.
Hvis du ikke kan lave en aftale med køber, skal du tage inventar med.