3 knapper, du selv kan dreje på

Hovedstol

Det oprindelige lånebeløb, som du låner.

Dette er det beløb, der finansieres gennem realkreditinstituttet. Som udgangspunkt bestemmer du selv, hvor meget du ønsker at låne. Hovedstolen danner grundlaget for beregningen af dine månedlige ydelser, da både renter og afdrag beregnes ud fra denne sum. Når du betaler afdrag på dit lån, reduceres din restgæld gradvist, hvilket betyder, at renteudgifterne også vil falde over tid.

Afdrag

Det beløb, der betales på lånets hovedstol ved hver ydelse.

Der findes forskellige typer af lån med hensyn til afdrag, og du kan på den måde selv være med til at styre, hvor meget du afdrager på lånet, hvis du overhovedet afdrager. Der findes realkreditlån med op til 30 års afdragsfrihed.
 

Løbetid

Den tid, du har til at tilbagebetale lånet.

I Danmark er den typiske løbetid for realkreditlån mellem 10 og 30 år. Vælger du et lån med kort løbetid med afdrag, bliver din ydelse højere, end hvis du vælger en lang løbetid, men du vil til gengæld også betale mindre i renter og bidragssatser, fordi lånet betales hurtigere ud.

4 knapper, du ikke direkte kan røre ved

Rente

Renten på et realkreditlån fastsættes ikke af realkreditselskabet, men fastlægges ud fra udbud og efterspørgsel på de finansielle markeder. Du kan derfor ikke forhandle dig til en bedre rente.

Hvordan kan du påvirke renten? Hvis du har et fastforrentet lån, kan du i tilfælde af rentefald overveje at nedkonvertere dit lån til et nyt lån med en lavere rente, men det vil som regel medføre et kurstab på det nye lån såvel som omkostninger ved en låneomlægning. Det kræver derfor en individuel beregning for at vurdere, om det kan svare sig i dit tilfælde. Har du et variabelt forrentet lån, kan du overveje at skifte profil til et lån med kortere eller længere rentebinding, hvilket i nogle tilfælde kan give dig en lavere rente

Bidragssatser

Bidragssatser er gebyrer, som bankerne bag realkreditselskaberne tager sig betalt for at håndtere dit lån. Jo højere bidragssatserne er på dit lån, desto flere penge tjener bankerne og realkreditinstitutterne. Du har ikke mulighed for at forhandle bidragssatserne på dit lån ned. 

Hvordan kan du påvirke bidragssatsen? Den konkrete størrelse på bidragssatsen afhænger af lånetype, belåningsgrad og risiko. Du kan fx opnå en lavere bidragssats ved ikke at belåne dit hus med mere end 60 procent og ved at vælge et lån med afdrag fremfor et afdragsfrit lån, ligesom bidragssatsen er lavere på lån med fast rente end på variabelt forrentede lån.  
 

Kursskæring

Et beløb, du betaler, når dit variabelt forrentede lån refinansieres, altså typisk en gang om året (F1), hvert tredje år (F3) eller hvert femte år (F5). Kursskæringen kan fx være på 0,3 procent af din hovedstol og betales, hver gang dit variable lån refinansieres. Kursskæringen fordeles jævnt ud over dine faste betalinger, så du mærker ikke direkte, at du betaler kursskæringen. 

Hvordan kan du påvirke kurs­skæringen? Du kan ikke forhandle om den kursskæring, banken tager, men du kan vælge et lån, der ikke refinansieres så ofte. Du vil betale mere i kursskæring for et lån, der justeres hvert tredje år, end for et lån, der justeres hvert tiende

Kurstab/kurstillæg

Når dit realkreditlån udbetales, sker det til en kurs, som kan være lavere end 100, hvilket betyder, at du får udbetalt mindre end det lånte beløb. Tager du fx et lån til kurs 98, får du 98 kroner udbetalt for hver 100 kroner, du låner. Hvis du fx skal låne 2 millioner kroner, som optages til kurs 98, vil kurstabet være på 2 kurspoint. For at få udbetalt 2 millioner kroner skal du derfor låne 2.040.000 kr.  

Hvordan kan du påvirke kurstabet? Du har ingen direkte kontrol over kursen, men du kan afvente og vælge at tage et bestemt lån til en bestemt rente, når kursen er så tæt på 100 som muligt, da kurstabet så bliver mindre.