Det kan være meget vanskeligt at placere og indpasse palmer i danske parcelhushaver. Det bedste er at dyrke dem i store potter eller indrette et særligt parti, fx et haverum med subtropiske vækster eller i en gårdhave.
Hvad er en palme, og hvordan kan jeg dyrke dem?
Palmer hører ligesom græsserne til de enkimbladede planter. Palmer er yderligere stedsegrønne og beholder bladene, indtil de efter nogle år visner og falder af. I Europa findes der langs Middelhavslandene en vildtvoksende art kaldet europæisk dværgpalme med det botaniske navn Chamaerops humilis.
I butikkerne herhjemme kan du købe europæiske dværgpalmer eller hørpalmer til få hundrede kroner for de allermindste eksemplarer og op til flere tusinde kroner for store og dekorative eksemplarer med store stammer og smukke store blade.
Skal du transportere dine nyindkøbte palmer hjem i en bil, kan du binde bladene løst sammen i en top. Derved beskadiges de ikke så let.
I den victorianske haveperiode, som også kunne opleves her i landet, var det meget almindeligt med flere symmetriske bede i meget store, private haver og slots- og herregårdshaver. I centrum af bedene blev der bl.a. placeret palmer, agaver, yucca eller Cordyline. Om efteråret blev disse planter taget op og anbragt i koldhuse indtil foråret.
Et godt råd kan dog være at anvende palmer i gårdhaver eller på steder i haven med meget sol og læ. Palmer ynder ikke steder, hvor det blæser meget. På vindomsuste steder bliver de store og smukke blade let revet i stykker.
Du kan også plante palmer sammen med andre subtropiske vækster, så der opnås en helt bevidst subtropisk karakter. Det kan f.eks. være ægte figen som espalier sammen med ægte vin. Som mindre træer kunne der plantes morbær.
Andre gode planter er: Nerium, oliventræer, laurbærbuske, der dog ikke er 100 procent vinterhårdføre. Endvidere forskellige bambusarter og lavendler.
Som belægning kan du vælge klinker, natursten eller en træbelægning suppleret med større granitsten.
Pasning, jordblanding, gødning og vanding
Alle palmer trives fint i almindelig, god havejord med neutral reaktion (pH. ca. 7). Jorden må gerne være meget stenrig og veldrænet. En tør jord er altid varmere end en jord med stort vandindhold.
Når palmen skal plantes, graves et stort hul, der gerne er dobbelt så stort som plantens rodklump. Til at dække rodklumpen anvendes den samme jord igen. Husk altid, at jordklumpens overside skal stå i samme højde som i potten, når palmen er sat ned i det nye rodhul. Jorden omkring klumpen trædes godt sammen, så palmen står fast.
Der vandes kun i meget tørre perioder. Jordens naturlige gødningsindhold er ofte nok i de første år. Senere, når planten er blevet større, kan du godt drysse lidt N.P.K. gødning i en dosis af 20-30 gram pr. plante eller pr. m2.
Hvis palmerne står, hvor der er meget læ, ødelægges de store blade ikke og kan dermed holde i en hel del år.
I takt med at palmen vokser, vil der efterhånden blive dannet en egentlig stamme. Bladene skæres altid af, helt inde ved stammen.
Vinteropbevaring af palmer og kuldeindeks
Det største problem med palmer i danske haver er nattefrosten. En palme tåler ikke rigtig nattefrost og skal under danske forhold vinteropbevares ved en temperatur på ca. 5 grader. Skulle du være uheldig og ikke nå at få placeret palmen indendørs, inden den første nattefrost sætter ind, vil en let omgang nattefrost normalt ikke skade dem.
Når du skal opbevare dine palmer om vinteren, er det vigtigt, at de står lyst og gerne med en temperatur på mellem 0 - 5 graders varme. En havestue eller et orangeri er derfor det bedste, men en kold og lys kælder eller garage er også et godt alternativ.
Det er ikke kun selve temperaturen, der er afgørende for, om en palme kan overleve en dansk vinter, men også hvor meget det blæser. Ved en temperatur på 0 grader og en vindstyrke på 10 m/s (let brise) svarer det til en temperatur på ca. -15 grader. Er temperaturen -5 grader og samme vindhastighed svarer det til ca. -22 grader.
Det er meget almindeligt at vindhastigheden ligger på 10 m/s mange dage om året. Hvis der f.eks. står om en palme, at den kan tåle -15 graders frost, kan du kun regne med termometeret, hvis der er helt vindstille.
7 ting, der giver palmer bedre chancer for overlevelse på friland om vinteren
- Saml bladene og bind dem sammen over planten om efteråret, inden frosten sætter ind.
- Plant altid palmen direkte i jorden.
- Placér palmen på et sted med så lidt blæst som muligt og uden alt for meget direkte forårssol på planten.
- Bind evt. gran eller lidt halm omkring stammen. Det nedsætter solpåvirkningen. Pak aldrig dine planter ind i plast eller lignende tætte materialer. Det fremmer fugtdannelse og kan resultere i svampesygdomme.
- Når planterne dør om vinteren, er det normalt altid af udtørring. Om vinteren er jorden ofte frosset i rodzonen. Til fordampningen i bladene bruges der også vand om vinteren, når dette er utilgængeligt så udtørrer bladene og planterne dør.
- Fjern alle udgåede og kedelige blade fra palmen om foråret.
- Vent med at kassere "tvivlsomme" palmer indtil det bliver højsommer. Oven på en streng vinter kan palmerne først været "gået i gang" for alvor først på sommeren. Omkring juli kan det med sikkerhed fastslås, om en plante er "stået" af i vinterens løb.
Velegnede palmearter til danske haver
Europæisk dværgpalme, Chamaerops humilis.
Europæisk dværgpalme findes især på uopdyrkede arealer i Middelhavslandene og er mange steder meget almindelig. Den kan under gode forhold opnå en højde på omkring fire meter.
Dværgpalmen er en meget velegnet og billig palme. Under gode vækstforhold og en fornuftig vinteropbevaring kan palmen opnå en højde på ca. 2-3 meter og blomstre villigt. Den kan graves op om efteråret og overvintres, i en krukke eller kasse, på et frostfrit og lyst sted. Den kan udplantes i haven i slutningen af juni.
Hørpalme,Trachycarpos fortune
Hørpalmen kan under rigtigt gode vækstforhold og vinterpasning blive ca. 4 meter høj. Hørpalmen stammer oprindeligt fra Kina og Himalaya og kan tåle de laveste frostgrader.
Hørpalmen kan plantes ud i haven i slutningen af juni. Det er bedst at købe mindre palme-eksemplarer. Små planter har altid lettere ved at tilpasse sig nye voksesteder, da de kommer hurtigere i gang med væksten.
Podcast: Mig og min have
Episode 9: Eksotiske planter
Pift din bolig, altan, terrasse eller have op med unikke, karakterfulde planter. Eksotiske planter er et vidt begreb, der bl.a. dækker over ananasplante, agave og kødædende planter. Vi indfanger essensen og giver dig de bedste tips til, hvordan du kan bruge eksotiske planter i indretning af haven og i boligen, samt hvordan de skal plejes og passes.
Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.
Alle afsnit