Kort om boligen og beboerne
Beboerne: Elvira og Kasper Bergman-Coates, 29 og 27 år, samt børnene Alea på 3 og Nova på 11/2 år.
Kasper blev færdig som maskiningeniør i 2018, Elvira har orlov og mangler 1½ år af arkitektstudiet.
Huset og stedet: Et diffusionsåbent hus inspireret af tiny house-bevægelsen. Bygget i en hal hos iværksætterfællesskabet Grobund ved Ebeltoft og sat på et skruefundament i den nærliggende landsby Elsegårde med en kranvogn. Cirka 80 procent af huset er træ, og det er bygget til at kunne skilles ad og har dermed en meget høj genbrugsværdi. Væggene er opført i ler med yderbeklædning af lokal douglasgran.
Størrelsen: 65m2 indvendigt og 72m2 udvendigt.
Byggeprocessen: Da byggeriet af huset gik i gang i december 2020, var planen indflytning julen 2021. Det er nu rykket til julen 2022.
Prisen: Huset har i skrivende stund kostet 800.000 kr. inklusive køb af grund. Det er finansieret med et realkreditlån på 500.000 kr. Den færdige pris forventes at blive cirka 1 million kr. Prisen afhænger bl.a. af den køkkenløsning, som parret vælger, og det japanske Toto-toilet til 25.000 kr., som Kasper har forelsket sig i. Det giver månedlige boligomkostninger på cirka 3.500 kr. Parrets mål er at kunne leve for cirka 12.000 kr. pr. måned inklusive alt.
Se mere: Byggeprocessen kan følges på Instagram: @kasper.og.elvira.
Kapitel 1: Togvognen var en prøveklud
Første gang Bolius møder Elvira og Kasper Bergman-Coates, er sommeren 2020 i Kaspers mors baghave, hvor parret har indrettet sig i en gammel togvogn. Da Elvira blev gravid med parrets førstefødte, hastede det med et sted at bo for parret. Togvognen blev derfor sat i stand med hjælp fra gode venner.
Alea på nu halvandet år bliver passet af sin farmor, og Elvira er seks måneder henne med lillesøster, Nova. Det unge par viser stolt rundt i togvognen. Her er både entré, badeværelse, soveværelse, køkken, spise- og opholdsstue, sove- og børneværelse. Alt sammen på 32 m2.
Men vognen er ikke bare hjem for snart fire, den er også et laboratorium. Kasper og Elvira er et sted i livet, hvor de skal træffe vigtige valg. Kasper er netop færdiguddannet maskiningeniør med job i Horsens. Skal de flytte efter hans arbejde i et parcelhus? Eller skal de bygge deres helt eget?
Det unge par bliver, mens de bor i togvognen, tiltrukket af tanken om at bo bæredygtigt og bygge småt. I vognen har de et sted, hvor problemer og løsninger kan måles, erfares, afprøves – som fx:
- Luft: Kasper har astma, og der ér ikke meget luft i en togvogn, når man er tre til at dele den.
- Rod: Én flyverdragt fylder godt nok meget på et lille gulv.
- Hjem: Et rum er så meget mere end et sted at være. Hvordan gøres rummet rart?
Parret begyndte at drømme om at bygge deres eget tiny house.
Togvognen, som stod i Kaspers mors have, var familiens første minibolig. Det var her på disse 32 m2, at parret begyndte at planlægge at bygge deres eget lille hus. De blev tiltrukket af tanken om at bo på begrænset plads, og livet i togvognen gav dem mange erfaringer med det.
Kapitel 2: Børn af rejselystne bohemer
Kasper og Elvira mødte hinanden i efteråret 2015, da de begge studerede i Aarhus, Kasper til maskiningeniør, Elvira til arkitekt. Kasper delte lejlighed med en kammerat på Grundfos Kollegiet. På ingeniørstudiet var der 72 drenge og 2 piger. Kaspers kammerat gik på arkitektskolen, et studie med rigtig mange piger. En af dem var Elvira.
Kasper voksede op i New Zealand, men hans mor er dansk. Elvira er svensker og voksede op på grænsen til Norge. Kasper fortæller, at han har boet mindst 30 forskellige steder som barn. Begge kommer fra skilsmissefamilier med forældre, som de betegner som rejselystne bohemer. Derimod har de begge bedsteforældre, der er blevet sammen og har fejret diamantbryllup. Elvira og Kasper blev selv gift på valentinsdag 2019 og har ambitioner om at følge bedsteforældrenes eksempel.
