Krukker med blomster, større planter eller træer kan gøre din terrasse eller altan både grøn og farverig. Men der er en del ting, du skal være opmærksom på, inden du køber krukker og planter løs i dem.
Fordele og ulemper ved krukker i forskellige materialer
Udendørs krukker og potter til have, terrasse og altan kan købes i mange forskellige materialer. Fx:
- Ler
- Stål
- Plast
- Glasfiber
- Flet
2 tip om valg af krukker
- Lave, brede krukker er ikke velegnede til små træer eller store stauder med et dybt rodnet, men de passer godt til mindre sukkulenter, krydder urter og sommerblomster.
- Høje, smalle og lette krukker er flotte at se på, men vær opmærksom på, at de kan vælte i blæsevejr. Stil dem gerne et sted, hvor der er læ.
Der er fordele og ulemper ved de forskellige typer. Fx bør lerkrukker som minimum være hårdtbrændte, hvis de skal stå udendørs hele året. Ubrændte krukker skaller af, når frosten trænger ind i lagene og løsner dem. Vær også opmærksom på, at nogle krukker af plastik bliver misfarvede af solen med tiden, men omvendt er de bedre til at holde på fugten i jorden. Fletkrukker er flotte, men kan ikke holde så lang tid.
Udendørs krukker og potter skal være frostsikre
Det er generelt en fordel, hvis krukkerne er frostsikre. Så undgår du, at de bliver ødelagt af frost og at tage dem ind om vinteren, hvis planter eller træer i dem ikke er vinterhårdføre. Du kan også tømme potterne for jord for at undgå, at de sprænges i frosten.
Udendørs krukker bør også:
- have hul i bunden og en underskål, så vand kan løbe ud og samles op.
- være breddere i toppen end på midten. Har de en smal top, kan det være svært at omplante planter og træer til en større krukke eller plante dem ud i haven, da rodnettet med tiden kan være svært eller umuligt at få op ad krukken. Samtidig er der større risiko for frostsprængning, da frost udvider fugtig jord, og jorden ikke kan udvide sig opad i en krukke, der er smallere i toppen.
Hvilken jord skal fyldes i krukker?
Inden du begynder at plante i krukker eller potter, så sørg for, at der i bunden er et godt dræn, hvor det overskydende vand kan samle sig. Når planterne vokser, vil de senere begynde at sende rødder ned i vandet og udnytte det i tørre perioder.
Almindelig pottejord er normalt udmærket til de fleste planter, men der findes også planter, som har nogle mere specielle jordbundskrav.
Hvis du fx planter rododendron i krukker, skal jorden være sur - det kan du klare med spagnum eller tørvestrøelse som det også hedder. Hvis du gerne vil dyrke roser i potter eller krukker, så bland lidt lergranulat i pottejorden (du kan købe det i poser i planteskoler). Nogle eksotiske planter som citron, oliven og eukalyptus kræver en mere sandet jord.
Du kan normalt også fylde krukker og potter med jord fra din egen have. Er jorden leret eller sandet, er det en god idé at jordforbedre den ved at blande en gang kompost i jorden.
Hvis du i større krukker eller potter blander noget grodan granulat i jorden (et Rockwool- produkt, som holder på fugtigheden), klarer planterne mindre tørkeperioder bedre. Jorden kan i tørkeperioder suge noget af fugtigheden fra grodan granulatet.
Hvornår skal du plante i krukker?
Hvis planterne kan tåle frost og evt. er dyrket i potter, kan de i princippet plantes i krukker hele året.
Allerede i slutningen af august kan du lægge forårsløg i dine krukker. Du kan godt lægge dem i flere lag med de største løg nederst (tulipaner og narcisser) og ovenpå disse de små som krokus, vintergækker og perle hyacinter.
I samme periode kan du også plante de første forårsblomster til næste års blomstring. Fx forglemmigej, bellis og stedmoderblomster. Alle kan tåle nattefrost og let overvintre i krukkerne.
Vanding og gødning i krukker og potter
Det er alfa og omega, at du sørger for en korrekt vanding og tilførsel af gødning i krukker og potter. Det er trods alt begrænset, hvor meget regn der kan trænge ned i potterne, og planter i krukker kan nemmere tørre ud.
Vand, når jorden føles tør, og inden planterne hænger for meget med bladene. Vand altid godt, men pas på ikke at overvande,
Brug flydende gødningsopløsning ved hver vanding. Vand altid om aftenen, så er planterne rigtig saftspændte til næste dag i sol.
