Marts er årets første forårsmåned, hvor lyset begynder at få overtaget, og de trækfugle, der har overvintret sydpå, begynder at vende tilbage. Fuglenes sang er en klassisk forårsbebuder, og den sætter for alvor ind nu. Parringskald og markering af hannens territorium er sangens grundlæggende funktioner, og hos de fleste sangfugle på vores breddegrader er det kun hannen, der synger. Der er dog enkelte arter, fx rødhalsen, hvor både hannen og hunnen slår sine triller.
Det er ofte stadig koldt i marts, som normalt har 18-20 frostdøgn, men så snart vejret viser sig fra en mildere side, begynder enkelte buske, fx forsythia og kirsebærkornel, at springe ud. Insekterne er ved at vågne til dåd, og kan især ses på varme dage. Det betyder, at der nu er mere naturlig føde til fuglene, men de vil stadig have gavn af at kunne supplere med foder fra et foderbræt. Fedtkugler er fortsat godt at have på menuen, fordi fedtet hjælper fuglene til at holde varmen, indtil kulden slipper helt. Adgang til rent og frisk drikkevand vil også give fuglene en god anledning til at besøge din have.
Hvis du har redekasser og ikke allerede har efterset og tømt dem for gammelt redemateriale, er det nu, du skal gøre det, så de er klar, inden ynglesæsonen begynder. Da fugle bygger rede direkte ovenpå det, der måtte være i redekassen, kan gammelt materiale øge risikoen for parasitter og pladsmangel.
Tre fugle du kan møde i haven i marts
Jernspurv
Jernspurven minder om en gråspurv eller skovspurv, men er mere spinkel med tynde ben og et tyndt, spidst næb. På undersiden, halsen og hovedet er den jerngrå, mens oversiden er spraglet i brune toner. Fotograf: Nis Lundmark Jensen
Udbredelse: Selv om jernspurven er vidt udbredt i størstedelen af landet, skal du være opmærksom for at se den, da den er diskret i både udseende og adfærd. Dog er hannens sang, der siges at lyde som en rusten trillebør, let genkendelig.
Bolig: Jernspurven opholder sig i bl.a. blandingsskove, nåleskove, krat, tilgroede moser og haver - især naturhaver. Reden placeres i en lav, tæt busk, og æggene lægges i begyndelsen af maj.
Ved første øjekast kan jernspurvens udseende forveksles med en gråspurv, men dens bevægelser skiller sig ud ved at være små, rykvise og lidt nervøse med kroppen i en vandret position og presset nedad.
Jernspurve har et kompliceret familieliv, hvor nogle er monogame, mens andre har flere partnere. Der er ligestilling i den henseende, at der både kan være flere hanner om en hun og omvendt. Blandt de polygame jernspurve prikker hannen ofte med sit næb på hunnens kloak før parring, så hun kan afgive eventuelle sædrester fra andre hanner. Jernspurve lever især af mindre insekter, som i de kolde måneder suppleres med bær og frø.
De fleste jernspurve trækker mod Syd- og Vesteuropa om vinteren og kommer tilbage til Danmark i marts-april. I milde vintre kan en del dog finde på at overvintre, gerne i bebyggede områder, og de er i den forbindelse almindelige gæster på foderbrættet i nogle områder. I træktiden besøges Danmark også af mange skandinaviske jernspurve.
Ringdue
Ringduen kendes især på det brede hvide bånd tværs over vingen. Det er en stor due i blågrå farver med lilla bryst, og de voksne fugle har en plet på halsen, som er hvid nederst og grøn øverst. Fotograf: Nis Lundmark Jensen
Udbredelse: Ringduen er den mest almindelige dueart i Danmark, og den er udbredt i hele landet - ikke mindst i villahaver. I byen er den som regel mere tillidsfuld end på landet.
Bolig: Ringduens rede er simpel og bliver placeret hvor som helst, hvor fuglen kan finde et træ. Yngleperioden er lang, og i milde vintre kan de første æg blive lagt så tidligt som midt i februar.
Ringduen er karakteriseret ved sin hvide tegning på halsen, som er årsag til navnet, men den kaldes også ofte skovdue. Den hævder sit territorium dels med en femtonet kurren, der er den mest varierede af de danske duers, og dels med en karakteristisk parringsflugt, hvor hannen stiger næsten lodret til vejrs, mens han basker vingerne højlydt sammen, hvorefter han glider nedad på stive vinger.
Ringduen lever af plantemateriale som frø, skud, rødder, knopper, blomster, blade, og ind imellem insekter. Den gæster også gerne foderbrættet, hvor den indtager stort set alt, man måtte lægge ud. På trods af sin størrelse kravler den ganske adræt rundt på de yderste grene af træerne, når den søger føde, og den kan endda hænge med hovedet nedad i processen.
For at sikre ungerne næring nok producerer duen et næringsrigt sekret i en udposning på spiserøret. Denne såkaldte duemælk gylpes op til ungerne.
Stor flagspætte
Stor flagspætte har en sort, hvid og rød fjerdragt. Hunnen har sort nakke, mens hannen har en rød plet i nakken. Ungfugle har en rød isse. Fotograf: Nis Lundmark Jensen
Udbredelse: Stor flagspætte er en standfugl og kan opleves i den danske natur året rundt. Bestanden er tættest øst for Storebælt, sandsynligvis på grund af forekomsten af ældre løvskov.
Bolig: Yngler helst i blandingsskov med mange udgåede træer, hvor den både kan finde føde og lave sit rede-hul, men løvskov og nåleskov kan også gå an. Har du en skovlignende have med gamle træer, der er lette at hakke en hule i, kan du være heldig, at en flagspættefamilie vælger at flytte ind.
Med sin trommen og udseende er stor flagspætte en meget karakteristisk fugl. Fjerdragten er sort, hvid og rød, og hannen har en rød plet i nakken, mens ungfugle har en rød isse.
Takket være en unik kraniekonstruktion får spætten ikke hjernerystelse af sin trommen på træstammer, som svarer til andre arters territoriesang. Næbbet bruges også til at hakke i træbarken for at finde insekter, samt til at åbne kogler og nødder, der sættes i spænd i et særligt ’værksted’ – en snæver grenkløft eller en revne i en stub. Alt dette arbejde slider så meget på næbbet, at intet mindre end tre næblængder slides op i løbet af et år.
Om vinteren gæster flagspætten gerne villahaver, hvor den søger efter nødder og koglefrø eller besøger foderbrættet, hvor den især går efter fedtkugler og nødder.