De er enige om en række ting. De har ikke behov for meget plads, hellere bo småt og velovervejet. Huset skal kunne pilles ned og genbruges; der skal benyttes bæredygtige materialer med så lille klimaaftryk som muligt. Og de vil gøre det med en økonomi, der muliggør, at de om nødvendigt kan bo med én indtægt. De vil skabe et hus, der kan rumme hele deres og børnenes liv, nu og i fremtiden, og så vil de sætte noget praktik på deres uddannelser.
– Vi har begge lyst til at lære at bruge vores hænder. Og for mig er det måske et familieinstinkt; jeg skal bare ud og bygge, fortæller Kasper.
Tanker bliver til tegninger. Beslutningen bliver taget i marts 2020. I maj køber de som det første havedør og vinduer, som er fejlmål fra en tømrer. I november 2020 køber de en grund i landsbyen Elsegårde på Djursland, og 1. december begynder de at bygge på Grobund.
Huset bliver bygget under tag på Grobund. Kasper får hjælp af sin far og sin bror. De fik først tilbudt tømmer fra en gammel præstegård, men det var ikke styrkeklassificeret, og den test ville koste for meget til, at det kunne betale sig.
Kapitel 3: Byggeriet på Grobund
Grobund, tæt på Ebeltoft, er – blandt meget andet – et byggefællesskab for mennesker, der vil bygge småt og bæredygtigt. Elvira og Kasper har deltaget i et kursus her i småbyg og lejer nu en plads i Grobunds store hal til at bygge på, og de har Jonas Hagen Høj, der stod for kurset, med som byggerådgiver.
Et lille hus behøver ikke at blive bygget på grunden, hvor det skal stå. Det kan bygges indendørs og køres ud med en kranvogn. Fordelene er mange: Man kan bygge i al slags vejr uden hele tiden at skulle rydde op og skærme af med presenninger, man kan bygge stille og roligt og være mindre afhængig af, at alt skal gøres i den rigtige rækkefølge, og – vigtigst – man bygger ikke alene.
Rundt om dem er der andre, der bygger som dem, småt og bæredygtigt. Det betyder, at der både er et fællesskab og en masse erfaringer, de kan trække på. Da Elvira skal lave vinduer, bruger hun en dag på at gå rundt og se, hvordan de andre gør.
Da Bolius møder dem på Grobund i februar 2021, er byggeriet i fuld gang med hjælp fra Kaspers far og lillebror. Parret bor nu i en lejlighed i Ebeltoft. Huset er vokset fra at være et tiny house til at være noget større – 65 m2 indvendigt. Med to børn var 32 m2 alligevel for lidt.
– Vi har valgt noget, som er dobbelt så stort som togvognen, vi kom fra. Vi var nogenlunde tilfredse med 32 m2; der skal ikke så meget til for at opfylde vores behov, fortæller de.
Huset bliver bygget i to moduler, der skal køres ud og samles på en grund i den nærliggende landsby Elsegårde, hvor parret har købt en grund. Den oprindelige tanke var et hus, der kunne flyttes. Den tanke blev forladt, da der er en lang række praktiske problemer med at bygge til at kunne blive flyttet. Nu er det et lille hus inspireret af tiny house-bevægelsen og bygget i bæredygtige materialer, hvor en stor del er genbrug. Selvom huset ikke er bygget til at blive flyttet, er enden på dets levetid indtænkt. Det kan skilles ad og har en meget høj genbrugsværdi.
Huset, som Elvira og Kasper Bergman-Coates endnu ikke er helt færdige med, blev bygget indendørs i en hal og derefter flyttet til grunden i en nærliggende landsby.
Kapitel 4: Nu er vi så her i Elsegårde
I slutningen af august kommer så den store dag, hvor kranvognen skal fragte de to moduler til grunden i Elsegårde fem kilometer fra værkstedet.
Det største af modulerne vejer 7,5 tons og er på grænsen af kranvognens kapacitet. Det går heldigvis godt. Men næsten alle vinduer og døre har slået sig og skal rettes. Kun terrassedøren undgår det, for den stod åben under flytningen, hvilket vognmanden ikke var glad for. Men bagefter kan den åbne og lukke uden problemer.