Hvis du skal væk fra dine planter i længere tid, kan du placere potterne og krukkerne på et sted, hvor der ikke er så meget sol midt på dagen eller vælge krukker med indbygget vandbeholdere, såkaldte selvvandingspotter eller krukker. Står planterne mere i skygge, er vandforbruget mindre, og planterne kan klare sig i længere tid uden vand.
Store underskåle kan også hjælpe lidt på vandbalancen.
Hvilke planter og træer kan jeg dyrke i potter og krukker?
Det er kun fantasien, som sætter grænser for, hvilke planter der kan dyrkes i krukker eller potter. Alle former for krydderurter og egentlige grøntsager kan ligeledes dyrkes i potter.
Du kan også plante en del træer i krukker, men det skal dog være forholdsvist små træer.
Det er i princippet kun nogle helt enkle regler, som du skal følge for at få succes med dine planter i potter og krukker.
Etårige sommerblomster i krukker
De fleste sommerblomster, som dyrkes og bruges i haverne, er etårige. De spirer fra frø om foråret, blomstrer og sætter frø. Frøet modner og falder ned på jorden i løbet af efteråret eller sensommeren.
Selvom du tager planterne ind i drivhus om efteråret, kan de ikke overleve. De er kun etårige.
Flerårige planter i krukker
Det er en rigtig god idé at plante flere flerårige planter i krukker – eksempelvis roser, rododendron, hortensia og stauder. Herved sparer du på plantebudgettet.
Undgå, at træer og buske i krukker vælter i vinden
Hvis du planter store og høje træer og buske i krukker, er du nødt til at tænke på vinden. Store planter vælter lettere, hvis ikke der er vægt nok i potten.
Som ekstra sikkerhed kan du anbringe større fliser eller sten i bunden af potterne. Hvis der er mulighed for det, kan du også banke en jernstang ned igennem potten for at sikre, at den ikke vælter.
Pelargonier og margeritter eller lignende kan dyrkes i gennem mange år ved at stiklingeformere dem. Om efteråret kan du tage stiklinger fra skudspidserne og stikke dem i pottejord. De skal overvintre frostfrit indtil næste forår, hvor de så kan vokse videre på friland.
Større planter som fx fuchsia, ildkrone, nerie, oliven og laurbær skal altid overvintre frostfrit.
Træer og buske i krukker
Der er en lang række træer, der ikke passer til krukker, fordi de bliver for store. Deres rodvækst bliver med tiden for store til krukker, og vinden risikerer at blæse dem omkuld. Du kan dog godt plante træer, som senere bliver for store, i krukker i de første år og senere plante dem ud i haven.
Det er en fordel, hvis træer eller buske kun vokser lidt hvert år. Samtidig bør de være nogenlunde tolerant over for tørke, da jorden tørrer nemt ud i en krukke.
Mindre træer passer generelt godt til krukker – fx japansk ahorn eller søjleæbletræer. Træer som citrus- og oliventræer, som ikke tåler den danske vinterkulde, er også gode i krukker, da de nemt kan flyttes ind til et frostfrit sted.
Tag store planter op af krukker
Hvis ikke du er helt sikker på dine potters holdbarhed over for frost, kan du tage de store planter op om efteråret og plante dem et andet sted i haven. Til næste forår kan de igen tages op og plantes i potterne igen.
Samtidig kan du også beskære rødderne. Uden beskæring, bliver du måske nødt til at gøre potten større. I Japan findes der planter, som er gået i arv i familien igennem flere hundrede år. Så ved en korrekt pasning og beskæring, kan du styre selv større planter igennem mange år.
Hvornår begyndte man at dyrke planter i krukker i Danmark?
I Danmark stammer dyrkningen af planter i krukker fra baroktidens (ca. 1600-1730) haver. Mange større herregårds- eller slotshaver, havde også et orangeri, der nærmest var et stort drivhus.
I orangeriet kunne gartnerne styre de to vigtigste faktorer for vinteropbevaring af større planter: ls og temperatur. Orangerier skulle være frostfri med den laveste temperatur på ikke under 0-5 grader.
Under sådanne forhold kunne de store oranger klare vinteren. Oranger er en fællesbetegnelse for bl.a. citroner, appelsiner, grapefrugt med flere. De lidt større orangerier havde også palmer til vinteropbevaring.
Efterhånden som planterne voksede, blev krukker og potter større og større. De bedste materialer til disse plantebeholdere var træ og kraftige smedejernsbeslag.