Håndværkertilbud: Vi ville bare ha’ det hus

• Arkitekttegnet bungalow fra 1950 med 1. sal og kælder.
• I alt 231 m2 beboelse – hele huset er på 300 m2, og grunden er på 671 m2.
• Beliggenhed: udkanten af Vanløse.
• Villaen havde stået tom og uopvarmet et godt stykke tid – uvist, hvor længe.
• Ifølge tilstandsrapporten var det også uvist, hvilken stand vandrør og kloak var i.
• Der har bl.a. været dyrelægeklinik i ejendommen.
• Vinduerne var gamle, flere kunne ikke lukkes.'
• Der var hulmursisoleret, men hele loftet var uisoleret.
• En gammel pejs var fyldt med papaffald, og da Diana og Jack tømte den, faldt der to døde og meget stive måger ud af skorstenen.
• Køkken og badeværelse var meget forsømte – nærmest smadrede.
• I kælderen var der et toilet, som var koblet til vandrørene i stueetagen via en haveslange.
• Kælderens vægge var beklædt med spagnumplade og vinduerne var barrikaderet, så der var meget mørkt og fugtigt. Den var delt ind i syv rum og meget svær at finde rundt i.
• Huset var desuden omringet af diverse udbygninger, alle i faldefærdig stand. Taget var ok.

Bygningsrådgiveren advarede dem, men Diana Brandt Larsen og Jack Christensen havde forelsket sig i et håndværkertilbud, for huset havde sjæl. Men, og selvom det ville det kræve hårdt arbejde, inden det kunne blive et rigtigt hjem, var de klar til udfordringen. 

Her fortæller Diana Brandt Larsen historien om den største investering i hendes og kærestens liv – fra overtagelsen af huset og til i dag, hvor de er nået langt, men endnu ikke er helt i land med byggeprojektet.  

Vi er blevet trætte af at bo i lejlighed i Københavns Nordvestkvarter og begynder at se på hus. Efterhånden finder vi ud af, hvad vi går efter, og håndværkertilbuddet i Vanløse vækker straks vores interesse. Jo da, der skal laves ret meget, men der er også så mange fordele ved det hus. Det er stort, så måske kan der indrettes en særskilt lejlighed på 1. sal, og det ligger tæt på Københavns centrum. Og så – ikke mindst – har det sjæl. 

Det er oprindeligelig arkitekttegnet, og det synes vi godt, at man kan se, når man studerer de oprindelige tegninger. Huset er dog blevet skæmmet af mærkelige ombygninger gennem tiden, men det er der råd for. Desuden er prisen passende, og vi føler, at vi er mere sikret vores investering her, end hvis vi købte et hus i tiptop stand.

Jeg inviterer en bygningskonstruktør med ud for at gennemgå huset. Hendes medbragte fugtmåler bipper hele tiden, så det varsler ikke specielt godt. Hun advarer os da også mod at købe huset, især fordi vi ikke har håndværker- eller byggeerfaring. Opgaven bliver simpelt hen for stor for os, mener hun. 

Men vi synes dog stadig, at huset er det rette for os. Både selve huset og haven omkring har så meget mere sjæl end nogle af de andre huse, som vi har kigget på. Vi skal stå for meget af ombygningen selv, men heldigvis har vi to venner, der er håndværkere – en tømrer og en snedker. De vil gerne hjælpe os og er meget interesseret i vores projekt. Vi føler os parat.

Vi overlader papirarbejde og forhandling om pris til en købermægler, og det viser sig at være en god investering. Han forhandler prisen ned med 400.000 kr., så vi ender med at give tre millioner kroner for huset. Vi budgetterer med, at der skal bruges en million til renovering over de næste fem år. 

Jeg går i gang med de indledende manøvrer og bruger en masse tid på nettet til at finde ud af, hvor man kan få tilskud til at overgå til fjernvarme. Huset er blevet varmet op med et gammelt oliefyr, men da vi har mulighed for at få fjernvarme, er det oplagt. Vi studerer også de gamle tegninger og finder ud af, at vi faktisk vil føre huset tilbage til den indretning, som det oprindelig var ifølge arkitekttegningerne. 