Nu står huset så i landsbyen Elsegårde. Familien er flyttet ind i et stort telt ved siden af huset og er begyndt at bygge færdig. Men problemer begynder at opstå. Det drypper fra vinduerne i taget, så inddækningen skal laves om.
Huset forlod Grobund med et tag med en 20-graders hældning. Lokalplanen kræver 40 grader, men det var ikke muligt at lave på Grobund, for så ville huset ikke kunne komme ud af hallen. Syddjurs Kommune vil ikke give dispensation, så nu er der bygget et tag oven på taget, hvilket har givet ekstra opbevaringsplads.
Huset vil få lervægge og blive diffusionsåbent. Der er lagt meget research i at finde det rigtige ventilationssystem. Det er baseret på luftudskiftning gennem 3-lags ventilationsvinduer med et ventilsystem, hvor den indvendige luft samtidig bruges til at varme vandet op.
– Det er vi helt oppe at køre over, fortæller Kasper.
Video: Se, hvor langt familien er med huset
Der bliver også plads til en stor entré ”med masser af plads til flyverdragter.” De to viser igen rundt i råhuset. Elvira peger ud, hvor borde og skabe skal være. Der bliver to rum, der kan lukkes af, nemlig forældrenes soveværelse og toilet/bad. I resten af huset kan man have visuel kontakt med hinanden i de forskellige rum. I et hjørne havde Kasper en idé om en slags arbejdsskab med et lille bord, hvor han kunne trække sig ind.
– Men der sagde arkitekten nej. Det bliver jo ikke fedt, kommenterer Elvira.
– Men jeg er ikke mere end 60 cm bred, indvender Kasper – uden overbevisning.
Dengang Kasper havde arbejde i Horsens, overvejede parret parcelhus i byen:
– Vi er storbymennesker. Vi spurgte os selv, om vi ville have noget til fælles med mennesker i et parcelhuskvarter i Horsens. Måske vil Alea få svært ved at have skolekammerater med hjem, fordi vi vil være dem, der skiller sig ud. Vi vil gerne kunne spejle os i de mennesker, vi omgiver os med. Omkring Grobund er der et supergodt læringsmiljø for selvbyg og bæredygtighed. En del har slået sig ned heromkring, og Elsegårde har et godt landsbyfællesskab. Her er samtidig skov, strand og et kuperet landskab, der er det tætteste, som Danmark kan komme på Sverige, og vi er 15 minutter på cykel fra Ebeltoft, fortæller Elvira.
– Det har været lige så vigtigt for os at finde et fællesskab som at bygge, supplerer Kasper.
Huset består af to moduler, som blev flyttet fra byggehallen og til grunden. Vægten af det første modul på 7,5 tons var lige på grænsen til, hvad kranvognen kunne klare.
Gode råd til andre selvbyggere
Brug først tid på at skitsere. Tænk nøje over jeres behov i hverdagen, og design efter det. Hvor bruger I fx mest tid i boligen? Hvordan hænger de forskellige afdelinger eller rum sammen? Husk, at hver m2 betyder ekstra arbejdstid.
En håndværker er rutineret og kan udføre opgaverne hurtigt, men for os andre tager hver ekstra kvadratmeter 100 ekstra grå hår, da vi starter forfra hver gang.
Hav altid de vigtigste redskaber ved hånden. Det er ærgerligt at starte arbejdsdagen uden hobbykniv, tommestok og tømrerblyant i lommen.
At bygge med træbaseret og giftfrie materialer er praktisk, når der kommer børn på byggepladsen. Så undgår I at skulle anskaffe beskyttelsesudstyr.
Prøv hele tiden at tænke tre skridt frem. En skrue sat forkert i den ene proces kan volde lange problemløsningstimer ved den næste proces.
Råhuset er færdigt, men køkken og bad må familien stadig tænke sig til. Elvira, der har orlov fra sit arkitektstudie, har selv indtegnet det fremtidige køkken i billedet.
Kapitel 5: Næste jul flytter vi ind
Da Bolius igen besøger parret i november 2021, er de fleste skiferplader lagt på taget, og husets yderbeklædning i douglasgran fra et lokalt savværk holder kulde og vind ude. Seneste tilføjelse er brændeovn og skorsten. Byggematerialer og flyttekasser med private ejendele konkurrerer om pladsen indenfor. Familien bor nu i en lille, midlertidig bolig tæt ved huset og håber at kunne flytte ind ”næste jul”.
