Formiddagskaffen er skænket, og Ole og Irene Hansen nyder den sorte drik ved deres lange træspisebord i køkken-alrummet i deres nye hus. Ægteparret nyder udsigten over markerne og at kunne følge med i dyrelivet derude.
Men udsigten ændrer sig hele tiden, og det har intet at gøre med vejret eller årstiderne. Ole Hansen tager fat i sin mobiltelefon og åbner en app. Han trykker lidt hist og pist – og vupti giver huset en biplyd fra sig. Og så sker der noget, som giver en pludselig fornemmelse af at befinde sig på en båd på stille vand.
Huset begynder at dreje. Ikke helt lydløst, men heller ikke larmende. Og lige så stille ændrer udsigten sig og bliver en anden. Det kan ikke kaldes andet end fascinerende. Ole Hansen gnækker lidt over reaktionen fra Bolius’ journalist og fotograf.
- Ja, nu kører vi en tur, siger manden, som meget passende kan kaldes Ole Opfinder. For det er ham, der har udtænkt mekanismen i soklen, som får huset til at dreje rundt. Én omgang tager 35 til 40 minutter. I sommerhalvåret er det især genialt at kunne dreje rundt, for det betyder, at Ole og Irene Hansen altid kan finde sol, læ eller skygge på terrassen alt efter lyst og behov.
Ottekantet hus inspirerede
På grunden ved siden af det anderledes hus ligger gården Lykkesminde, hvor Irene og Ole Hansen flyttede ind i 1976. Her boede de godt i mange år, men da de blev ældre, planlagde de et generationsskifte med deres søn og svigerdatter.
Det førte til en lang og ikke altid enig snak om, hvor de selv skulle bo. De var enige om, at de ville blive på landet, og Irene Hansen var klar på at renovere det lille gamle hus ved siden af gården. Det var i sin tid blevet brugt som bolig for medhjælpere på Lykkesminde.
Men Ole Hansen sagde nej. Det ville blive alt for dyrt at renovere ”sådan noget gammelt lort”. Ergo blev de drejet ind på idéen om at bygge et nyt hus helt fra bunden. I nabolandsbyen Hesselager ligger et ottekantet hus, som parret besøgte og blev inspireret af.
– Da jeg kom ind i det store køkken-alrum, var det bare så lækkert. Sådan ville jeg også bo, siger Irene Hansen med et smil.
Ville have soveværelse i det fri
De fik tegningerne på huset, men på flere punkter skulle det ikke ligne. Ole Hansen havde nemlig fået den fikse idé, at soveværelset skulle kunne køres ud i fri luft.
– Vi sov i shelter i fire år forinden, og aldrig har jeg sovet så godt. Førhen vågnede jeg mange gange hver nat med stoppet næse. Det sker ikke, når jeg sover ude, fortæller Ole Hansen, som gav sig til at tegne og finde på en konstruktion med skinner, som gør, at sengen kan køres ud i det fri på terrassen hver aften. Og tilbage igen om morgenen. Og begge parter elsker det.
Kloakering gav udfordringer
Men det var ikke nok med en kørende seng. Der skulle flere funktioner til, mente Ole Hansen, som hele livet har elsket at lege med mekanik.
Han ved ikke helt, hvordan han kom på idéen, men pludselig slog det ned i ham, at hele huset skulle kunne dreje rundt. Han begyndte at researche på den slags huse og fandt nogle stykker – dog ikke mange – i lande som Norge, Australien og New Zealand. Han vidste ikke på det tidspunkt, hvordan drejesoklen og teknikken skulle fungere, og når omverdenen sagde ”et hus, der kan dreje – det kan man da ikke”, blev han opildnet.
– Den slags skal man ikke sige til mig. Jeg har en tyrkertro på, at jeg kan løse udfordringerne, siger han, mens hans hustru ler. Hun kender sin mand og hans opfindergener.
Den første udfordringer var at finde ud af, hvordan kloaksystemet skulle fungere, når huset bevæger sig. Han lavede et forsøg med at samle alle rør til kloakken ét sted. Det virkede.
- Det var ingen showstopper. Resten kunne løses, siger Ole Hansen, der dernæst opfandt rotationen, som får huset til at dreje. Den kostede i alt 350.000 kr. at bygge, og alle komponenter er købt som standardvarer i byggemarkeder.
Ingeniørgang har plads til kran
Rotationen er placeret i en slags kælder – en såkaldt ingeniørgang, som er så stor, at en kran kan komme derind, hvis drejekransen skal skiftes. Ole Hansen regner dog ikke med, at det sker lige foreløbig. Den bør kunne holde til flere generationers brug. I øvrigt fik parret mange kommentarer, da udgravningen af ingeniørgangen var i gang.
- Folk spurgte, om det var en gylletank. De havde svært at se, at der skulle ende med at stå et hus ovenpå, siger Irene Hansen.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Folk må gerne kigge
En bil er standset på vejen foran huset. Det er ret tydeligt, at passagerne i bilen har travlt med at se, hvad pokker det er for et hus der er blevet bygget foran dem. Irene og Ole Hansen har det fint med opmærksomheden.
– De må gerne kigge. De kan jo alligevel ikke se helt ind, siger Irene Hansen, der også har lovet sine kolleger, at de må komme og få deres nysgerrighed stillet, når corona overstået.
Det tog tre år at forvandle en idé på et stykke papir til et realistisk projekt, man kan røre ved og bo i. Undervejs blev de standset af blandt andet sne, som fyldte grunden med vand. Men det har været værd at vente på, er Irene og Ole helt enige om.
Barnebarnet vil arve huset
Parret har bygget næsten det hele selv, men har fået hjælp af en professionel murer til at sætte elementerne til fundamentet og pudse vægge og gulve på badeværelserne. Irene har stået for en stor del af malerarbejdet. Blandt andet har hun olieret og malet alle plankerne på den store terrasse, der løber hele vejen rundt om huset.
– Jeg synes, det er så dejligt at bo her. Jeg nyder virkelig alt det lys og udsigten, som skifter fra rum til rum, når huset drejer.
Også familien synes godt om at komme på besøg. Barnebarnet Marius på otte år har endda allerede planer om at overtage huset engang. Men det bliver på én betingelse, siger hans farfar med et grin.
- Jeg har sagt til ham, at så må han lære at programmere først. For det skal man kunne for at bo her!
