Mon ikke mange haveejere bliver fristet af forårsplanter til krukkerne eller kasserne udenfor, når vi besøger havecentret eller planteskolen?
Men hvis fornuften skal få lov til at sejre, så går det ikke med pelargonier og andre sarte vækster ude før grundlovsdag den 5. juni. Først da kan du være sikker på, at nattefrosten er ovre.
Disse blomster kan du plante i krukker før grundlovsdag
- Stedmoderblomster
- Hornvioler
- Bellis.
Disse blomster kan du plante efter grundlovsdag
Generelt kan du plante de fleste sommerblomster, fx:
- Pelargonier
- Petunia
- Lubenia
- Verbena
- Margueritter
- Sommerfuglelavendel.
Pelargonier sælges, før de kan plantes
Hvorfor bliver nogle blomster overhovedet solgt i løbet af foråret, hvis de er for sarte til at klare nattefrosten? Det er en kendt sag blandt gartnere, at man kan sælge fx pelargonier tre gange i løbet af en sæson:
- I det tidlige forår, fordi folk tørster efter dem oven på vinteren.
- Først på sommeren, fordi de første gik til af kulde.
- I august igen, fordi andet hold gik til af vandmangel og manglende pasning pga. ferie.
Du skal derfor ikke lade dig styre af, hvornår du kan købe sommerblomster, men i stedet efter, hvornår du planter dem bedst.
Hornvioler kan plantes i krukker om foråret
Heldigvis er der planter, som godt kan tåle kulde – endda nogle få frostgrader – og det er fx de små fine hornvioler, der nærmest ligner mini-stedmoder.
Det er det bedste køb om foråret, og ude hos plantehandlerne findes hornviolerne i mange forskellige farver.
Vand og gød godt – og brug en god pottemuld
For at lykkes med de små hornvioler – og krukke og kassevækster i det hele taget – er det vigtigt, at de plantes i en god pottemuld. Når det gælder muld til havens planter, hænger pris og kvalitet som regel sammen. Køb derfor ikke den billigste. Det betaler sig simpelthen ikke.
Det er selvfølgelig også vigtigt, at der vandes og gødes godt. Brug fx tomat- eller blomstergødning. En anden mulighed går ud på at anvende langtidsvirkende gødning, som kan købes i havecentret eller på planteskolen. Tabletterne ligner nærmest fuglefrø.
Se Claus Dalbys rosenhave
Klik for større billeder og swipe for flere billeder