Vi får nøglen til huset - det hele er er vildt spændende. Vi har stadig lejligheden, men efter arbejde tager vi ud til huset i Vanløse. Det er lidt ligesom at tage i kolonihavehus. Vores håndværkervenner overrasker os med en lille træterrasse, som står midt i vildnisset af en have. Vores to hunde, Zlatko og Zola, nyder også haven. Også det bestyrker os i troen på, at vi har gjort det rigtige.

Den første tid i huset går med nedrivning, bl.a. af en misforstået udestue, der er grim og tager lys fra det, der skal være vores køkken-alrum og stue. Vi fjerner vægge, eller flytter dem, river loftbeklædning ned og graver gulve op, da der både skal isoleres i etageadskillelse og i gulve. Det er både hårdt og beskidt arbejde, og nedrivningsdelen tager længere tid, end vi havde regnet med. Vi er i den grad trukket i arbejdstøjet og knokler til langt ud på aftenen. 

Jeg erkender hurtigt, at det ikke nytter at være ekstremt forfængelig, hvis man skal komme igennem sådan et byggeprojekt. Man går jo hele tiden rundt i arbejdstøj og er godt svedig. Men efterhånden som nedrivningsdelen skrider frem, glæder vi os over, at de grimme og ’forkerte’ beklædninger og byggematerialer kommer væk, og huset igen kan ånde.

Krise: Jeg mister mit job – dårlig timing, for kan vores økonomi klare det? Krisen afværges dog hurtigt, og jeg når slet ikke at gå arbejdsløs. 1. oktober begynder jeg i nyt job, som dog ligger på Sydsjælland, så der skal bruges mere tid på transport, og den tid går jo fra byggeriet. Men vores økonomi bliver bestemt ikke dårligere af jobskiftet.

Man finder mærkelige ting, når man renoverer et gammelt hus. Vi finder en klump hash i kælderen og tre kinesiske pas, der er pakket væk oppe over et bræt i kælderloftet. Vi har godt nok også hørt noget om, at der på et tidspunkt har boet kinesere i kælderen. 

Da vi er i gang med at rive udestuen ned, falder der en indtørret slange ud af væggen. Fra lokale har vi ladet os fortælle, at der også har været både terrarier og slanger i huset, men det var ikke noget, som vi regnede med at finde beviser på. Vi tror, at slangen er en babypython.

I starten af måneden tager jeg en tur med mine kusiner til London, og da jeg kommer hjem, har Jack og gutterne rykket vores seng ind i stuen foran pejsen, så nu sover vi ikke længere i skurvognen.
De mørke aftener efter arbejder går med at arbejde på huset – i gennemsnit vil jeg tro, at vi bruger fire timer hver dag på byggearbejde. Derfor er er rart at se, at det trods alt går fremad – se nu bare det flotte gulv i vores kommende soveværelse og entréen. Vi arbejder begge hårdt, Jack og vores venner tager sig dog af alt, hvor der skal bruges sav, det holder jeg mig fra. 

Krise – gulvvarmen er lagt i stuen, men den virker ikke, og nu er det efterhånden svært at klare os med varmen fra pejsen, som vi ligger tæt på svøbt ind i dyner og tæpper. Det føles lidt som om, vi er hjemløse, der har besat et hus. Ingen af os kommer fra specielt velhavende hjem, så når det ser skidt ud, kigger vi på hinanden og siger, at vi da før har boet i noget, der så værre ud. Vvs-manden er flere gange ude for at fikse problemet med gulvvarmen, men det kommer ikke til at virke, før firmaets chef kommer ud i februar. Og så er der endelig dejlig varme i gulvet.

Det finere gulvarbejde er nu gået i gang, og jeg lægger sildebensparket i vores kommende soveværelse.

Skurvognen køres væk, og vi vinker farvel til det, der var vores hjem i omkring et halvt år. 

Vores nye toilet i huset fungerer nu, men badet er ikke klart. Efter at skurvognen er kørt væk, går vi i bad på vores respektive arbejdspladser.