Haven kort:

Hvem: Morten Albek, 56 år, bor med sin hustru. Uddannet gartner, underviser i bonsai samt tv-fotograf på TV 2 Fyn.

Hvad: 4.500 m2 stor grund med mindre hus og anneks på 20 m2. 

Hvor: Ved Bogense på Fyn.  

Instagram-profil:@kisetsuen_mortenalbek

Hver morgen går Morten Albek med en kop kaffe ud ad terrassedøren og begynder sin havevandring. Den tager tid, for grunden er på 4.500 m2, og der er mange forskellige haverum med planter, vand, sten og dyr at se på.

Morgenrutinen i det fri har været fast, siden Morten for knap to år siden blev sygemeldt med stress. Han er oprindeligt uddannet gartner og har blandt andet arbejdet i Egeskov Slotshave, men har de seneste mange år ladet professionen ligge til fordel for jobbet som tv-fotograf. Da stressen ramte, fandt Morten ud af, at han skulle søge tilbage til naturen og sin passion med at indrette og udvikle haven.

– Havearbejde giver mig ro fysisk og oven i hovedet. Lige efter min sygemelding sad jeg ude i haven fra morgen til aften, og så kom lysten til også at lave noget i bedene helt af sig selv. I dag prioriterer jeg haven højere end huset, fortæller Morten, der nu er tilbage på sit arbejde, men har valgt at holde fast i både morgenvandringen og havearbejdet. Faktisk i en grad så vi andre kan tage del i hans sysler på Instagram.

– Jeg lever som fotograf af at formidle, og derfor føles det ret naturligt også at formidle min haveinteresse til andre. Jeg elsker, at de sociale medier giver mig og andre havenørder mulighed for at udveksle erfaringer, idéer og planter, fortæller Morten.

Ekspert i bonsai

Mortens nuværende have så helt anderledes ud for tre år siden, da han flyttede ind. Der var med hans ord tale om en blanding af vildnis og store bare pletter.

– Jeg tændte for motorsaven og begyndte fra en ende af. Langsomt blev vildnisset forvandlet til et skovstykke, hvor hvert enkelt træ har plads omkring sig til at skinne i, og de bare pletter er blevet indrammet i bede og fyldt op med buske, roser og stauder.

Rundt om de træindrammede bede er der strøet perlegrus kombineret med trædesten, fordi jorden er meget sandet, og fordi Morten tilstræber en cottagestil og en indretning, hvor han ikke skal bruge tid på at slå græs.

Mortens bedste havetips

  • Anlæg stier med trædesten og kurver, så du bliver tvunget til at standse op og se dig om. Lige stier lægger op til, at du går hurtigt og målrettet fra A til B.
  • Rumopdel haven. Låger og simple porte, du skal passere ind til et nyt haveafsnit, varsler sanserne om, at en ny oplevelse er i vente. Det får især små haver til at virke større.
  • Vand i haven giver liv. Alt fra en enkelt krukke med vand og en åkande til en større havedam tiltrækker fugle og dyreliv.
  • Plant tæt og brug bunddække. Når der ikke er bar jord, nedsætter du behovet for at luge.
  • Plant stedsegrønne planter, fx buksbom og taks, så der også er liv i haven om vinteren.

Japansk afdeling giver zen

Et særligt sted, hvor Morten til gengæld bruger meget tid, er i havens vestvendte hjørne, hvor der er indrettet en større japansk afdeling med bambusspringvand, tempellignende siddekrog og ikke mindst adskillige bonsaitræer. Sidstnævnte har Morten så meget forstand på, at han rejser rundt i hele verden og underviser i dem. Selv japanere underviser han.

– Bonsai handler meget om tålmodighed. Du kan ikke forcere de små træers voksen, men retter blot til. Det er meget zenagtigt, samtidig med, at bonsai er meget stramt styret og enkelt. Helt modsat min ellers noget vilde og rodede have. Den dobbelthed er god at have for mig, for så kan jeg arbejde det sted i haven, hvor dagens humør nu passer bedst, slutter Morten.