– Det sagde vi også for et år siden, siger Elvira med et lidt træt smil.
Selvfølgelig har der været masser af problemer:
– Det har hele tiden været to skridt frem og ét tilbage. Vi var meget grønne. At gøre de rigtige ting og bestille de rigtige materialer i den rigtige rækkefølge – det lå så langt fra noget, som vi havde prøvet før. Det er umuligt for os at gennemskue, hvor lang tid tingene tager. En nabo, der cyklede forbi, spurgte, om vi har problemer med at gøre det færdig. Nej, men det tager altid længere tid, end man tror. Nu hedder det indflytning julen 2022.
Skiferpladerne på taget er fra et 100 år gammelt hus. Der var i princippet nok, da de blev købt, men mange af dem var skadede, og de var i et mål, som ikke bliver lavet længere. Foran huset står en tagryg fra et 150 år gammelt fynsk hus. Den er nok alligevel for skadet, og der skal findes en anden løsning. Når man køber genbrugsmaterialer, er chancen for fejlkøb større. Huset er fyldt med baller af træuld, som skal lægges. Det sætter sig overalt, især i børnenes tøj. Det ville måske have været bedre at blæse det ind.
Hvordan har arbejdsdelingen mellem ingeniøren og arkitekten været?
– Vi er fælles om designet. Kasper tænker nok mere funktionalitet. Jeg er opdraget til at tænke fede rum, de ikke målbare parametre, rummets kvaliteter, de subtile detaljer, siger Elvira, og Kasper fortsætter:
– Jeg stepper lidt af, hvis det bliver for konceptuelt. Jeg skal helst have noget konkret at forholde mig til.
– Men jeg bliver bims, hvis det er så konkret, at der ikke er plads til andet end cifre, indskyder Elvira.
Byggeprocessen har også betydet, at parret har været meget tæt på hinanden i lang tid.
Hvad betyder det for jeres forhold?
– Vi bliver uvenner cirka en gang om måneden, fortæller Elvira.
De bliver især uvenner over noget, som de er enige om, nemlig at de bør have lige stort ansvar for børn og byggeri. Første gang, Bolius mødte dem, var modellen: Én af os bygger, den anden passer børn, og så bytter vi dagen efter. I realiteten er det sådan, at Elvira har et større ansvar for hjemmet og de to børn. Hun ønsker, at Kasper tager mere initiativ i forhold til børnene. Kasper efterlyser, at Elvira tager mere initiativ i byggeriet, men tilføjer:
– Vi kommer nok ikke 100 procent i mål med det.
– Det vigtigste er, at vi har en tro på, at vi kommer igennem, tilføjer Elvira, og hendes mand nikker.
Midt i byggerodet kan man godt forestille sig, hvordan huset bliver, når det er helt færdigt. Her har Elvira indtegnet det fremtidige spisebord.
Forældrenes soveværelse og børnehemsen. Der kommer til at være to rum i huset, der kan lukkes af. Det ene bliver forældrenes soveværelse bag trappen, det andet toilet.
Kapitel 6: Hvad med fremtiden?
Når huset er færdigt, skal Elvira færdiggøre sin uddannelse. Hun håber at kunne bruge sin viden om at bygge småt og bæredygtigt i sit arbejdsliv, måske som selvstændig eller i forbindelse med formidling, men næppe som rådgiver.
– Dem, der bygger småt, har ofte ingen penge, så de har ikke råd til at betale for rådgivning, konstaterer hun.
Også Kaspers fremtidsplaner har taget farve af husprojektet.
– Jeg er træt af huse ... ikke af vores eget, skynder han sig at tilføje og fortsætter:
– Der er en grund til, at jeg blev maskiningeniør og ikke bygningsingeniør. Jeg savner de bevægelige dele i fysikkens verden; jeg savner termodynamik. Jeg vil tilbage og arbejde inden for mit fag.
Er det et hus, I bliver gamle i?
– Det kan det sagtens være. Der er ikke bopælspligt. Måske, når børnene er flyttet hjemmefra, kan vi også have en lille lejlighed i byen. Vi har fået børn relativt tidligt, så … vi får se.
