Havens fugle i januar

Januar er normalt årets koldeste vintermåned, men den kan også overraske med så mildt vejr, at naturen nærmest får forårsfornemmelser. Under alle omstændigheder er den naturlige føde i haven svundet ind, og fuglene har nu virkelig gavn af det foder, som du tilbyder på foderbrættet.

Som hovedregel siger man, at fuglefodringen i det store billede ikke rigtig har nogen betydning for fx bestanden af en speciel art. Men der er samtidig ingen tvivl om, at du som lokal fodermester alligevel kan gøre en stor forskel for de enkeltindivider og par, som dagligt kommer på besøg i din have. 

Vær opmærksom på, at specielt fedtkuglerne er populære i den kolde tid, fordi fedt er et fantastisk brændstof i forhold til at holde varmen. Sørg også for, at der er optøet vand til rådighed hver dag, så fuglene ikke kommer til at tørste, fordi fuglebadet er bundfrossent. 

Udbredelse: Ses sjældent, med er ret udbredt. Den er mest almindelig i Østjylland og på Øerne. Kan især ses ved foderbrættet, når vi har snevejr.

Bolig: Yngler i ældre løv- og blandingsskove samt i parker. Reden placeres i reglen højt til vejrs, og æggene lægges i maj.

Kernebideren er ret sky og gør sig ret umage for ikke at blive opdaget. Du kan derfor sagtens have haft talrige besøg af denne smukke fugl, uden at du har bemærket det. Fuglen foretrækker nemlig at opholde sig højt oppe i trækronernes skjul, og den fordufter hurtigt, når den opdager et menneske.

Når du alligevel kan være heldig at se kernebideren, er det derfor typisk om vinteren, og oftest når der er faldet sne. Der skal faktisk helst ligge et pænt tykt lag sne, for så kan kernebideren ikke finde kerner og frø på jorden, og den må ty til foderbrættet, hvor især solsikkefrø kan friste.

Kernebiderens naturlige menu består især af frø fra kirsebær, mirabel, avnbøg, taks og ask, og den kommer ind til frøet i fx kirsebærstenen ved at bruge sit kraftige næb til at knuse skallen. Kernebideren er målt til at kunne yde et tryk på op til 40 kg med sit næb, og den kan derfor åbne stenfrugter som ingen andre. Denne imponerende evne har da også givet fuglen sit danske navn.

Udbredelse: Findes over hele landet, men er klart mest almindelig i Nordsjælland, Nordvestjylland samt på Bornholm.

Bolig: Sjaggerne bygger reder i åbne og halvåbne områder som småskove og parker, hvor reden placeres højt oppe i en grenkløft på et stort træ.

Sjaggeren oplever vi mest i haven i vinterhalvåret, og typisk er det trækgæster nordfra. Fodrer du fast med fx æbler, kan sjaggerne dog blive en daglig gæst i din have, bær og nedfaldsfrugt er nemlig deres fortrukne menu i den kolde tid. Forår, sommer og efterår står kosten også på orme, snegle og insekter.

Sjaggeren begyndte først at komme til Danmark i 1960’erne, men har siden bredt sig ret kraftigt. Den yngler nu også herhjemme og endda i beboede områder som parker og villakvarterer - og gerne i kolonier. 

De kolonirugende fugle har i øvrigt et ret specielt forsvar imod de rovfugle, som kommer for tæt på deres reder. De styrtdykker mod den indtrængende fjende og bombarderer staklen med ekskrementer. Selv de mest aggressive og sultne rovfugle ved, at det er ret farligt at få tilklistrede vinger, så strategien får som regel den ubudne gæst til at fortrække. 

Sjaggerens advarselskald er et hæst sjak-sjak-sjak (lyder lidt som et klip med en hækkesaks), og det er dette kald, som har inspireret til artens danske navn.

Udbredelse: De seneste beregninger viser, at der er omkring 1,7 mio. ynglende par herhjemme, og bogfinken regnes da også en af de mest almindelige ynglefugle i Danmark.  

Bolig: Hunnen bygger en meget kunstfærdig rede af græs og mos med et ydre lag af lav og edderkoppespind til at holde det hele sammen. 

Bogfinken er helt almindelig i Danmark, men mange har nok alligevel en ide om, at vi faktisk ikke ser den så tit. Det er da også fortrinsvis en skovfugl, men den yngler skam også i haver med høje træer. Endelig kan den også nemt lokkes til villahaven om vinter, hvis du fodrer, men den opfører sig lidt anderledes end mange af de andre fugle ved foderpladsen. Bogfinkerne kommer typisk i lille flok, hvorefter fuglene sådan lidt forsigtigt tripper omkring på jorden under foderbrættet, mens de afsøger jorden for alle de mindre frø.

Hvad angår redebygning er bogfinken bestemt ikke kræsen i forhold til placering, og den slår sig stort set ned på alle steder, hvor der vokser høje træer. De er i øvrigt imponerende virile, og et par kan før en æglægning nå at parre sig mere end 200 gange. Det høje antal parringer er formentlig et modtræk mod den udbredte utroskab blandt bogfinker, undersøgelser har således vist, at ca. 8 procent af parringerne sker med en fremmed han.

Bogfinkens kontaktkald er et højt og klangfuldt fink, hvilket har givet navn til hele finkefamilien.